x
Beth Hart : Rytmehans, Danmarks Smukkeste Festival

Beth Hart , Rytmehans, Danmarks Smukkeste Festival

Beth Hart : Rytmehans, Danmarks Smukkeste Festival

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Er der to, der står sammen, er det Beth Hart og Danmarks Smukkeste Festival. Den amerikanske sangerinde, sangskriver og pianist har gæstet Bøgeskoven i 2004, 2005, 2006, 2007 og 2009, og i år var hun så tilbage. Denne gang foran et ganske stort publikum på den næststørste scene, RytmeHans, og med sit faste band alias guitarist Jon Nichols, bassist Tom Lilly og trommeslager Todd Wolf.

Koncerten fik desværre en lidt uheldig begyndelse, for stort set lige præcis som Hart satte fingrene i tangenterne og lagde ud med "As Good As It Gets", gav skyerne efter for presset og lod tunge dråber falde over festivalpladsen, mens Hart ironisk nok sang om, at "I want the sunshine". Hun lod sig dog ikke bremse, men fortsatte med et af sine smukkeste numre, balladen "Leave The Light On", blot med hende selv på keyboard og Jon Nichols på guitar. Sangen kredser, som mange af Harts øvrige numre, om manglende selvtillid, ja, endda selvhad, men rummer i omkvædet også håbet om en bedre fremtid, og den vakte stor jubel i bøgeskoven. 

Herefter var regnen dog blevet for slem, og Beth Harts mand og manager Scott måtte skynde sig at overdække hendes keyboard med beskyttende plastic. Gruppen fortsatte dog ufortrødent med endnu en fin ballade, "Skin", inden bandet satte tempoet lidt op med "Missing You", og Beth Hart herpå rejste sig fra klaveret og forvandlede sig fra skønhedssøgende ballademager til fyrig rockfurie på den aggressive, George W. Bush-kritiske "Sick". Hendes blues- og soulpåvirkede stemmekraft er imponerende, uanset om hun er i det blide og mere melankolske hjørne, eller når hun brøler igennem på de mere rockede sange.

Og dét gjorde Beth Hart på en stribe rocknumre midt i sættet, mens hendes band fulgte trop på udmærket vis. Især trommeslager Todd Wolf arbejdede hårdt bag sit store trommesæt med en håndfuld gulvtammer og crash-bækkener, mens regnen i al diskretion sneg sig ud af bagdøren. Til gengæld var ikke alle sangene lige spændende. Beth Hart er klart bedst til de klaverorienterede ballader, hvor melodierne er i fokus, hvorimod hendes mere rockede up-tempo-numre til tider tangerer det anonyme.

Gæster fra Brasilien

Senere satte Beth Hart tempoet ned med en meget flot fortolkning af Sam Cookes klassiske soul/blues-ballade "A Change Is Gonna Come", hvor hendes store stemmes nuancer kom helt til sin ret. Beth Hart er fremragende i rollen som rendyrket blues- og soulsangerinde, og så kan man jo glæde sig til hendes kommende album "Don't Explain", hvor hun fortolker blues- og soulklassikere i selskab med guitaristen Joe Bonamassa. Pladen er på gaden 26. september.

Herefter fik vi endnu en af Beth Harts glans-ballader, "Learning To Live", der også fik gang i fællessangen og lukkede det ordinære sæt. Det blev dog til en stribe ekstranumre, hvor Hart fik selskab af det brasilianske rockband Biquini Cavadao, som hun for nylig mødte i Brasilien. De fremførte sammen med Harts guitarist og trommeslager, men uden hende selv, et af deres egne numre, en fin rocksang med portugisisk tekst og i øvrigt – undskyld fordommene – uden den mindste latin-påvirkning bortset fra sproget.

Herpå kastede brasilianerne sig ud i et underholdende medley af alle tiders klassiske rock-introer, fra Rolling Stones' "Satisfaction" over Blurs "Song 2", Nirvanas "Smells Like Teen Spirit" og Metallicas "Enter Sandman" til White Stripes' "Seven Nation Army", inden de sammen med Hart fremførte hele Led Zeppelins "Whole Lotta Love" på udmærket vis. Med den sang sagde Beth Hart og gæster tak for i aften og forlod scenen.

Hart og band kom dog tilbage og gav os hendes gennembrudshit, den smukke "L.A. Song" og understregede, at hun altså er bedst til klaverballaderne. En absolut hæderlig koncert fra en af bøgeskovens bedste venner, som sikkert er tilbage næste år. Hun skal være velkommen.

 

.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA