x
Tinariwen: Tassili

Tinariwen
Tassili

Tinariwen: Tassili

GAFFA

Album / Anti
Udgivelse D. 29.08.2011
Anmeldt af
Torben Holleufer

Tinariwen er og bliver flagskibet blandt den bølge af fantastiske tuaregbands, som skyller ind over os i disse år. Insisterende i deres ørkenblues, inspirerende hvor de kommer frem. I 2010 bøjede jeg mig i støvet på Roskilde Festivals Arenascene og uddelte maksimale seks stjerner. Det var deres elektriske, kantede og rent ud magiske sæt, hvor de formåede at medbringe ånden fra lejrbålet i området omkring Kidal midt i Sahara, samtidig med at de trykkede den af med et rocket drive, som fik alle de forsamlede rockmusikere foran scenen til at overgive sig totalt. For rygtet var løbet, og overalt kunne det ses, at det var et af de sjældne fortættede øjeblikke, vi var vidne til.

Da jeg var i Mali i vinter, så jeg en stribe af de orkestre, som er vokset op i skyggen af Tinariwen, og det var både opløftende og lovende, men nu sidder jeg her med deres nye album i hænderne og må igen overgive mig. For ørkenens superstjerner viser igen, hvor skabet skal stå. Efter de elektriske udladninger er de vendt tilbage til rødderne og mere akustiske instrumenter, men et kunstgreb har været denne gang at inkorporere udvalgte amerikanske musikere, som nænsomt og effektivt giver den kantede blues et æterbårent modspil. Som på åbningsnummeret Imidiwan Ma Tenam, hvor man har fået den fantastiske Nels Cline, der blandt andet spiller i Chicago-bandet Wilco, til i den grad at lukke op for sluserne. Andre, der går ind og lægger noget til, er de to TV On The Radio-medlemmer Tunde Adebimpe og Kyp Malone, som går ind på det tredje nummer og blandt andet smider nogle engelske vokaler på. Puritanere vil nok rynke på næsen, men jeg finder, at det er gjort med smag. Og endelig er der Dirty Dozen Brass Band fra New Orleans, der næste er det største scoop, for de blender forjættende ind i Tinariwens lyd af kald/svar dynamik og beatet, som drager på langfart.

Som vanligt med dette orkester har numrene den kvalitet, at man synes at have hørt det hele før, for numrene har langt hen ad vejen været skåret over samme læst i en grad, at det nok ville hjælpe, hvis teksterne var forståelige for menigmand. Det er derfor indpakningen og den generelle stemning, som forplanter sig, mens udsagnene og de mange riff og hooklines er der, hvor magien opstår.

Det er et album med en tæt og autentisk lyd. Som sætter sig i sindet og har pokkers svært ved at ryge af diskdrevet, når den først roterer. Men medgivet også uden den store skelsættende nyhed i udtrykket. Det er simpelthen business as usual ved lejrbålet i Sahara.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA