x
Pulp: Øyafestivalen 2011

Pulp, Øyafestivalen 2011

Pulp: Øyafestivalen 2011

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Da Pulp annoncerede sin gendannelse i november sidste år i det oprindelige lineup fra "Different Class" (1995) var det på en kryptisk hjemmeside med en endeløs række af sarkastiske retoriske spørgsmål, der blev mere eller mindre vanvittige. Is This A Hoax?-kampagnen formåede ikke blot at tirre fans og medier efter næsten et årti uden et af de vigtigste britiske bands i 90'erne, men satte også en tyk streg over bandets - og især Jarvis Cockers - identitet med den festlige, ironiske sangskrivning med faktisk ret nedslående og melankolske sidehistorier.

Sådan åbnede Pulp også koncerten på Øyafestivalen, hvor spørgsmål som "Are you ready?", "Is this a hoax?", "Do you wanna see a dolphin?" og "Do you remember the first time?" stod skrevet med grønt laserlys på et sort fronttæppe. Publikum gik mere og mere amok i forventning, og da scenetæppet faldt, stod sekstetten på scenen, og forrest i rampelyset Jarvis Cocker, der udfoldede sig som komiker, intellektuel og altoverskyggende frontfigur med kiksede spring, aparte gestikulationer og en vokal, der lyder godt i det dybe og skævt karakteristisk i det høje.

"Do You Remember The First Time?" blev starten på en lang festlig reunion, hvor ham, der ikke er, men har de samme initialer som Jesus, indimellem citerede Henrik Ibsen, William Blake og med meget tørre ironiske engelske fraser også Dire Straits' "Sultans Of Swing".

"This is live music, it's a symbiotic relationship," konstaterede Cocker, og få andre bands synes at have forstået den påstand bedre end Pulp fredag aften på Øyafestivalens store scene, Enga.

Fest som var det 1995

Jarvis Cocker dannede Pulp tilbage i skoletiden i 1978, men man skal igennem et række ændringer i lineuppet og 15 år frem i tiden, før Pulp fik sit kommercielle og nok også kunstneriske gennembrud med "His 'n' Hers" (1994) og "Different Class" (1995).

Til koncerten gik Pulp igennem alle de numre, man husker, primært fra "Different Class", inklusive "Monday Morning", som bandet kun har spillet sjældent i år. Desuden også "Razzmatazz", "Do You Remember The First Time?" og "Babies" fra det forgående album.

Stemningen steg yderligere med "Disco 2000", hvor teksten unægteligt klinger lidt sjovt, når man er nået på den anden side af år 2000. På "I Spy" hoppede JC ned og filmede publikum. Mens "Party Hard" blev leveret i en særlig velspillet version, hvilket også gælder for den storslåede "This Is Hardcore" (begge fra det anbefalelsesværdige "This Is Hardcore" fra 1998), hvor bandets anonymitet blev brudt en smule med de guitarmelodier og enten store dystre eller dansevenlige arrangementer, der ved siden af Cockers personlighed også udgør en hjørnesten i Pulps musik.

Er dette et retorisk spørgsmål?

Apropos åbningssekvensens retoriske spørgsmål, så indledte Jarvis Cocker afslutningen med at fortælle en historie om den her pige, der ville flytte til et bestemt sted i byen af alle de forkerte grunde. "Der sker mærkelige ting med folk, der holder op med at tænke og mister deres individualitet," parafraserede Jarvis Cocker linjen "You wanna live with common people, you wanna do whatever common people do", fra Pulps absolut største hit "Common People". Det var samtidig også en distanceret hentydning til de seneste ugers ulykke i såvel Oslo som England.

"...Men I har ikke mistet jeres individualitet, har I?", og alle nordmændene skreg "Nei!" (som en anden Jesus-figur sagde i "Life Of Brian"), og så fik Øya den kæmpestore medrivende afslutning med "Common People". De største lovprisninger til årets vigtigste gendannelse, som selv ikke Roskilde Festival formåede at trække til Danmark.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA