x
Ozzy Osbourne : Bøgescenerne, Danmarks Smukkeste Festival

Ozzy Osbourne , Bøgescenerne, Danmarks Smukkeste Festival

Ozzy Osbourne : Bøgescenerne, Danmarks Smukkeste Festival

Anmeldt af Martin Robert Nielsen | GAFFA

Alle trossamfund har sine egne særlige traditioner, og som gæst kan det være svært at finde rundt i ritualerne. Også som førstegangsdeltager til en Ozzy-koncert. I minutterne op til kick off breder der sig sædvanligvis en sitrende forventningsfuld stemning, som eksploderer, når Carls Orffs korværk "Carmina Burana" fylder luften. Ozzy Osbournes optræden på Bøgescenerne fulgte ikke helt drejebogen. Og så alligevel.

Det starter godt med "I Don't Know". Ozzys vokal virker køreklar uden spor af metaltræthed, og de mest trofaste tilbedere bringer sig selv ud i ekstasen neden for scenen. Mere roligt går det for sig længere tilbage på pladsen, hvor en gruppe blonde gymnasiepiger kaster sig ud i kædedans, da en tilpas tungtsvingende "Suicide Solution" sender vibrationer gennem menneskemængden. Samtidig sender Ozzy indholdet af en skumslukker ud over pressefotograferne, og han begynder øjeblikkeligt at opildne masserne med en rutineret teatralsk træfsikkerhed, som rammer helt ud i rækkerne. Alligevel fornemmer man, at han er bedre vant. At brølet fra masserne ikke plejer at fortone sig helt så hurtigt.

Mærkevare med varemærker

Forklaringen ligger i de førnævnte ritualer. Det er tydeligt, at størstedelen af publikum kun kender fænomenet fra tv, hvilket bliver indlysende, da tangentspilleren Adam Wakeman taster den ikoniske basgang fra aftenens tredje nummer "Mr. Crowley" på orgelet. Kun de stærkest troende kan finde ud af at skråle melodistemmen, som må regnes for begynderpensum blandt Oz-fans.

Her viser Ozzy de første (af i øvrigt ganske få) vokale svagheder. Stemmen kan ikke helt følge med, og selv stemmebånds-trylledrik fra en gigantisk tekop kan ikke ændre det. Men igen… festen er i gang, og hvor stemmen stopper, tager Ozzys usvigelige entertainer-tæft over. Mens hans seneste guitarist Gus G leverer en bundloyal fortolkning af de elskede Randy Rhoads-riffs, leverer Ozzy en serie frøhop i sikker nærhed af mikrofonstativet.

Bandet fortsætter med en hidsig version af Black Sabbaths "War Pigs", hvor Ozzys stemme og energiniveau viser, at han er fuldt på omgangshøjde med sine meget yngre bandmedlemmer. Energien begynder langsomt at sprede sig. Også blandt de gæster, der bare betragter optrinnet som en del af den store vejfest, og den gamle antikrigssang fremstår så aktuel og kraftfuld, som da den blev indspillet.

Op at flyve igen

Tusmørket breder sig mellem bøgene sammen med lugten fra de første joints, og det er tid til mere Sabbath – denne gang "Fairies Wear Boots". Her brillerer Ozzy for første gang. Det er som om, hans stemme passer perfekt til de helt gamle numre, og hans unge musikere fortjener ros. På intet tidspunkt forfalder de til unødvendigt lir og leverer en tung anretning, hvor bassisten Blasko fremstår som en mirakuløst forynget Geezer Butler. Videre går det med powerballaden " Road to Nowhere" og derefter "Shot in the Dark", hvor Ozzy igen rammer flere fraseringer skævt, men nummeret reddes af Gus G, der fuldstændigt udspiller Jake E. Lees originaludgave.

Publikum er efterhånden ved at være godt med, men nu skal den gamle have en pause. Imens kaster de resterende medlemmer sig ud i Sabbaths instrumentale "Rat Salad". Det er blevet tid til det obligatoriske guitarblær, og Gus G giver en teknisk opvisning, som ikke helt formår at løfte publikum over trækronerne. Den opgave klarer Tommy Clufetos til gengæld til fulde bag gryderne. Trommesoloen henrykker i en grad, der er koncertens foreløbige højdepunkt, og herfra går det kun i én retning: Opad!

Rundtur i den sorte sangskat

"Iron Man" er fortrinlig, og de publikummer, der ikke kender koret, lærer det hurtigt. Ozzy behøver efterhånden ikke længere hidse publikum op. "I Don't Want to Change the World" betror han Smuk Fest, inden" Crazy Train" med indlagte "Oi, oi, oi"-chant ikke uventet markerer afslutningen på sætlisten. Ligesom ved de seneste koncerter på touren er ekstranumrene kærlighedserklæringen til Mor Sharon, "Mama, I'm Coming Home", og en supertight "Paranoid", der er uptempo uden at galoppere. 

Skanderborg er sidste stop på en 18-måneders Scream Tour, og Ozzy leverer varen uden på noget tidspunkt at lade sig friste af autopiloten. Det er en anden oplevelse at se Ozzy på en familievenlig festival end ved et solo-gig, men det ændrer ikke ved, at oplevelsen er livsbekræftende. Det eneste, der mangler, er det rendyrkede vanvid, som kendetegner en Oz-koncert, og den var kun til stede blandt de mest dedikerede tilbedere. Aftenens nyeste nummer var 20 år gammelt, og Ozzy tog publikum med på en nostalgisk rejse i den sorte sangskat. Magien var der også. Den blev skabt af den gamle troldmand, og han delte gavmildt ud af den. 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA