x
Iron And Wine: Posten, Odense

Iron And Wine, Posten, Odense

Iron And Wine: Posten, Odense

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Første gang jeg oplevede Iron & Wine var for en håndfuld år siden, og dengang havde Sam Beam ansigtet pakket fuldstændigt ind i skæg og hår. Bag sin beskyttende løvemanke virkede det som om han optrådte halvvejs for publikum, halvvejs for sig selv. Men jeg skal love for, at manden har udviklet sig siden da. 

Fra at optræde med sin søster på sidevokal og en håndfuld musikere i baggrunden (hvoraf jeg kun genkendte én med sikkerhed) er de nu ni på scenen, flere i blazerjakker, masser af saxofon, to korsangerinder og en nærmest forførende frontmand. 

Hvad pokker er der sket
Rent menneskeligt er jeg nysgerrig. Har han været forbi en psykolog og fået bearbejdet et mindreværdskompleks? Var det konen, som sagde "Du smiler fandme aldrig. Du sidder bare og synger om døden og din barndom". Eller vågnede han bare en morgen og måtte ud og væk derfra?  

Det mest alvorlige er, at det er sket med tilbagevirkende kraft. Pludselig skal saxofon, piano og tværfløjte passe på alt, hvad manden har lavet. Jeg tvivler på, at vi nogensinde kommer til at høre de gamle numre i den oprindelige stil. Og det kan godt ærgre.

Totalt velsmurt orkester
Bortset fra den obligatoriske semi-lydprøve på det første nummer kan jeg ikke sætte en finger på lyden. De ni personer på scenen har styr på, hvad de laver. Ind og ud mellem hinanden glider de, som et olieindsmurt rave i Sunny Beach. Især bassisten og saxofonisten skummer af glæde.

Men det er klart, at to drivende guitarister, to percussionister som slås om bækkenpladsen, en meget entutiastisk saxofonist samt et par korsangerinder fylder godt ud i lydbilledet. Her vil jeg påstå, at spilleglæden har overdøvet den kritiske sans. Beam har fyldt en anelse mere på, end hvad smukt er.

Op, hen og på tværs
Sættets opbygning er utroligt dynamisk. Jeg har sjældent været til en koncert med så stor variation. Vi går lige fra shoegazer over røvballerock til jazzet gospel med mellemøstlige undertoner og jamrende, udsyrede mellemspil og afslutninger.

Koncerten starter roligt og sikkert. Der er stadig lidt opvarmning i luften, indtil Iron & Wine afslutter det femte nummer "Wolves" fra Shepherd's Dog, hvor publikum bryder ud i det første af en række store bifald, som vender tilbage resten af koncerten. Det er genkendelsens glæde, dog ikke fritaget kunstneriske friheder.

Gætteleg
Lige omkring dette tidspunkt går det op for mig, at jeg må nulstille mine forventninger for at nyde denne koncert. De ældre numre er simpelthen omarrangeret så kraftigt, at jeg har svært ved at genkende dem fra pladerne. Det ene øjeblik lyder det som Pink Floyd, det næste falder tankerne på temamusikken til tegnefilmen om Den Lille Muldvarp.

"Hvad finder de mon nu på", siger min sidemand og smiler. Lige præcis, tænker jeg og rynker brynene. Jeg er underholdt, ingen tvivl om det. Men jeg har stadig en fornemmelse af at være til koncert med Iron & Wine-coverbandet, som bare spiller ualmindeligt godt. Jeg mener, Slayer begynder heller ikke pludselig at spille alting i tangorytmer, og Rod Stewart finder ikke på at køre alting igennem en basforstærker. Måske ville det fungere, men det er ikke pointen. Pointen er, at jeg lige har været til koncert med en musiker, jeg dårligt kunne genkende fra langt størstedelen af hans værker. Og det er underligt.

God eksperimenterende cocktail
Men Beam smiler bare og virker komplet ligeglad med mine bekymringer, hvilket jeg ikke kan betænke ham. Der er en behagelig overvægt af det smukke køn på Posten i aften. Alle hujer og jubler af hankatten og belønner numre som "Boy With a Coin", "Big Burned Hand" og "Kiss Each other Clean" med kraftige bifald. Og så glemmer vi lidt de tidspunkter, hvor numrene slutter til publikums overraskelse, og bifaldet ligesom udebliver.  

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA