Tobias Trier med flere: Copenhagen Songwriters Festival, Vesterbro

Tobias Trier med flere, Copenhagen Songwriters Festival, Vesterbro

Tobias Trier med flere: Copenhagen Songwriters Festival, Vesterbro

Anmeldt af Hanne Arentsen | GAFFA

I år afholdes Copenhagen Songwriters Festival for tredje gang, og er, som navnet antyder, en hyldest til sangskriverkulturen. Festivalen byder, ud over en række optrædener fordelt på to scener, også på "open mic" sessions og jam sessions for musikere. Læg hertil en række faglige workshops, blandt andet introduktion til guitar picking, eller hvordan man begår sig som manager i indie-verdenen, og resultatet er en mangfoldig festival for både publikum og især udøvende og håbefulde musikere.

Nedenfor er et lille udpluk af, hvad fredagens program bød på af små og lidt større navne.

 

Aisling Kavanagh

Man fristes næsten til at hævde, at hvis man slår "kvindelig singer/songwriter" op i en ordbog, så finder man et billede af irske Aisling Kavanagh. Iklædt guitar og mundharpe entrede hun scenen og leverede en optræden spækket med countryballader om livet bag tremmer, rustne jernbaner og fortabt kærlighed. Hvis det ikke havde været for det lunefulde vejr og den åbenlyse mangel på cowboys, kunne man et øjeblik have følt sig hensat til Colorado i stedet for Copenhagen, så klar var inspirationen fra det vilde vest. Det er tydeligt, at Aisling Kavanagh har lagt sjæl i sangskrivningen, har en smuk stemme og et åbenlyst talent. Problemet er bare, at denne verden er spækket med guitarspillende kvinder med noget på hjerte, og at de fleste aspekter af sørgelig kærlighed er afdækket af så mange før hende. Det gør det ikke ligegyldigt at lytte til, men blot svært at se det store potentiale i.

 

Marius

Marius, et fire mand stort orkester fra Færøerne, havde i anledning af aftenens koncert tilsyneladende hidkaldt alle herboende færinger. Salen var spækket og stemningen høj. Hans Marius Weihe Ziska var frontvokal, flankeret af to velsyngende backing- eller medvokaler. Musikken kan bedst betegnes som nordisk inspireret folk tilsat slideguitar. En sparsom, men effektfuld instrumentføring og vokal, der i de stille numre trak referencer til bands som Fleet Foxes. 

Koncerten toppede musikalsk med de potente numre "Walk the Road" og "One in the Masses", og viser en lovende fremtid for folk-musik med frosne nordiske kanter. Det klædte drengene at spille til! Mindre lovende var de dog, når de næsten lullede sig selv og publikum hen i stille ballader.

 

Karen S

"Endnu en kvinde med guitar!" var første indskydelse, da Karen S gik på scenen. Sangene handlede stadig om kærlighed, men også om så mange andre af hverdagens op- og nedture. Men det, der gør Karen S til en forfriskning til sangskrivergenren, er en særlig sans for at skabe symbiose mellem melodi og tekst, og en stemme, der rummer styrke og nærvær som få. Underfundigheden boblede i hvert eneste nummer. Et brudt forhold og den efterfølgende bodeling blev beskrevet i nummeret "Abbey Road T-shirt", hvor den i titlen nævnte T-shirt blev symbolet på afsavn og det, der var.

Koncertens højdepunkt indtraf i allersidste nummer, hvor guitaren blev erstattet af klaver i nummeret "I Wonder Why". En jazzet ballade sunget med så meget intensitet, at den blev siddende i hjertet, længe efter scenen var tom. Karen S synger på engelsk, og tog til aftenens koncert favntag med et enkelt nummer på dansk ("Tæt på"). Det lover godt og har potentiale at nå endnu længere ind i danske hjerter.

 

Tobias Trier

Endelig en sangskriver, der tør synge på dansk! Tobias Trier er et af festivalens hovednavne, forståeligt nok. Med succes fra flere album og tv-optrædener er der tale om en garvet musiker og sikker performer. Tobias Trier leverede under koncerten humoristisk historiefortælling på højt plan, hvor hjerte ikke bare kunne rime på smerte, men formentlig også fjærte. "Bag Blå Persienner" beskrev på komisk måde, hvor lidt man får ud af at stalke en smuk pige. "Trine" indeholdt en kærlighedserklæring af de helt store: "Du er som nybagt brød, og jeg er margarine". Og sådan blev det ved, både under og mellem numrene med Tobias Trier som gakket vært.

Musikalsk var der ikke en finger at sætte på hverken Tobias Trier eller band (guitar/kontrabas/tromme). Men som så mange andre singer/songwriters, så danner musikken blot rammen om teksten og melodien, og Tobias Triers koncert var ingen undtagelse. Et par guitarsoli blev det til, men det var ikke på instrumentsiden, at der blev uddelt opfindsomhedspoints. Til gengæld er Tobias Trier så uimodståelig morsom, at det ikke gjorde spor.

Copenhagen Songwriters Festival krydrer allerede anerkendte navne med ukendte stjerner på sangskriverhimlen, og der burde således være rigeligt til både oplevelse og opdagelse. På publikumssiden er det tydeligt, at en stor del af tilhørerne enten kender de optrædende eller selv er udøvende sangskrivere og performere. Men der burde være masser af oplevelser for alle. Festivalen er den perfekte modpol til festivaler som Strøm og Distortion: Hvis du har lyst til en oplevelse i moderat tempo med tid til at åbne sanserne og dykke ned i sangskrivernes univers, så bør du kigge forbi.

Copenhagen Songwriters Festival fortsætter hele lørdag og søndag på Onkel Dannys Plads og i Råhuset på Vesterbro. Få mere information på hjemmesiden http://www.copenhagensongwritersfestival.dk/.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA