Anmeldelse
30.07.2011
08:00
John Hiatt
Dirty Jeans and Mudslide Hymns
John Hiatt: Dirty Jeans and Mudslide Hymns
GAFFA
Album / Playground Music
Udgivelse D. 01.08.2011
Anmeldt af
Henrik Friis
Det er kun godt et år siden sidst, men John Hiatts kilde synes langtfra udtørring. Tværtimod fremstår han som en af tidens bedste fortællere inden for den amerikanske traditionelle og roots-prægede rock, og hans temperaturmåling på dagens USA er mørk, men præcis.
Det er sølle skæbner og mudderskreds-udsigter, der berettes om: Huller af byer der skal flygtes fra, fordi de trækker indbyggerne ned i sølet, skyggen fra 11. september, som præger stadig landet her i 10-året m.v. Coveret siger alt: Hiatt sidder foran en forladt, frønnet, nedslidt landejendom – uden en håndværker i sigte. Med typisk ukuelig amerikansk tro på, at det hele nok skal rette sig. Men hvornår...?
Nå, der er også søde kærlighedshymner, mere letbenede, gennemsnitlige kærligheds- og bil-hyldester – og så bakkes han vanligt godt op af livebandet, hvor især Doug Lancios slide-guitar markerer sig. Endnu et solidt Hiatt-album – måske ikke er afgørende forskellig fra forgængerne, men indeholdende en række rigtig stærke esser til den næste tour. Uvedkommende bliver det aldrig.
Det er kun godt et år siden sidst, men John Hiatts kilde synes langt fra udtørring. Tvært i mod fremstår han som en af tidens bedste fortællere inden for den amerikanske traditionelle og roots-prægede rock, og hans temperaturmåling på dagens USA er mørk, men præcis. Det er sølle skæbner og mudderskreds-udsigter, der berettes om: Huller af byer der skal flygtes fra, fordi de trækker indbyggerne ned i sølet. Og så skyggen fra 11. september som præger stadig landet her i 10-året. Coveret siger alt: Hiatt sidder foran en forladt, frønnet, nedslidt landejendom – uden en håndværker i sigte. Med typisk ukuelig amerikansk tro på, at det hele nok skal rette sig. Men hvornår..? Nå, der er også søde kærlighedshymner, mere letbenede, gennemsnitlige kærligheds- og bil-hyldester – og så bakkes han vanligt godt op af livebandet, hvor især Doug Lancios slide-guitar markerer sig. Ergo endnu et solidt Hiatt-album, som måske ikke er afgørende forskellig fra forgængerne, men som indeholder en række rigtig stærke esser til den næste tour.