x
Prince med flere: NPG Arts And Music Festival, 10-Øren, København

Prince med flere, NPG Arts And Music Festival, 10-Øren, København

Prince med flere: NPG Arts And Music Festival, 10-Øren, København

Anmeldt af Per Bloch | GAFFA

Da Prince kun ønskede at blive fotograferet lørdag, stammer billedet ovenfor fra lørdagens koncert

På denne andendagen af Princes kunst- og musikfestival, velsagtens mest musik, var festivalpladsen både den samme og helt ny. En af forandringerne var, at der var blevet tilsat en del mudder. I stedet for at strø flis eller grus i de store mudderpøle, har man valgt at indhegne dem, så en anselig del af pladsen er inddraget til sump. Man mindes med gru gårsdagens exit fra pladsen, hvor tusinder af mennesker prøvede at komme ud fra en mørklagt plads, igennem meget smalle udgange. At det gik som det gjorde og ikke endte i uheld, er vist mere held end forstand. Det skyldes i hvert fald ikke professionalisme! Nogle aviser skrev, at lyset var tændt, og at alle hegn blev væltet. Det havde været efter, at det lykkedes mig og min trup at komme ud.

Nuvel, tilbage til nutiden:

Den lille maler-kunst-dims-installation ved indgangen, med forskellige Prince-motiver, er ved at være færdig. Man har malet på den, siden vi kom ind, hvilket har været en fin og enkel lille velkomst.

Musikvideoerne, der kørte på storskærmene imellem koncerterne i går, er i dag suppleret af en optagelse af Raphaels Saadiqs koncert fra i går. Repetition ja, men et godt gensyn. Og bedre end at blive ved med at se på det samme loop af musikvideoer – altså: hvis der ikke er flere skud i bøssen end de cirka 15 videoer, vi genså adskillige gange, så skulle man måske overveje andre pausefiskmuligheder? Eller spille lidt afdæmpet musik i pauserne, så man kunne hvile ørene og ikke behøver at råbe til hinanden?

Nikka Costa
Samme koncert og sætliste som i går, men nyt outfit. Repetition ja, men et godt gensyn. Man kan godt tåle at opleve hendes vibe og energi mere end én gang. Næste gang ser jeg hendes gerne på en lille spillested, hvor soulmaterien får lov at drive fra væggene.

Hypnotic Brass Ensemble
Chicago-blæsertruppen koncert var en opvisning i, hvad messing også kan bruges til. Og at det kan blandes med hiphop, som bandet allerede har bevist på indspilninger med blandt andre Erykah Badu og Gorillaz. Blæser-kollektivet leverede en energiudladning af en koncert. Orkestret rappede og blæste, kravlede i scenestiladset og spillede med musklerne, som efterhånden blev mere og mere blottet.

Janelle Monáe
Et lille, men stort stjerneskud, der formår at synge og performe, så det halve kunne være nok. Janelle Monáes univers er sort/hvidt for øjet, men uhyre nuanceret og farverigt for øret. Hendes orkester, der inkluderer en lille strygersektion, The Arc Orchestra, er klædt i sort og hvidt, ligesom hun selv, og så var det ellers derudad igennem soul, rap, Motown og pop.

Hendes bevægelser og musik er en hyldest til musikhistorien – man ser og hører James Brown, Michael Jackson, Prince, Stevie Wonder ... – men musikken er samtidig fremadrettet og visionær.

Hendes performance er næsten identisk med hendes skamroste koncert på årets Roskilde Festival, men med små variationer, eksempelvis er hendes Michael Jackson-cover udskiftet med en krystalklar udgave af Chaplins "Smile", og da hun skal have sin kappe på, som en del af det meget levende sceneshow, så får hun det ikke af sin vanlige tjener, men af en lille mørkklædt, men dog stadig lilla mand, der ligesom i går laver en hurtig og finurlig lille teaser-cameo på sin scene.

Chaka Khan
Man skal åbenbart gå igennem meget for at komme til cremen. Derfor kommer Chaka Khan på scenen igen og leverer det bump i vejen, som der skal være, inden man når frem til klimaks.

Jeg kunne gentage mine ord fra i går, når nu Chaka Khan er så glad for gentagelser. Ikke bare udsættes vi for en genopførsel af gårsdagens koncert, men en præcis gentagelse af i går. Ned til mindste detalje – samme snak mellem numrene. "You know what?" – ja, efterhånden gør vi vel! "Can I ask you a question?" – ja da, så længe det ikke er det samme som i går! Repetition ja, men så uopfindsomt og klodset, at det er endnu pinligere end i går. Selvom hun faktisk synger bedre og mere sikkert i dag.

Eneste plus, som så også er et plus, der kan tilgive nærmest hvad som helst, er, at Prince gæster hende tilsidst i sættet på lidt guitar og kor. Måske fordi han godt selv ved, at det er sløjt. Eller måske fordi han godt ved, at jeg ikke bryder mig om at skrive negativt i mine anmeldelser, så derfor tilsætter han lidt af det modsatte.

Og så ellers ikke ét ord mere om Chaka Khan.

Himlen over 10-Øren er næsten skyfri. Som om vejrguderne har trukket så meget af deres materiel retur. Vel egentlig også kun passende efter gårsdagens udgydelser. I pausen indtil hovednavnet står vi stille. Tør ikke bevæge os ud af flækken, af frygt for at miste vores pladser. Sult og tørst træder i baggrunden.

Heldigvis har vi underholdningen på plads, idet en scenevagt åbenhjertigt fortæller os om livet backstage – om Princes excentriske og besynderlige udskejelser, hans urimelige krav til indretning og farver og så videre. I bedste fald er disse historier en del af programmet, i værste fald er de uprofessionelle. I hvert fald ligegyldige, for snart sænkes den indspillede baggrundsmusik, fordi livemusikken er klar.

I går sluttede min anmeldelse med ordene "Det lilla klaver til højre på scenen når aldrig at komme i spil. Måske søndag?" Svaret viser sig at være ja.

Prince
Mange har spurgt mig, hvorfor det er nødvendigt at se manden to aftener i træk. Denne aften leverer han om noget svaret. I går var opvarmningen, i dag fortsættelsen. To fuldstændigt forskellige koncerter. Næsten uden gentagelser fra gårsdagens sætliste og med en fuldstændig anden musikalsk substans.

Bandet kommer på stille og Prince sætter selv igang. På trommer. Simpel rytme. Han lader John Blackwell overtage rytmen og fortsætter rundt på scenen, hvor han langsomt brygger og opbygger musikken på de forskellige instrumenter. Han har taget Idas bas, hun har hans guitar, og han vandrer legelystent omkring på scenen. En 20 minutters lydprøve er i gang. Nogle synes nok, det er en lidt upassende start, men det er ikke desto mindre en udmærket showcase i mandens musikalitet og vovemod. At han starter fra scratch foran tusinder. Selv siger han, at han vil have det perfekt til os.

Over de næste to en halv time spiller han sit musikalske talent ud over os. Hele vejen rundt, og ligesom han ikke genreskelner, så er han også ligeglad, hvilket instrument der står foran ham. Hvis man kan spille på det, så gør han det. Nok har han et ego, men det er med musikken som fortegn, og det er ikke uden fokus – målet helliger midlet, og musikken spiller jo ikke sig selv.

Og han stjæler ikke billedet fra de andre, tværtimod er det, som om han deler ud og lade alle musikere komme helt frem. Sommetider står han helt fremme og ude i publikum, andre gange helt tilbage i mørket. Ingen tvivl om at manden har styr på enhver tone fra højttalerne og milimeter af scenen.

Koncerten fremstår urimeligt helstøbt og varieret – det er svært af have favoritter iblandt delikatesser, men "Empty Room", "If I Was Your Girlfriend" og "Anotherloverholenyohead" tindrer stadig.

De fleste af festivalens andre optrædende vokalister gæster koncerten – om ikke andet til sidst i scenedanseinfernoet. Janelle Monaé synger med på "Delirious". At hun ikke er helt sikker i teksten hjælper tekstskærmen på scenen på. Selv smiler hun og vi andre med.

Så når vi til det lilla piano på scenen. Det indeholder blandt andet den sampler, som fik meget luft under hans London-koncerter i 2007. Personligt synes jeg dog, at det fungerer bedre i 2011, fordi der er blevet strammet op, og fordi liveorkestret supplerer. Nu er det ikke bare båndsløjfer, men en anden type livemusik. Herfra får vi snippets af "When Doves Cry" og "Hot Thing". Selv "Darling Nikki" startes op, men afbrydes af den nu bly og rensede Prince – de tekster er vist lige end tand for meget efterhånden.

Ingen kritik? Nej, ikke denne aften. I hvert fald ikke af Prince. Han leverer seks stjerner. I forhold til festivalen som helhed er der meget at sige, og noget er allerede sagt. Dagens antal stjerner er et gennemsnit af helheden og derfor ikke helt i top.

Hen mod slutningen går der igen jamsessionfest i den. Dansende musikere og publikummer bliver en slags levende rulletekster oven på en af de bedste Prince-koncerter, jeg har oplevet. Jeg kommer aldrig frem til, om det er dén bedste, men det er også helt og aldeles ligegyldigt. Faktum er, at Prince leverede varen og endnu mere til. Selv fyrværkeri (under "Kiss"). At se hans umiskendelige humor og mageløse talent i lys lue brænder altid – somme tider så rent og kraftfuldt, at det føles større end noget som helst andet.

Og så gider jeg altså ikke spørges mere om, hvorfor jeg vælger at høre to Prince-koncerter lige efter hinanden. Lige nøjagtigt derfor!

 

Se billeder af de øvrige kunstnere fra NPG Festival via dette link


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA