x
AfroCubism: Kulturbolaget(KB), Malmø

AfroCubism, Kulturbolaget(KB), Malmø

AfroCubism: Kulturbolaget(KB), Malmø

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det er altså en hamrende god plade, som under navnet AfroCubism præsenterede Buena Vistas "unge mand", Eliades Ochoa i selskab med de fineste musikere fra Mali. Alligevel må det siges, at intens turnévirksomhed i den grad har fået banket rust af og skabt et boblende team af musikalske legebørn, som midt i deres respektive solokarrierer er taget på tur med El Capitain og hans luksusliner på musikalsk kryds mellem Afrika og den nye verden. Vi så det veloplagte hold på Arenas store scene på Roskilde Festival, men det er i disse dage, at der for alvor er mulighed for et nærstudie, nemlig ved gårsdagens koncert på Malmøs Kulturbolaget og på lørdag, hvor der blændes op for den store afrocubanske fest i Amager Bio. Og lad mig sige det, som det er: Det er med at kridte danseskoene og tage af sted på lørdag. For det musikalske Dream Team leverer i den grad, så det forplanter sig langt ud over rampen.

Okay, et så stort logistisk projekt har sine negative sider. Som den store koravirtuos, Toumani Diabaté, der her giver den som kaptajn for det afrikanske hold, og derfor ikke leverer de isnende øjeblikke, hvor det meditative kildevæld af toner fra den 21-strengede kalabasharpe kildrer sødt og meditativt. Men på den anden side, så har han den gamle makker, Bassekou Kouyaté, som boltrer sig som en fisk i vandet, når han giver los på sin lille ngoni, lut'en som i hans hånd er et vandfald af toner, som leveres med et stændigt mere udlevet bluestwang, som årene går. Mens Eliades Ochoa står tydeligvis nydende ved hans side. Det var de to, der sammen med Ry Cooder og Djelimady Tounkara, som også er med på dagens hold, som oprindelig skulle have indspillet den plade, der blev til Buena Vista Social Club. Men på den anden side: Havde deres visaproblemer ikke opstået dengang, havde Cooder og Juan de Marcos Gonzalez aldrig fundet det nødvendigt at opstøve det aldrende hold, og vi havde ikke kendt Rubén Gonzalez, Ibrahim Ferrer, Compay Segundo og alle de andre. Og nu, hvor de gamle nyder deres velfortjente otium i Himlen, har vi det hold, vi skulle have haft for længst. Og slap af, hvor de indfrier alle forventninger!

Mine personlige passioner går især i denne sammenhæng i retning af den genopstandne mesterguitarist, Djelimady Tounkara, som er et musikalsk fyrtårn i Mali. I Vesten synes man at glemme, at der er andre guitarister end Ali Farka Touré og Boubakar Traoré, og at Djelimady faktisk er bandleder gennem en menneskealder med Bamakos institution af et orkester, Rail Band. Altså bigbandet som holdt til nede på Buffet de la Gare ved banegården, og hvor en lang række af de største musikere og sangere startede ud, bare tænk på Salif Keita, Mory Kante og Amadou Bagayoko fra Amadou & Mariam. Alle har de nydt godt af Djelimadys lederskab. Nu er vi i Malmø, og vi får nogle af de ekskursioner på Les Paul-spaden, som denne gigant synes bedre til end alle andre. Ligesom orkestret giver en central plads til en anden af mine passioner, nemlig sangeren Kasse Mady Diabaté, en rigtig traditionel djeli, eller griot, som har en af landets fineste stemmer, og som er et nationalt klenodie i det vestafrikanske land. Han har en stil, og når han er oppe og danse i sin karakteristiske stil, så ved man at musikken kører smittende, og så er det, at han lægger hovedet på skrå og giver los i de lange tirader, båret af stemmen som flyder over som varm honning. Og når han så har en Eliades Ochoa som svarkor, fås det ikke meget bedre.

Koncerten var en intim musikalsk legestue, hvor kærligheden mellem orkestret og det kyndige publikum i den grad var til at tage og føle på. Og i et forløb, som konstant kørte i et uimodståeligt højt gear, var det nærmest naturstridigt, da Toumani Diabaté annoncerede, at nu var opvarmningen slut og den virkelige koncert skulle til at begynde. Og så tog de fat, og Djelimady kom op med sin store guitarsolo, som var af det stof, som gør, at vi om føje år vil jagte optagelser fra det øjeblik og betale i dyre domme for det. Han er en mester, og han viste for alvor, hvad erfaring og guddommelige gaver kan gøre. Ligesom Eliades til sidst ville spille den lange sang, hvor AfroCubism gav den som rejsebureau og tilbød os alle en tur til månen.

Jeg vil derfor kvittere med en samling stjerner og glæde mig til del 2 på lørdag i Amager Bio.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA