x
Nick Lowe: The Old Magic

Nick Lowe
The Old Magic

Nick Lowe: The Old Magic

GAFFA

Album / Cosmos Music
Udgivelse D. 12.09.2011
Anmeldt af
Lars Löbner Jeppesen

På denne nye samling sange viser Englands snu sølvræv Nick Lowe sig igen som en eminent sangskriver, der på underspillet og underfundig vis får funderet over livets efterår. Ikke på en opgivende og hængemulet måde, men med løftet pande og med C'est La Vie som sandheden. Således kommer skarpe foredrag som House For Sale og I Read A Lot til at lyde som vittige skilsmisseberetninger, hvor livserfaring får ungdommens skærmydsler til at lyde som trivielle banaliteter.

Med en decideret elegant stemme, afrundet med alderen, crooner Lowe som datidens bedste soulsangere, hvilket får den skarpe pen til at stikke endnu dybere. Som i Checkout Time, der åbner med linjen "I'm 61 years old now, Lord I never thought I'd see 30" for så at stille spørgsmålet "Will I be beloved and celebrated for my masterly climb or just another bum when it comes to checkout time?"

Pladens eneste minus er den irriterende kække senior-lounge-stemning i Restless Feeling, der mere lyder som temaet til en TV2 Charlie-serie end som endnu en skarp Lowe-åbenbaring.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA