x
Low og The Great Dictators: Lille Vega, København

Low og The Great Dictators, Lille Vega, København

Low og The Great Dictators: Lille Vega, København

Anmeldt af Anna Møller | GAFFA

Arkivfoto

Lille Vega er stoppet til bristepunktet mandag aften, og mens varmen stiger blandt de fremmødte, varmer det danske folkband The Great Dictators op. Centralt i lydbilledet står en markant basbarytonvokal fra forsanger Dragut Lugalzagosi – ikke ulig Brad Roberts' distinkte stemme fra Crash Test Dummies. Du ved, den med superhittet "Mmm mmm mmm" fra 1993.

Jeg kan forestille mig, at duetterne mellem Lugalzagosi og sangerinde Sarafelina Simonsen har været udslagsgivende for bookingen af dem som opvarmning for Minnesota-bandet Low, hvis selvsamme vokalharmonier mellem Alan Sparhawk og Mimi Parker ofte brænder igennem som et af de stærkeste kort. The Great Dictators lykkedes mandag aften desværre knap så godt med harmonierne, der fremstod ret pitchede og, ja, uharmoniske. At vokalerne så var placeret så langt fremme i lydbilledet, at det var umuligt at fokusere på andet rent lydligt, hjalp ikke på trommehindens hvile.

Low
Men heldigvis gik Low på allerede kl 22.00 til et forventningsfuldt publikum og, hvad jeg formoder var en stribe hardcorefans med flittige kælighedserklæringer på Lille Vegas forreste række. De blev imidlertid primært modtaget med skepsis fra bandet. Forventningerne til koncerten var på forhånd drejet mod en fremførsel af det meste af det nyeste album, "C'mon" fra april i år. Albummet er trioens niende, og denne aften fik Low hjælp af en live keyboardspiller, så de i alt var fire på scenen.   

Første nummer, "Nightingale" fra "C'mon" blev (muligvis) dedikeret til opvarmningsbandet, da Alan Sparhawk tvetydigt sagde i mikrofonen: "We'd like to dedicate this song to the dictators of the world. All six of them." Sparhawks vokal er følelsesfuld og nummeret minimalistisk på den der slowcore måde, hvor man lulles ind og fastholdes af det nervefyldte lydbillede og synes at ride med på hver eneste tone, der udgår via Sparhawks på samme tid stærke og skrøbelige stemme.

Dynamiske figurer
Fastholdelsen af lytteren i et både stramt og sørgmodigt greb, hvor der aldrig svælges i nedturen, men alligevel aldrig gives pas til opturen, stod i Lille Vega især stærkt i de øjeblikke, hvor der blev skabt dynamiske afbræk mellem nedtonet og minimal intimsfære og de mere støjende og fyldige lydpassager. Andet nummer fra Low var "Nothing But Heart", ligeledes fra "C'mon", der indledes med guitarstøj fra Sparhawks fræsende spor.

Da vokalharmonien mellem ægteparret Mimi Parker og Sparhawk sætter ind, tryllebindes det efterhånden godt varme publikum i en tæt og dyster intimitet. Den gentagende brug af repetitive omkvædslinjer fra "C'mon" virker særdeles godt, og det synes aldrig rigtig at blive trættende, når Parker og Sparhawk med hver deres eminente vokaler igen og igen synger "I'm nothing but heart". Det er evigt nervefyldt, indtil det otte minutter lange nummer breder sig langsomt ud i et forløsende fyldigt og inklusivt lydbillede, der i virkeligheden tangerer til fællessangen – uden nogensinde af den grund at blive plat.

Den underforståede præmis om at spille mange numre fra "C'mon" falder desværre en anelse til jorden under "You See Everything", der fremstår tamt og egentlig minder mest om en halvkedelig sang fra Tina Dickows sene repertoire. Melodilinjen er i øvrigt typisk Lowsk, idet den ofte ender på nogle dybere moltoner, men det gør desværre ikke "You See Everything" mere interessant.  

Så var et nummer som "Monkey" fra "The Great Destroyer" (2005) langt mere vellykket – både i fremførsel og i forlægget. Når Sparhawk og Parker synger "It's a suicide / Shut up and drive / We're never gonna make the light but it's alright / Cos tonight you will be mine", og Sparhawk overtager og afslutter verset med linjen "Tonight the monkey dies", så er der fandeme ikke et hoved, der ikke rykker med i Lille Vega. Det er så mørkt, drævende og samtidig harmonisk og synes som definitionen på sadcore, hvor Parkers stående stortrommespil fungerer som det hjerteslag, der på trods af melodiens stramme greb holder kroppen i gang. For mig var det klart aftenens højdepunkt, men "The Great Destroyer" er også en eminent god plade. Den blev i øvrigt opført i sin fulde længde på sidste års Primavera Festival i Barcelona. Der skulle man vist have været.

Monotone midnatshymner
Under "Witches" fra "C'mon" dominerer mere bluesede rundgange og Sparhawks dybe og monotone sangstemme, mens "Especially Me" fra selvsamme plade fortsætter den mørke indhyllen af det medrevne publikum, og på trods af, at det virkelig er to velkomponerede numre, så bliver det efterhånden monotont på den langsommelige måde – ligesom i øvrigt "C'mon" er i mine øjne.

Ved Lows formentlig største hit, "Sunflower" fra 2001-albummet "Things We Lost In The Fire", breder jublen ud blandt publikum, og det følges op af "Majesty/Magic" fra det seneste album, og det trækker sig langsomt af sted, mens Parker slår med whiskers på lilletrommen. Det bluesede og dronede formår ikke til fulde at fastholde min opmærksomhed, og det hjælper ikke meget, at Low som altid er fåmælte som få. Eneste henvendelser til publikum tæller en kluntet præsentation af bandet, hvor bassist Steve Garrington præsenteres som Mr. Awesome af Sparhawk – blot for at blive irettesættet af sin hustru Parker. Jeg mener i øvrigt, at Sparhawk efterfølgende præsenterer sig selv som Satan, men det kan også blot være mig, der hørte forkert. Generelt er kommunikationen fra bandet en anelse forvirrende denne aften.

Til gengæld er der så meget mere at opnå, hvis man lytter efter de exceptionelt velskrevne tekster. Da bandet går i gang med "Pissing" fra "The Great Destroyer", hvor de uendelige repetitioner hypnotiserer og forlanger lytterens opmærksomhed, når teksten nye højder, da Sparhawks enorme vokal træder ind. Han synger: "I can't see / Sing the darker of / Pissing on my toes / Knowing what I know / I know / I'm waiting / Like a loyal whore / Under every stone / Lovers sleep alone". Det er mørkt som en midnatshymne og pulserende som det sidste kys.

Evig tristesse
Da Low indtager scenen til ekstranumre fremfører de "Murderer" fra "Drums And Guns" (2007), inden da at have takket for publikums venlighed. "You are all beautiful and you're not assasinating anybody. This is for the people who did not assain anybody", siger Sparhawk. De ivrige fans på første række råber på nummeret "When I Go Deaf" fra "The Great Destroyer", og til sidst får de den da også. Den dedikeres til hustruen Parker, og efter to timer i selskab med Low går de fire musikere fra scenen.

Low taber aldrig som sådan pusten, men forekommer til tider langtrukkent. Ikke i den kedelige forstand, men i den forstand, at man uden den dynamik, der ellers præger store dele af diskografien, som lytter langsomt henfalder og mister koncentrationen. I konstrasteringen mellem det langsomt dronede, sløvt indadvendte og så de tilnærmelsesvist eksplosive stykker, hvor et fyldigere lydbillede får lov til at overtage, står Low klart stærkest.

Derudover er den triste og milimeterpræcise harmoni mellem de to førende vokaler, Sparhawks guitar og Parkers trommespil samt Steve Garringtons behændige basarbejde både bedrøveligt og indtagende i deres helhed – uden nogensinde tangere det pæne eller ufarlige. Det er ikke uden grund, at Low fyldte Lille Vega til bristepunktet og har dannet skole for en mængde bands med forkærlighed for slow- og sadcore.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA