x
Arcade Fire: Ballerup Super Arena

Arcade Fire, Ballerup Super Arena

Arcade Fire: Ballerup Super Arena

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Vi lever i en tid, hvor afdøde orkestre genopstår på stribe. En tid, hvor de, der har formået at holde sig i live, har en tendens til at leve højt på materiale, der er flere årtier gammelt. En tid, hvor den tilbageskuende og længselsfulde nostalgi lever i bedste velgående og således ofte vinder over nyskabelsen, den sprudlende kreativitet og den energi, der naturligt følger med disse ting.

Ikke mindst af den grund er det en udsøgt fornøjelse at være vidne til en koncert med Arcade Fire. Et band, der er på den foreløbige top af sin karriere. Et band, der har tre umenneskeligt stærke album bag sig, og som i dén grad besidder den spillelyst og fortælletrang, der kendetegner et band i fortsat udvikling.

Ført an af ægteparret Win Butler på 31 og Régine Chassagne på 34 er Arcade Fire en hel lille armé med i alt otte medlemmer, der både ivrigt og elegant supplerer hinandens aldeles skiftende roller i løbet af deres halvanden time og 16 numre lange optræden. I aften indtager de scenen foran et stærkt ivrigt publikum, der, som forventet, er af den bedste slags. Nemlig den slags, der ikke er kommet for at slubre øl og sludre ligegyldigheder. I stedet er det et publikum, der har et grundigt kendskab til bagkataloget og derfor også ved, at næsten uanset hvad der bliver serveret, vil der være tale om den ene perle efter den anden. 

Velgørenhed til Haiti
Åbningsnummeret bliver den velvalgte og oplagte "Ready To Start", som følges op af "Empty Room", der lige som førstnævnte er fra det seneste album, "The Suburbs" (2010). Tempoet er højt, og det samme er stemningen, når strenge på både guitarer og violiner hviner derudad. "Haiti" fra debutalbummet "Funeral" (2004) følger som let overraskende tredjenummer, men det fungerer glimrende, og det følges op af et par ord fra Butler, der fortæller om forholdet til Haiti og om de penge, der for hver koncertbillet går til det katastroferamte land.

Det umiddelbart paradoksale par, "Keep The Car Running" og "No Cars Go" fra "Neon Bible" (2007), følger trop. Førstnævnte mangler lidt af sin paranoide gnist, men sidstnævnte går til gengæld rent ind som koncertens første helt store højdepunkt. Butler og Chassagnes charmerende vokale og scenemæssige samarbejde fungerer fuldt ud, og publikum kvitterer med hengiven deltagelse i nummerets mange råb og refræner. 

Hyldest til Jack Layton
Efter en hårdtslående "Rococo" fra "The Suburbs" fortæller Butler om den netop afdøde canadiske socialdemokratiske politiker, Jack Layton, der døde den 22. august efter at have tabt kampen til kræft. Begravelsen fandt sted i Toronto, kort tid inden bandet gik på scenen. Den i forvejen så hjerteskærende "Intervention" får med sin dedikation til Layton en yderligere dimension og bliver uden tvivl koncertens følelsesmæssige højdepunkt.

Endnu et nummer fra "Neon Bible" – aftenens fjerde og sidste herfra – følger trop i form af en smuk gengivelse af albummets afslutningsnummer, den mildest talt dramatiske "My Body Is A Cage". Titelnummeret fra "The Suburbs" virker nærmest lystigt ved siden af, og kun endnu mere, da Butler – og dermed også alle andre i salen – slår over i "Happy Birthday" til ære for en af bandets violinister, den nu 32-årige Sarah Neufeld. 

Bredtfavnende univers
At der ikke skal gå lutter lagkage i koncerten bliver brutalt slået fast med "Month Of May", der løftes fra at være en af de – trods alt – mindst interessante skæringer på "The Suburbs" til i koncertsituationen at være et festfyrværkeri af aggressive energiudladninger. Den tordner derudad og slår én gang for alle fast, hvor bredtfavnende bandets univers er. Det er tre numre siden, "Intervention" blev fremført – udtryksmæssigt noget nær modsætningen til "Month Of May". Og alligevel fungerer de begge fuldt ud og komplementerer hinanden.

Debutens åbningsnummer, "Neighborhood #1 (Tunnels)", vækker ekstrem begejstring hos publikum, og det samme gør et af de mest fuldendte numre fra "The Suburbs", "We Used To Wait", med den forlængede udgave af den så simple, men alligevel karakteristiske klaverintro. Den ordinære spilletid rundes af med endnu to numre fra "Funeral". Først "Neighborhood #3 (Power Out)", der på Butlers opfordring får publikum til at danse løs til det hårdtpumpede soundtrack, som nummeret udgør. Og så "Rebellion (Lies)", som er det nummer, bandet har fremført allerflest gange, og som således også er at finde her på en prominent placering på sætlisten. 

Someone please cut the lights
Efter en ganske kort pause vender alle otte medlemmer tilbage på scenen for at give de forventelige ekstranumre. Det ene kunne man uden overvældende snilde godt gætte sig til, nemlig en af debutens helt store perler, "Wake Up", som frem til dette tidspunkt havde glimret ved sit fravær i koncerten. Butler dedikerer den til Norge oven på sidste måneds store tragedie og beklager i samme øjeblik, at bandet ikke får besøgt vores nordlige naboer på denne turné, hvor gerne de end ville. Det godtager publikum i salen fuldt ud, især da nummeret starter splitsekunder senere.

Afslutningen kommer i form af "Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)", et af de absolutte højdepunkter på "The Suburbs". Chassagne og hendes særegne stemme er alene i front med Butler placeret bag et sæt tangenter, og det klæder hende. Når den tilbagevendende linje "I need the darkness, someone please cut the lights" følges op af en totalt mørklægning af salen er det de oplagte virkemidler, der tages i brug, men det fungerer fuldt ud. Som en charmerende troldkvinde danser hun dramatisk omkring på scenen, og hun får lukket koncerten med stil. Sammen med de øvrige medlemmer sørger hun for at levere brede smil, der udtrykker lige dele tilfredshed og taknemmelighed over for publikum, mens de ærbødigt forlader den musikalske skueplads. 

Fortjener bedre omgivelser
Ganske kort efter tændes lyset i salen, og den noget stygge sportshal toner frem i al tydelighed. Som sådan har den løftet opgaven at huse dette forrygende band på hæderlig vis. Men også kun hæderlig. Lydmæssigt er der ikke noget grelt at påpege, men at sige, at det var en egentlig indfrielse af de otte optrædendes samlede lydmæssige potentiale, ville være en løgn.

Den primære anke går på selve den stemning, som en hal som denne frembringer. Særligt i konteksten af et band, der både musikalsk og tekstligt har gang i de helt store armbevægelser i deres forsøg på at sige noget om vores eksistens og meningen med den. Det er som om, Arcade Fire kræver en smuk teatersal, et kirkerum eller i det mindste et dedikeret spillested, før alt går op i en højere enhed. Det gør det uanset hvad desværre ikke i en hal i Ballerup, og to koncerter i træk på Store Vega havde utvivlsomt været at foretrække i stedet.

Nuvel – ingen af disse anker ændrer ved, at det var en gennemført stor oplevelse at bevidne Arcade Fire folde sig ud foran et stærkt dedikeret publikum. Og ja, måske er de store orkestres tid ved at være ovre. Men lad i så fald endelig Arcade Fire repræsentere denne æras fornemme finale, dens svanesang, og lad den gerne vare ganske længe endnu.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA