x
El Guincho : Flow Festival, Helsinki

El Guincho , Flow Festival, Helsinki

El Guincho : Flow Festival, Helsinki

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Arkivfoto

Ligesom det prominente Animal Collective-medlem Panda Bear benytter spanske Pablo Díaz-Reixa, manden bag navnet El Guincho, sig i høj grad af samples. El Guincho trækker klart tråde fra spansk folkemusik ind i sin musik, som sammen med inspirationer fra blandt andet Afrika og Caribien udgør en særdeles dansevanlig form for elektronisk musik.

Röyksopp på hovedscenen trak ganske givet noget mere i de fleste, så det var fest for de få, da El Guincho indtog Nokia-teltet, men de få forstod så til gengæld også at feste igennem. Centralt på scenen befandt Díaz-Reixa sig selv, godt  begravet bag elektroniske trommer og et hav af keyboards, synths og samplere, og hvad man nu ellers kan forestille sig af elektroniske musikalske legesager. På hver side var han så henholdsvis flankeret af en guitarist og en bassist. Men det var uden tvivl, og ganske naturligt, Díaz-Reixa, som var omdrejningspunktet og aftenens store oplevelse. Det var ganske imponerende at observere ham flyve rundt ved sine instrumenter; den ene hånd bankede konstant taktfast på trommerne, imens den anden hånd betjente diverse keyboards. Oven i det fandt han så også overskud til at danse til.

Når dansksyngende bands tager ud i den store verden og får succes, har jeg altid undret mig lidt over sprogbarrieren. Det er altså ikke, fordi jeg ikke under bands som for eksempel Under Byen al den succes, de overhovedet kan få, men jeg har ikke rigtigt kunnet sætte mig ind i det der med at lytte til musik på et sprog, jeg overhovedet ikke forstår. Til trods for mine to års gymnasiespansk er det dog alligevel den situation, jeg befinder mig i, når jeg lytter til El Guincho. Men her er det så måske, jeg begynder at forstå det: i hans lettere kaotiske musikalske univers kommer vokalen til at virke som et ekstra instrument, og selvom jeg ingen idé har om, hvad sangene handler om, så taler musikken til en på et andet, mere umiddelbart niveau.

Aftenens sæt er næsten ligeligt delt imellem "Pop Negro"-albummet fra 2010 og "Alegranza!" fra 2007. På "Pop Negro" er der i den grad blevet skruet op for calypsorytmerne, og selvom der bliver danset igennem – det gør der, lige for at understrege det, under hele koncerten – er det, som om de sange er mere tilbagelænede. Når der bliver åbnet op for "Alegranza!" går festen lige to gear op, ikke mindst på hittet, hvis man i det hele taget kan tale om et sådan et, "Palmitos Park". Koncerten bliver afsluttet med en lang og ret fantastisk fremførsel af "Antillas", som i forvejen består af nærmest panisk hurtige beats. Nummerets festpotentiale går på ingen måder tabt på det finske publikum, som finder de sidste kræfter frem og nærmest eksploderer i den sidste dans.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA