x
Primal Scream: Screamadelica Live, Store Vega, København

Primal Scream, Screamadelica Live, Store Vega, København

Primal Scream: Screamadelica Live, Store Vega, København

Anmeldt af Anders Reuss | GAFFA

"I wanna hear you, come on! Put your hands together!"

Der er fortsat langt til Lars Lilholt og D-A-D, men Primal Scream var i festivalstemning i Store Vega, og henrykkede et publikum af 35-45-årige eks-ravers og indie-kids med en koncert, der trak flittigt på de samme små partytricks til folkeforførelse. En koncert med masser af fællessang og klappen i takt med hænderne over hovedet.

Og fred være med det, men det er overraskende, fordi Primal Scream tidligere var kendetegnet ved at være et afsindigt udfordrende, kompromisløst, cool og uforudsigeligt band. I aften stryger de publikum med hårene og leverer en koncert, der er drevet af nostalgi frem for kunstnerisk drift, idé og nødvendighed.

Set med meget kritiske og kyniske briller er "Screamadelica"-turnéen først og fremmest en del af markedsføringen af den aktuelle deluxe-genudgivelse af det ikoniske album, som skal få alle os, der ejer det i forvejen, til at købe det en gang til (formålet med remastering, hvis nogen skulle være i tvivl).

Bevidsthedsudvidende
Men det gør det ikke til en dårlig koncert. Der bliver spillet vidunderlig og medrivende musik, og de 1200 mennesker i Store Vega fester, som var det 1991. Der bliver røget joints (!) og crowd surfet. Gulvet gynger, og svedlugten bliver påtrængende allerede under andet nummer.

Men nu er råmaterialet også en af alle tiders bedste lp'er, og så kan det ikke gå helt galt. "Screamadelica" er en af den sjældne slags plader, som er et bevidsthedsudvidende trip i sig selv. Bedre og sundere end drugs – og hermed varmt anbefalet.

Fremført live i 2011 er "Screamadelica" en del mere jordnær end det gamle lp-forlæg. Mindre psykedelisk, mindre elektronisk og mere sovset til i wah-wah-guitar og rock'n'roll-attituder.

Frontmanden Bobby Gillespies vokal er en af årsagerne til, at musikken ikke vil slippe jordens tyngdefelt. I koncertens første halvdel lyder den simpelthen kun tynd og brægende, skæmmet af nogle voldsomme stød i konsonanterne. En af Bobby Gillespies stærkeste kvaliteter som sanger er den henførte, luftige og udsyrede måde, han slipper ordene ud på, men det fungerer ikke så godt i aften. Muligvis er det også fraværet af ekko og rumklang på vokalen, der gør, at han ikke kommer ud at svæve på de ellers mægtigt spacy "I'm Coming Down" og "Higher Than The Sun".

Retfærdigvis skal det siges, at Bobby Gillespie kommer efter det, og ved koncertens slutning synger han helt fremragende.

Blues-jam
Primal Scream har rykket lidt rundt på rækkefølgen af sange i forhold til på albummet, og de spiller slet ikke den ellers fine "Shine Like Stars". De fleste af sangene er udvidede og omarrangerede. Typisk på en facon hvor de starter med at lyde mere eller mindre som albumversionerne, og senere udvikler sig hen mod en mere rocket fase. Og det er her, der går Lars Lilholt i den.

Det kører af sporet i den normalt heftigt club-orienterede "Don't Fight It, Feel It"(der synges af korsangerinden Mary Pearce), som, ud over at lyde mindre fræk og rå end originalen, kører over i et blues-jam-break.

"Damaged", som er en af Screamadelicas bedste sange, en akustisk r&b-ballade, bliver leveret i en uelegant og lettere gumpetung elektrisk version, der minder om røvballerock.

Inspireret
Koncertens højdepunkt er førnævnte "Higher Than The Sun", som på trods af Bobby Gillespies tørre vokal fungerer rigtig godt. Den bliver hevet op af bassisten Manis (eks. Stone Roses) skønne dub-bas, og kører ud ad en fin ny tangent, som er meget anderledes end originalen og fletter ind i en fortolkning af Bo Diddleys "Who Do You Love?". Det virker inspireret, og her er der tænkt nyt, selvom vi ikke slipper for en festival-klappe-i-takt-sektion.

Hyggeonkel
Bandet er oprigtigt tændt og veloplagt fra start til slut, og den tynde, evigt unge Bobby Gillespie ser som sædvanligt overcool ud. I aften klædt i dobbeltradet sort habit og rød silkeskjorte. Han er en af de bedste frontfigurer, der er blevet født ud af indierocken. Stilmæssigt står han i stærk kontrast til guitaristen Andrew Innes, som poserer med langt gråt hår, stråhat og kortærmet skjorte med bil-print og ligner en hyggeonkel.

Nostalgitrip
Det kostede 300 kroner at løse billet til Primal Scream-koncerten. Bandet leverede varen. Publikum elskede det. Alle er glade. Det var et nostalgitrip, der bragte mig selv og 1200 andre midaldrende musikfans på en glad og varm tur ned ad memory lane og i kontakt med følelsen af at være ung. Men uanset hvordan man vender og drejer det, og uanset at det var en fed koncert på trods af Lars Lilholt-tilbøjelighederne, så kan man stille et stort spørgsmålstegn ved, hvor kunstnerisk relevant det er at høre Primal Scream opføre "Screamadelica" i 2011. Hvis de var et band med et levende og påtrængende kunstnerisk drive, havde de nok haft mere lyst til at præsentere noget nyt, inspireret materiale for os.

På den måde blev de midaldrende eks-indie kids reduceret til samme type publikum som Linie 3's. Dem, der finder glæde og tryghed ved at opleve noget, de kender ind og ud og forfra og bagfra. Og det er det stik modsatte af Primal Scream i 1991, hvor de præsenterede noget fuldstændig chokerende ny og banebrydende musik.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA