x
Boho Dancer : Paper Planes Festival, Huset i Magstræde, København

Boho Dancer , Paper Planes Festival, Huset i Magstræde, København

Boho Dancer : Paper Planes Festival, Huset i Magstræde, København

Anmeldt af Siri Holm | GAFFA

Det er andet år, at fem unge københavnere, der er gået sammen i management- og bookingbureauet Catching Paper Planes, afholder festivalen Paper Planes. Huset i Magstræde fik i weekenden blandt andet besøg af Boho Dancer, som fredag aften gik på som festivalens andet navn. Ved første øjekast så trioen umiddelbart ud til at ville levere lo-fi country musik. De to fyre var begge iklædt skovmandsskjorter og vest, og sangerinden stod svævende i front i sin hvide kjole og bare tæer.

Allerede første minut inde i koncerten stoppede jeg med at trække vejret og slog øreflipperne ud. Det første nummer lagde roligt ud med guitarspil og en smuk og afbalanceret vokal, som langsomt blev bakket op af kor fra de to makkere samt bas og trommer. I løbet af sættet var der god variation med udskiftning af instrumenter, hvor blandt andet ukulele, violinbue på bas, rasle som højre trommestik og tamburin blev udskiftet og omrokeret flittigt.

Numrene var generelt smukt komponeret og var både gribende og følende, samt kraftfulde og omstyrtende, og de glidende overgange mellem langsomt og hurtigt tempo var godt behersket. Medlemmerne supplerede hinanden godt og forekom alsidige både i forhold til hinanden og instrumenterne.

Sangerinden Ida Wenøe var ret hæs og en smule forkølet, hvilket hun undskyldte for undervejs, men det lykkedes hende alligevel at synge igennem, og det gjorde derfor ingenting. Tværtimod, havde hun ikke gjort opmærksom på, at hun var småsløj, havde jeg ikke bemærket det. Hendes røst og klang mindede til tider om den norske sangerinde Susanne Sundfør, af og til om Portisheads vokalist Beth Gibbons og ind imellem om Björk, men ellers var hun helt sin egen. Under omkvædet af nummeret "Roses Bloom In March" forsvandt hendes stemme dog i de høje tonelag, hvilket var en skam. En del af teksten i netop denne sang lød endda: "I feel sick but inspired". 

Undervejs til koncerten blev jeg flere gange ramt af vedvarende kuldegysninger, og publikummer i nærheden af mig kæmpede med at holde tilstrømmende tårer tilbage i øjnene, mens de intenst både stod, sad og lå i tilgængelige Fatboy-sækkestole og lyttede til den rørende musik, og af og til rockede med på fødderne.

Efter en koncert er det sjældent, at jeg sidder tilbage med trang til dobbelt op af numre, som jeg gjorde, efter Boho Dancer forlod scenen. De fastholdt min koncentration og interesse omkring deres originale lyd, og ikke mindst sangerindens alsidige vokal, hele vejen igennem. Og den unge trio går derfor derfra med fem stjerner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA