x
M. Ward, Jason Lytle, Charlie Sexton og The DeSoto Caucus: VoxHall, Aarhus

M. Ward, Jason Lytle, Charlie Sexton og The DeSoto Caucus, VoxHall, Aarhus

M. Ward, Jason Lytle, Charlie Sexton og The DeSoto Caucus: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Det er noget af en flok prominente amerikanske sangskrivere, der er blevet sat sammen i aftenens anledning. Howe Gelb har samlet vennerne fra The DeSoto Caucus, Charlie Sexton, der trods egen sangskriver-virksomhed stadig er bedst kendt som Bob Dylan-guitarist, den tidligere Grandaddy-frontmand Jason Lytle og M. Ward til en aften, der kun bliver bedre, som det skrider frem. Først skal vi nemlig igennem en gabende kedelig gang opvarmning med ikke programsatte Sally Allen fra Austin, Texas:

Sally Allen **

Howe Gelb knipser på mikrofonen og med vanligt lune og dyb røst præsenteres Sally Allen, der har sin mand Booker med på harmonika. Med god gedigen southern twang får vi et "hey y'all!", før Allen og husbond kaster sig ud i en gang klichépræget singersongwriteri, hvor den fine stemme, Allen er i besiddelse af, og det ganske udmærkede harmonikaspil kun lige løfter de let melankolske "Let It Be"-associerende lejrbåls-akkorder fra de værste floskler.

Mellem sangene er der lange pauser med flittigt guitar-stemmeri, som undskyldes med, at instrumentet har fået et par slag under rejsen hertil. Noget, man måske kunne have fundet ud af før koncerten, og at dømme ud fra det rige instrumentudvalg på scenen, havde det nok ikke været helt umuligt at låne sig til en anden. Det skaber nogle ganske uheldige afbræk i koncerten, og folk bliver tydeligt urolige. Ray Lamontagnes "Rock n' Roll And Radio" leveres i en ikke videre ophidsende version, mens et nummer med titlen "Sacred Things" tenderer mod det decideret selvparodierende. Ikke noget at skrive hjem om.

 

Charlie Sexton ***

DeSoto-drengene gør sig klar på scenen, hvor endnu en texaner snart gør sig klar til at underholde. 43-årige Sexton placerer sig bag tangenterne ved siden af Palle Hjorth og leverer en jævn soul-popsang, hvor linjen "beautiful sunshine" går igen. Sangen trækker lidt i langdrag, uden at der sker det store, og mandens vokal gør desværre hverken fra eller til for at få sangen op på et højere niveau.

"The DeSoto Caucus is an amazing band!" lyder det begejstret fra Sexton, og det kan man kun give ham ret i. De spiller virkelig mere end upåklageligt. Sexton fatter den akustiske seksstrengede og leverer en gang old school country-rock med hæs vokal og et udtryk, så man sagtens forstår, at han valgte at arbejde sammen med Poul Krebs for ganske nylig. Der er en del lighedspunkter her – flere end med Dylan. På "I Do The Same For You" er det imidlertid Anders Pedersens guitarsolo, der løber med opmærksomheden.

Som koncerten skrider frem, begynder det mere og mere at ligne noget, og på trods af løse forbindelser og knas i maskineriet ("just think of it as some kind of dj-thing") formår Sexton at levere en god portion indlevelse. Dog ryger han hurtigt tilbage til at veksle mellem det jævnt fine og det lidt for anonyme. Han er uden tvivl en dygtig musiker, men nogen særlig spændende sangskriver eller performer åbenbarer han sig ikke som denne aften.

Det lykkes ham dog sammen med DeSoto-drengene at vise lidt tænder med den ganske fine "Regular Grind", der udgør en ret flot afslutning på koncerten og giver en fornemmelse af, at Sexton slutter, mens legen er god. Hvis den så bare havde været lige god hele koncerten igenem.

Jason Lytle *****

Howe Gelb præsenterer Jason Lytle med historien om, hvordan denne kom til ham med et demo-bånd til ham tilbage i 1993. Gelb har gennem årene modtaget et utal af demo-optagelser fra diverse håbefulde unge kunstnere, men det er kun to af disse, der nogensinde er blevet til noget. Den ene er klar til at gå på scenen nu – den næste kommer lidt senere på aftenen... Og man forstår godt, hvorfor den gode mand har valgt at tage netop disse to til sig.

Med båndede trommer og en akustisk guitar, der i sit klangmæssige udtryk matcher Lytles slidte og let falmede grønne trucker-kasket, indleder "The Go In The Go For It" flot Lytles del af koncerten. Herefter sætter han sig ved flyglet, hvor "Beautiful Ground" holder det høje niveau og kombinerer flygelets store lyd og de båndede strygere med Jasons mere slacker-agtige og lo fi-prægede udtryk.

En varm og fyldig "The Town Where I'm Livin' Now" leveres med insisterende nerve til trods for nummerets afslappede indpakning. Det er let at lade sig indhylde i Lytles særegne musikalske univers, der mestrer det drømmende og jordnære i et og samme åndedrag og formår at lade det skramlede svæve højt. "I'm gonna play one more lonely song, and then I'm gonna have the fellas come up here and join med for a couple of new ones", lyder det, før vi får en gåsehudsfremkaldende "I Am Lost", der får det beskidte frem i flylets højstemte dramatik.

Så kommer DeSoto Caucus atter på scenen, og vi får det første af to nye numre, der vil være at finde på den solo-plade, Lytle for tiden arbejder på. Det er første gang, sangene spilles live med band, så Lytle er efter eget udsagn selv spændt på, hvordan de lyder. Umiddelbart dyrker "Hangtown" et mere rendyrket countryrock-udtryk, men det kan jo lige så vel være på grund af de folk, den bliver fremført med. Vi får også den gamle Grandaddy b-side "I Rode My Bike To My Stepsisters Wedding", som min sidemand oplyder mig om er at finde som det hemmelige nummer på b-side-opsamlingen "Broken Down Comforter Collection". Det er et dragende og smukt nummer, der bestemt fortjener andet og mere end at skulle ligge hengemt på den måde, og det er ganske rigtigt set at hive sangen frem i lyset.

Koncerten sluttes med endnu et nyt nummer i form af sangen "Matterhorn", der er lidt hårdere og mere mørkt i udtrykket, end hvad vi ellers har hørt fra Lytle, der bestemt har sat barren højt denne aften. Heldigvis får M. Ward, som Lytle betegner som en af sine yndlings-kunstnere, ikke svært ved at holde det høje niveau. Tværtimod.

 

M. Ward *****

Efter at være blevet rost til skyerne af Howe Gelb, går Matt Ward alene på scenen og flasher sine formidable guitar-evner. Ubesværet lirer han legende og indfølte passager af i ét væk, og gør det fra første færd klart, at det altså ikke er nogen hr. Hvemsomhelst, vi har med at gøre her. Ward fortsætter sin eminente opvisning i guitar-virtuositet og udnytter det akustiske instruments muligheder til fulde, og vi kommer omring både flamenco, blues og folk, før vi får en "Sad Sad Song", hvor hans blide og let hæse stemme sætter prikken over det formidable guitarspil. Der er fingerspidsfornemmelse for samtlige detaljer.

Ward er om muligt endnu mere veloplagt og sprudlende end til koncerten på Aarhus Teater i søndags, hvorfra vi også får et par gengangere i form af "Lullaby And Exile" og "Rollercoaster", der ikke har tabt noget af deres charme siden sidst. Mandens timing og melodiøsitet er forbilledlig – og det samme fristes man til at sige om Anders Pedersens charmerende fløjte-indsats i førstnævnte nummer. The DeSoto Caucus matcher i det hele taget Wards musik så godt, at man skulle tro, at her var tale om et fast sammentømret band med mindst 25 år på bagen. Ward kan fremkalde både fornemmelsen af en søndag morgen i hængekøjen med kaffe og smøger samt en, man holder af, ved sin side, og det delikate og lifligt sydende i leveringen af et nummer som "Poison Cup", der åbner mandens femte udspil "Post-War", hvorfra størstedelen af aftenens sange er hentet.

Vi får en sublim levering af "Chinese Translation", en råt huggende "Requiem" med godt med støj og distortion og en formidabel og ganske elegant version af titelnummeret fra førnævnte album, før der atter flåes godt i strengene på den ganske heftigt rockende "Right In The Head", der sætter punktum for den egentlige koncert.

Traditionen tro klappes Ward, Gelb og DeSoto-drengene ind igen og leverer en særlig lækkerbisken i form af to meget forskellige Daniel Johnston-numre. Den rørende og tragikomiske "Story Of An Artist" dedikeres til kunstnere i Aarhus og samtlige optrædende til festugen, mens en bastant udgave af sangen med den passende titel "To Go Home", hvor Jason Lytle i øvrigt sniger sig med på vokal, slutter koncerten af med et brag, og man går fra VoxHall i aften med en naiv fornemmelse af, at hvis alle mennesker fik lov til at opleve en koncert som denne en gang om ugen, ville verden sikkert være et bedre sted.

Jason og Matt, kom snart igen og tag gerne Howe Gelb og The DeSoto Caucus med jer!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA