x
John Scofield og Klüvers Big Band : Atlas, Aarhus

John Scofield og Klüvers Big Band , Atlas, Aarhus

John Scofield og Klüvers Big Band : Atlas, Aarhus

Anmeldt af William De Feuth Michaelsen | GAFFA

John Scofield er for tiden en flittig gæst i Danmark. Sidste år var han her hele to gange, nemlig på Horsens Ny Teater i foråret (læs undertegnedes anmeldelse her) og i Musikhuset Aarhus i vinter. Anledningen denne gang er Aarhus Festuge, hvor jazzspillestedet med mere, Atlas, er lykkedes med at præsentere ham med hele to udsolgte koncerter plus en clinic/master class i en uge, der også torsdag byder på Ujazz. Der er med andre ord lagt i ovnen til den helt store jazzuge, hvilket en sal fyldt af musikere, anmeldere og jazzkendere i det hele taget vidnede om denne aften.

En spændt og afventende stemning lod forstå, at aftenens solist ikke er hvem-som-helst; læg dertil Scofields mangeårige partner in crime, trommeslageren Bill Stewart, der nyder tilsvarende respekt i jazzmiljøet, og man vil forstå, at noget stort potentielt kunne ske. Som det fremgik af Atlas' præsentation på hjemmesiden, har Scofield " i mere end 30 år (…) været blandt de absolut mest populære jazz-guitarister blandt både publikum, anmeldere og musikerkolleger." Det gør sig med andre ord stadigt gældende.

Koncertens tema var Scofields kendte kompositioner i big band-arrangementer, mestendels fra den anerkendte arrangør Michael Abenes hånd. Dirigent Jens Klüver afslørede i sin introduktion, at det var blevet til to øvegange med big bandet og de to amerikanere, inden Scofield startede første sæt alene med en intro til den old-school swingende Let The Cat Out. Allerede fra første tone genkendte man hans særegne tone, som har helt samme sound live som på indspilninger. Scofield var sikker i sit spil og havde roligt overblik fra starten. Der blev leveret bluesy bends med afslappet feel, og man anede, at han gemte de høje gear til klimaks senere i sættet.

Efter Scofields solo tog big band-medlem Niels Lyhne Løkkegaard over med en lang altsax-solo, der virkede en anelse forpustet, dog uden at forfalde til at ville imponere. Scofield trådte til og åbnede harmonierne med en knivskarp comping, inden nummeret sluttede med en uinspireret, kort chase og en ligeledes pianosolo fra Mads Bærentzen. Big bandet manglede i det hele taget lidt punch i starten, men fik det heldigvis senere rystet af sig.

Herefter fulgte klassikeren Wabash III, et uptempo bob-nummer. Scofield gik direkte til sagen med en solo efter et enkelt kor. Her greb lange linjer ind i hinanden med Scofields karakteristiske overskud af 1/16-dele, hvilket også fik bas og trommer til at finde hinanden. Soloen endte i nogle fantastiske, skæve voicings, som fik hele bandet op at koge. Claus Waidtløw overtog sikkert stafetten med en swingende tenorsax-solo, som endte i en fin chase med guitaren. Da Stewart for første gang her markerede sig med en trommesolo, opstod klimaks dog: Soloen var som altid overlegen, smagfuld og overraskende. Afslutningsvis blev temaet udsat for polyrytmik og kanon-effekter på vellykket vis, ligesom arrangementet i det hele taget lod blæserne åbne temaet op, så den lyriske nerve, især i B-stykket, blev understreget.

Den smukke 6/4-ballade, The Guiness Spot, fulgte med sit melodiske tema, hvis enkelthed åbner muligheder i arrangementet, der fint blev grebet. Aftenens første bassolo fra Morten Ramsbøl var passende melodisk, nærmest Jens Jefsen'sk, men desværre præget af en mindre god baslyd, som gjorde sig gældende i hele koncerten. Scofields egen solo var præget af oktaveringer og ekstremt soulfyldte bends og den på samme tid fyldige og gennemtrængende tone, der altid har gemt sig i hans fingre. Soloen udviklede sig over lang tid på en måde, som kun han kan holde i live. Til slut fik man temaet i diverse transponeringer, som tilføjede en abstrakt sensibilitet til det ellers enkle, diatoniske tema.

 

Still Warm

Ud af koncertens 11 numre skal her især fremhæves Still Warm, Green Tea og Easy For You, hvor man fik fine eksempler på Scofields signaturlyd: De små tætte voicings, der adskiller bastone og harmoni, den abrupte spillestil, der forener stor skønhed med kant samt evnen til at tage et nummer i forskellige retninger inden for en og samme solo. Scofield spiller på samme tid med ungdommens kraft og alderdommens refleksion: Når han spiller en solo, fortæller han en historie – ikke bare en tilfældig historie, men sangens og sin egen historie på samme tid. Sammen med Stewarts både kraftfulde og fintfølende spil med det uovertrufne touch og den forbløffende sans for rytmik, som altid fanger Scofields idéer og følger dem til dørs, fængsles publikum – og Klüvers Big Band for den sags skyld.

Ikke alle Klüvers solister kunne matche de to erfarne herrer, men der var trods alt også tale om verdenstjerner vs. lokale helte. Jakob Buchanan (flygelhorn) og Claus Waidtløw (tenorsax) markedere sig dog positivt og indkasserede da også anerkendende ansigtsskæren fra den gamle mester, som i løbet af aftenens koncert selv tog nærmest alle kendte guitarteknikker i brug: Bends, vibrato, hammer on, pull of, oktaveringer, slide, hybrid picking – you name it. Her var det vigtigste dog ikke midlet, men målet: Nemlig musikken. Det var forfriskende at opleve Scofields kompositioner i vellykkede bigband-arrangementer, selvom de ikke altid var lige udfordrende. Det var om ikke andet bestemt en ære for både Klüvers Big Band og for byen i det hele taget, at dette møde kom i stand. Og i mål kom vi i hvert fald uden tvivl.

John Scofield, Bill Stewart og Klüvers Big Band spiller igen i aften på Atlas. Koncerten er udsolgt. 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA