x
Daniel & Galgen med flere: Gyngen, Aarhus Festuge

Daniel & Galgen med flere, Gyngen, Aarhus Festuge

Daniel & Galgen med flere: Gyngen, Aarhus Festuge

Anmeldt af Rebecca Thuesen | GAFFA

Dansk hiphops undergrund gemmer på rigtig mange kvalificerede kunstnere, og den efterhånden garvede duo Daniel og Galgen har i aften inviteret nogle af deres favoritter til at vise os, hvad de kan. Gyngen i Mejlgade er et godt valg af scene, når vi snakker så smalt et show, mest for de indviede. Her kan man både sidde og nyde, og hoppe op foran scenen for at bounce med, og selvom dørmanden har lukket flere ind, end der strengt taget må være, bliver det ikke alt for klaustrofobisk.

Julaw ***

For at sparke aftenen i gang introduceres vi for showet og bliver budt velkommen af vores værter Daniel og Galgen, der selv har valgt samtlige navne på plakaten. Første mand på scenen er den lokale Julaw, der efterhånden er ved at være et kendt navn i disse cirkler. Han indleder med at undskylde for sit meget overbelastede stemmebånd, der ikke kom helskindet igennem ølbowling til den lyse morgen. Det er pisse ærgeligt, for der går faktisk meget tabt, når han ikke helt kan udføre sine rim, som det oprindelig var tiltænkt. For nu at tilpasse mig rappernes terminologi: Al respekt for en bawlers ret til at bowle, især med øl, men Julaw skulle nok være blevet hjemme, hvis det her show skulle være rigtig vellykket.

Som nævnt er Julaw en lokal, og hvis nogen herinde ikke skulle vide det, behøver man bare at lytte til cirka tre linjer fra ethvert givent nummer i sættet, for at finde ud af det. Aarhus-patriotisme er fint, men når det sniger sig ind absolut hele tiden, bliver det bare kedeligt. "Hvor' Du Fra?"-sangene har haft deres sejrsgang, så måske han skulle prøve at trække andre emner end Aarhus og Mejlgade ud af hatten næste gang, han sætter sig til at skrive.

Backing-trackene er helt sikkert fornuftige. Kun på et enkelt nummer får vi fra den decideret hårde skuffe, resten er i den glade ende, og det er virkelig forfriskende at løbe ind i en rapper, der ikke er bange for at smide det mere hårdkogte beat over bord, og smile lidt når han er på scenen. Når han så også kan klare de mere komplicerede flows, uden at snuble, og endda gøre det på spansk over et enkelt nummer, er det faktisk ikke så skidt. Hvis man ellers kunne høre, hvad han sagde hele tiden. De små finurligheder går tabt, pointerne drukner, og det har en rapper ikke råd til. Ærgerligt, men lad os håbe, han får hvilet godt ud, inden han skal på scenen ved Aarhus Took It i oktober.

Revolver Click og Lasse Frisk ****

Det er efterhånden en del år siden, drengene fra Revolver Click og Lasse Frisk sidst har været samlet på scenen, men det mærkes ikke. Her er der tale om et crew, der kender hinanden, og komplementerer hinanden, både i lyrik og rapstil. Vi er ude til den old school side, meget dansk rap cirka 1995, og de kører stilen, uden at det bliver trivielt. Inspirationskilder som Clemens, Den Gale Pose og Østkyst Hustlers træder tydeligt frem på flere måder. Hvor Lasse Frisks stemmeføring og flow trækker tydelige tråde til førstnævnte, gør især Revolver Clicks tidlige tektsunivers god brug af arkiverne fra sidstnævnte (eksempelvis i tracket "Hustler", der vist taler for sig selv).

Man må imponeres over, at sættet virker som en enhed, når drengene er så forskellige, og halvdelen af sætlisten faktisk kommer fra Lasse Frisks kommende plade. Man kan godt høre, at Frisk har udviklet en del af sin stil, mens han var en fast del af Revolver Click, og de har da heller ingen problemer med at finde plads i hans materiale.

Frisk smutter en enkelt gang, og glemmer noget tekst, men ellers er han meget sikker i sit materiale og har overskud til at lege med temposkift og intoneringer. Et godt råd med på vejen ville dog være, at han skal passe på med artikuleringen, når han er ude og spille live. Selv med så kraftig en stemme skal man passe på ikke at sjuske med udtalen, hvis publikum skal få det hele med.

Skarn ****

Bizarre tekster må være Skarns mest betydelige karaktertræk. Der er næsten ingen mening i noget af det, han siger, men det er god underholdning, og han har en evne til at få publikum til at grine ad de mest besynderlige sætninger, eksempelvis "Jeg har en traktor" og "Jeg vil ud og flyve". Det er ikke egentlige punchlines, bare rigtig langt ude. Stilen minder til dels om Malk de Koijn, bare ikke helt så godt.

Teknisk er Skarn dygtig, men som det er tilfældet med mange af hans kolleger her i aften, sjusker han med udtalen ind imellem. Det betyder at den smule sammenhæng, der er i teksterne, nemt falder fuldstændig ud. Undtagelsen er i nummeret "Eva", der er en opsang til en ekskæreste, og her kan man uden problemer følge plottet, der er en tragi-komisk dialog mellem Skarn og back-up, med dyster baggrundsmusik. Det er uden diskussion et nummer, der fortjener fem stjerner, men desværre er resten ikke helt så godt.

"Slip Klovnen Fri" skal dog også have plads her. En fængende humørbombe, der oser af galskab, og ville være et godt bud på et fremtidigt gennembrud til mainstream-folket. Alt i alt er det et fint sæt, hvor man sidder med lysten til at høre mere.

Ego ***

Manden står alene på scenen, ingen dj, intet crew. Det er modigt, men det virker ikke. Ego kører mid-tempo rap til mid-tempo musik, og det ene nummer ligner det andet. Han kan godt skrive tekster, til en vis grad, men har en hang til klichéer, der gør, at indtrykket ikke er varigt. Det virker i øvrigt noget spøjst, at han i første nummer gør et stort nummer ud af, at han ikke er noget særligt, og at han ikke helt kan finde ud af om han er sindssyg og dum at høre på, for så i næste nummer at erklære sig for "enehersker" af rapstanden. Så er sættet simpelthen ikke tænkt godt nok igennem.

Til gengæld er Ego supermand, når han dropper musikken og går a cappella. er der mening i at lade sit crew blive hjemme. Han er den eneste, der gør et forsøg med a cappella, så det vækker selvfølgelig stor og fortjent jubel. En passende afskedssalut fra københavneren.

Mike D'Angelo **

For pokker da også. Kato er kommet til byen, og han har taget en mørkere version af Nik og Jay med sig. Mike D'Angelo er uden tvivl den, der har den største mainstream-appeal, men publikum her er ikke til mainstream, så de fleste er smuttet, inden han overhovedet går på. Desværre er den luksus ikke os alle forundt, så de tilbageblivende må udholde en omgang autotune, kedelige backing tracks og klichéfyldt rap, der til tider er direkte hårrejsende. Kan man ikke komme på noget bedre end "Det rager mig en fjer" og "Hvis man tror på sig selv, er man ikke til at stoppe", kan man for undertegnedes skyld godt lade mikrofonen ligge.

Alligevel skal det siges, at D'Angelo faktisk leverer et af de bedste grin, jeg har fået her til aften, da han begynder at brokke sig over Kalle Pimp (fra Talent 2009, red.) og hans mangel på talent. Undskyld sproget, men det er fandeme for sjovt, når det nu faktisk var ham, man sad og tænkte på, han mindede om.

Fjerde nummer i sættet hæver sig en smule over de andre, og er da også fra D'Angelos kommende album. Flowet er bedre, og han virker ikke helt så todimensionel i udførelsen, men endnu engang præges teksten af en pompøsitet, der slet ikke svarer til hvad der faktisk bliver sagt. Desværre er det lige præcis den slags, der kan forventes at stige direkte ind på The Voice og Boogie-listen inden længe. Hvis Mike D'Angelo har lavet sine numre for at slå igennem, har han nok taget den rigtige afkørsel, og så kan man jo håbe, der kommer mere substans på senere. Det er set før i hvert fald.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA