x
Kanye West: Tivoli, København

Kanye West, Tivoli, København

Kanye West: Tivoli, København

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Tivoli tager sig godt ud i aften. På trods af den silende regn er det en særlig oplevelse at gå igennem den smukt oplyste gamle have i aftenmørket for at ende ved plænen foran scenen, hvor aftenens koncert skal foregå. Der er allerede en masse mennesker, der har indfundet sig på pladsen, hvor de trodser det elendige vejr og venter på aftenens hoveperson under en skov af opslåede paraplyer, så man et kvart sekund begynder at bekymre sig for udsynet til scenen.

Heldigvis er folk hensynsfulde, og klokken lidt over 22 klappes paraplyerne sammen i takt med, at stærkt dramatiske toner indleder det, der ifølge storskærmene er "Act 1". En flok dansere stormer ind på scenen som iltre kolibrier, og herefter en kort instrumental bid af "H.A.M.", der i øvrigt er det eneste, vi får fra "Watch The Throne" i aften. Nummeret afløses af de indledende toner til "Dark Fantasy", og med vanlig sans for selviscenesættelse og store armbevægelser dukker Kanye pludselig op inde blandt publikum, som han til de fremmødtes store begejstring løftes op over og fremfører nummeret inde blandt folk et par meter over dem.

Lyden er lidt lav, vejret er ad helvede til, men stemningen er derimod helt i top. Publikums hænder er i vejret, og Kanyes fremførelse af "Dark Fantasy" er tændt og overbevisende. Efter nummeret hejses han ned fra sin lift, og på vej op til scenen giver han ganske stille og roligt hånd til en stor del af de publikummer, han møder. Det klappende beat til "Power" går – godt assisteret af publikums taktfaste klappen – i gang. De, der har oplevet den gode mand til koncerter tidligere i hans karriere vil vide, at han før i tiden har haft problemer med at holde sit flow live og til tider har leveret nogle lidt forpustede optrædener. Den tid er i dén grad forbi, for her er der ikke andet end overskud og professionalisme at komme efter, og hvert enkelt ord spyttes klart og tydeligt. Han vil tydeligvis gerne have, at vi skal høre, hvad han har på hjerte.

Storslået stadion-hiphop

Triumftoget fortsætter med "Jesus Walks", og Kanye har tydeligvis ikke tænkt sig at give os mulighed for at puste ud her i koncertens indledende del. Man står faktisk og bliver helt ængstelig for, om manden mon har tænkt sig at fyre alle pletskuddene af på en gang, men Kanye har mere end bare en håndfuld skud i bøssen, og det bliver ikke noget problem at holde det høje niveau koncerten ud. "Can't Tell Me Nothing" præsenteres som yndlingsnummeret blandt Yeezys egne sange, og en lidt kort udgave af "Diamonds From Sierra Leone" får diamant-håndtegnene frem blandt publikum.

Koncerten er mere end en koncert. Det er en gennemført helhedsoplevelse, der sjældent er set blandt hiphop-performances. Der er virkelig gjort noget ud af hele showet, der matcher alle de kreative kvaliteter, man kan finde på Mr. Wests albumudgivelser. Det er i sandhed en fornøjelse at overvære mandens storslåede stadion-hiphop. En tung version af "Hell Of A Life" fremføres med stor indlevelse af en storsmilende Kanye, der udviser mindst lige så meget rockstjerne- som hiphop-attitude på scenen. Taget over scenen slår gnister, og det er lige før, man er fristet til at sige, at det samme gælder den improviserede autotune-slutning, nummeret får.

Kanye viser sig som en performer i topform i aften, og lige som man tror, at det ikke kan blive bedre, tændes der op under en sammenbidt udgave af "Monster", hvor man dog savner Nicki Minajs fantastiske vers. Nummeret slutter i "808 And Heartbreak"-land, og også her får vi en lang improviseret slutning, hvor Kanye kommenterer den måde, han synes medierne behandler ham på: "Real fans don't give a fuck what they say – 'cause every day they try to fuck with Kanye. I'm a mother-fucking monster!" Mandens harme og vrede tilfører nummeret dybde og styrke, og det klæder i det hele taget Yes vokal, når den får lidt live-kant og en smule roughness. En veloplagt "Flashing Lights" og en direkte sprudlende "Good Life", der får alt, hvad remmer og tøj kan holde, afslutter "Act 1", og lyset slukkes på scenen.

Hård dirigent

Danserne kommer atter ind på scenen, og Kanye klatrer op på en lille forhøjning på scenen for at give en inderlig udgave af Love Lockdown, hvor man på scenen dog er lidt karrig med de bastante trommer, der er en af studieversionens store trækplastre. Sangens melankoli og tristesse illustreres flot af dansernes indtagende koreografi, der virkelig løfter koncertoplevelsen som helhed. Det er andet og mere end de "juhu-piger", man ellers ser til så mange pop-koncerter. Kanye er dykket godt ned i det alvorstunge 808-univers, hvorfra han henter "Don't Say You Will", som får et skud hvinende guitarsolo og en bandpræsentation, op. "Heartless" sætter lidt mere gang i sagerne, så grunden under Tivoli gynger trods den lave lyd, og Kanye viser sig som en hård dirigent, der ikke er bange for at fortælle sit band, hvad han vil have. Det medfører her gåsehudsfremkaldende fællessang, kun svagt akkompagneret af piano.

"Enough with that singin' shit! Remember this?" lyder det fra scenen, og det virker til, at der er en del blandt publikum, der udmærket husker "Swagga Like Us" og "Run This Town", der leveres i en flot orkestreret version. Vi får kun Kanyes vers, og det giver desværre en lidt utilfredsstillende og abrupt fornemmelse. Selvfølgelig har manden ikke de andre kunstnere med, og selvfølgelig skal han ikke rappe de andres vers, men der burde være andre måder at trække sangene ud på, så man kunne dvæle lidt længere ved dem. Nuvel, det er vel egentlig heller ikke det værste at blive efterladt med lyst til mere.

Efter fantastiske "Through The Wire" og en snas af Chris Marting-samarbejdet "Homecoming" får vi "All Falls Down", der virkelig sætter Kanyes udvikling fra kæk soul-sampler til den visionære hiphop-arkitekt, han er i dag, i perspektiv. "Touch the Sky" mangler en smule pondus, mens crowdpleaseren "Gold Digger", der kan være en smule irriterende, leveres i en version, der er album-udgaven langt overlegen. Og så er det altså bare enormt fedt at høre 11.000 mennesker brøle "we want pre-nup!"

Vi får at vide, at koncerten snart er forbi, "but before I go, I need to show you this", fortæller han og lader "All Of The Lights" eksplodere ud over Tivoli. Der er imidlertid ikke noget, der tyder på, at Kanye og hans kumpaner har tænkt sig at smutte lige foreløbig, for vi skal også lammetæves på formidabel vis med en tung, murrende og eminent udgave af "Stronger", og så er det ellers tid til "Act 3".   

En kunstner på toppen af sit game

Danserne kommer atter ind på scenen, som de indhyller i et stort hvidt klæde. Man har fornemmelsen af at stå og se på en enorm pulserende puppe, og da klædet fjernes, er Kanye da også "genfødt" i rødt og klar til at give en stærk udgave af "Runaway" – komplet med dansende ballerinaer og Pusha-T-gæsteoptræden. Det er en nærmest hypnotisk oplevelse i den silende regn. Vi får at vide, at vi er "the hypest crowd", Kanye nogensinde har optrådt for. Det skal han selvfølgelig sige, men man fornemmer nu alligevel, at han er ret godt tilfreds med publikum i aften.

Efter en intens "Lost In The World" dedikeres hele showet dedikeres til én bestemt person, og da "Hey Mama" afslutter koncerten, er der næppe mange, der er i tvivl om, hvem det er. Kanye, danserne og musikerne bukker pænt som efter en teaterforestilling. Der er ikke noget pjat med ekstranumre eller den slags.

Hvad skal vi også med det, når vi nu har fået to timers ambitiøst hiphop-show af en anden verden med en kunstner, der virkelig synes at være på toppen af sit game. Hvis de bare kunne få tilladelse til at spille lidt højere, er Tivoli såmænd også godkendt som koncertsted. Der var fint udsyn, når først folk klappede paraplyerne sammen, og omgivelserne er bestemt ikke de værste at være til koncert i. Nu mangler vi så bare, at Kanye tager Jay-Z under armen og snart kommer igen for at fremføre "Watch the Throne" for os.

 

Læs om nogle publikumsreaktioner i GAFFAs artikelsektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA