x
Warpaint : Flow Festival, Helsinki

Warpaint , Flow Festival, Helsinki

Warpaint : Flow Festival, Helsinki

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Arkivfoto

Det kan egentlig være lidt svært at præcisere, hvilken genre det er, det amerikanske pigeband Warpaint præsenterer, men det stort fremmødte publikum i Nokia-teltet (ja, vi er jo i Finland) får helt sikkert en stærk koncertoplevelse.

Warpaint lægger ud med den drømmende "Set Your Arms Down", som også åbner debutalbummet "The Fool" fra sidste år. Den stil bliver dog hurtigt forladt for et mere post-punket udtryk, som sætter gang i danseskoene i den forreste del af et telt, som vel har en størrelse på cirka halvdelen af Roskildes Arena-scene. I det hele taget er koncerten noget mere rocket end pladen, og Warpaint bliver går nærmest math-rock, med Emily Kokals og Theresa Waymans konstant stiftende guitarflader og sammensmeltede korstemmer. Selvom Nokia-scenen virker ret godt, blandt andet med fire velplacerede storskærme, så er der lidt problemer med vokalen, som ikke står helt klar. Derfor bliver det også rytmesektionen anført af Jenny Lee Lindberg på bas, som stjæler billedet. De tunge og konstant skiftende basgange ligger ekstremt tight og lægger bunden til den fest, koncerten er ved at udvikle sig til.

 

Store i Finland

Warpaint har, til trods for et ret stærkt debutalbum, ikke ligefrem væltet i opmærksomhed. Men det lader dog til at det finske publikum har taget bandet til sig. Som allerede nævnt er der godt fyldt op i teltet, og folk kan faktisk synge med på de fleste sange, der bliver danset igennem og enhver kommunikation fra scenen bliver mødt med jubel. Det giver dog ingen mistanke om den reaktion, salen møder nummeret "Undertow" med. Allerede fra de første strenge bliver slået an, går der et jubelbrøl igennem teltet, og folk nærmest løber imod scenen. Man kan kun gætte på, om nummeret har været i heftig rotation på finsk radio, eller om vores nordiske naboer simpelthen bare har så god musiksmag. Ret beset er det altså også en virkelig stærk single, som til aftenens koncert bliver leveret i udvidet version, med lange guitarflader og igen med den tunge bas som samlende element.

Hen imod slutningen af koncerten vender vi igen tilbage til det mere drømmende univers. Røgkanonerne har nu fået frit løb, og teltet bliver efterhånden ret indhyllet i røg, som sammen med lyset giver en ret intim atmosfære. Tilbagelænede post-punk-passager løber ned fra scenen med de to guitarer i front, og ens tanker løber i retning af Stone Roses. Det virker ikke til, at Warpaint har tænkt sig at stoppe, før nogen klipper kablerne over, faktisk må konferencieren næsten helt ind midt på scenen, før de fire piger giver op, et pudsigt syn, men faktisk på ingen måde enestående i løbet af festivalen. På den måde får den ellers stærke afslutning et noget antiklimatisk endeligt, men alt i alt en solid koncert af Warpaint.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA