x
Grant Lee Buffalo: Store Vega, København

Grant Lee Buffalo, Store Vega, København

Grant Lee Buffalo: Store Vega, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Forventningerne lå tungt i luften i det stort set udsolgte Store Vega, og jublen er overvældende, da Joey Peters først indtager trommerne, for hurtigt at blive efterfulgt af Paul Kimble på bas og endelig Grant-Lee Philips selv på guitar og vokal.  Grant Lee Buffalo, hvis sidst udsendte album ligger over 10 år tilbage, har tydeligvis været længe savnet.2

Der bliver tændt godt op for rockdelen i Grant Lee Buffalos country-rock, og fællessangen sætter for alvor ind under "Jupiter and Teardrop", og bandet virker oprigtig talt overvældede over publikums modtagelse. Joey Peters har aftenen igennem travlt med at filme publikums reaktioner med sin telefon, og Philips joker lystigt og oser i det hele taget langt væk af overskud koncerten igennem.

 

Den svære balance

Som tidligere nævnt spiller Grant Lee Buffalo en art country-rock, som kan være svær at definere. Tidligere på aftenen betegner en følgesvend det som country-grunge, og Grant Lee Philips nævner også selv problemstillingen og døber stilen industrial-folk. Det er, når der bliver rocket mest igennem, at koncerten fungerer bedst, og det bliver der så heldigvis gjort det meste af tiden. Men når det kommer til de mere stille passager, så mødes man med det evigt tilbagevendende problem, at folk simpelthen skal stå og snakke om alt muligt andet, i stedet for nu bare at nyde musikken. Det virker særligt til at være et problem lidt tilbage i salen, hvor den gode stemning dog sagtens når ned, når altså der bare bliver rocket igennem.

Og god stemning er der altså virkelig meget af, og der er helt sikkert mange, der nostalgisk bliver sendt tilbage til studenterhybler, teenage-værelser, eller hvor man nu befandt sig der i start 90'erne, hvor Grant Lee Buffalos to første plader ramte gaderne. De var også de to første plader, Fuzzy fra 1993 og Mighty Joe Moon fra 1994, som udgør langt den største del af aftenens koncert.

Det er svært at skulle fremhæve numre frem for andre, for de er virkelig gode alle sammen, og man står vel egentlig med en følelse af, at Grant Lee Buffalo godt måtte have spillet i mange flere timer, til trods for at vi faktisk fik hele 21 sange og en god to timers lang koncert. I midten af sættet udgjorde trekløveret Honey Don't Think, Mockingbirds, Happiness dog et højdepunkt, hvis vi absolut skal finde et. Klassikeren Fuzzy afsluttede hovedsættet med storstilet fællessang, inden det blev til hele to omgange ekstranumre. Grant-Lee Philips virkede overvældet og måske ligefrem en smule rørt over publikums ganske voldsomme reaktioner.

Genforeninger har efterhånden været moderne i en del år nu, og med svingede resultat. Grant Lee Buffalos kan kun betegnes som helt igennem vellykket; jeg håber, de snart kommer forbi igen.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA