x
Red Hot Chili Peppers: E-Werk, Köln (set i biografen)

Red Hot Chili Peppers, E-Werk, Köln (set i biografen)

Red Hot Chili Peppers: E-Werk, Köln (set i biografen)

Anmeldt af Kristian Nygaard | GAFFA

Efter fem års pause er det tid til en frisk start for Red Hot Chili Peppers.

LA-bandet har efterhånden eksisteret så længe og haft så mange op- og nedture, at de fleste har en periode, de forbinder bandet med.
Jeg selv er en ung årgang 1987, som først rigtigt stiftede bekendtskab med bandet i 2002, da jeg var på fodboldtur med Viborgs juniorhold i Vildbjerg ved Herning, hvor de "store" fra årgang 1986 spillede "By The Way" igen og igen på den medbragte boomblaster. Det var dengang "Can't Stop", "Universally Speaking" og naturligvis titelsangen fulgte op på hitalbummet "Californication" fra 1999 og placerede bandet på toppen af alverdens hitlister og øverst i min pladesamling.

Men så skete der noget. Forsanger Anthony Kiedis blev voksen, fik børn, ryddede ud af skeletterne i selvbiografien "Scar Tissue", og så udsendte de det miserable kæmpealbum "Stadium Arcadium". Det var som om, min interesse for bandet langsomt ebbede ud, og Roskilde-koncerten i 2007 hjalp ikke på humøret. Og ja, nu nævner man igen Roskilde-koncerten, men den vil altid stå for denne skribent som dagen, hvor Red Hot Chili Peppers ikke længere var så "hot".

Så hvad så nu?

Pæne anmeldelser i bagagen
Nu har de efter fem års pause udsendt det 10. studiealbum med titlen "I'm With You". Væk er den bombastiske lyd, væk er guitarist John Fruciante og kommet er den cirka 20 år yngre Josh Klinghoffer. Ham, der ifølge Anthony Kiedis kommer til at score alle damerne.

"I'm With You" har fået pæne anmeldelser – faktisk fire stjerner over hele linjen herhjemme (undtagen Ekstra Bladet, der giver tre) – så tirsdag aften var det tid for bandet at vise publikum, hvor de står 2011.

Fra et spillested i Köln i Tyskland på størrelse med Vega spillede bandet hele det nye album plus et par af de gamle hits. Samtidig sad fans og så den livetransmitterede koncert i biografer verden over. GAFFA sad placeret i Palads-biografens sal nummer 1 i København.

Der var cirka halvfyldt i Palads. Stemningen var spændt, men også noget anderledes, end man er vant til fra koncerter. Der var ingen kamp for at komme forrest, ingen lugt af røg, øl eller lyden af råbende ørepropsælgere. Man sad blot behageligt afslappet i Palads' røde sæder og manglede bare popcorn og cola.

Nye sange på det jævne
Jeg havde med vilje ikke hørt en eneste tone fra det nye album i håb om at blive ramt af overraskelsens glæde. Men ak. Med fare for at gøre inkarnerede RHCP-fans sure må jeg sige, at "I'm With You" ikke tændte min begejstring for bandet på ny.

Bandet lagde for land med "Monarchy of Roses", som også åbner det nye album. Chad Smith på trommer og Flea på bas hamrede derudad, og Anthony Kiedis med truckerkasket og bar mave piskede også løs i et hæsblæsende tempo. Man kan ikke beskylde bandet for ikke at være veloplagte i den nye udgave. Flere gange måtte Flea faktisk holde pause og ryste de hårdtarbejdende hænder.

De første nye sange virkede en smule kedelige. Funken er intakt, og bassen hele tiden i fokus – jeg kom flere gange til at tænke på amerikansk sitcom-muzak – men eneste lyspunkt var den nye guitarist, som virker til at være en guldfugl på livefronten. Lige så indadvendt og lukket han er, når han konstant kigger i gulvet og spiller for sine fødder, lige så meget vildskab bidrager han med, når han flere gange er ved at vælte ind i de andre. Han bidrager desuden med lidt korsang og enkelte vers. Han skal blive spændende at følge.

Højdepunkt uden bas
I biografsalen sad vi pænt og kiggede på det store lærred. Enkelte klap og lidt "woho" hørtes i mørket – ja, faktisk så jeg også en enkelt tændt lighter på et tidspunkt, men det var i Köln, de holdt fest, og man kunne se, at de tyske fans flere gange var ved at vælte bagover af begejstring for det velspillende band.

Da bandet spillede førstesinglen "The Adventures of Rain Dance Maggie", kunne man for første gang høre en smule af bandets pop-kvaliteter med et catchy omkvæd. Men altså...

Aftenens musikalske højdepunkt indtraf i slutningen af koncerten, da bandet spillede den nye "Happiness Loves Company", hvor Flea forlod bassen og satte sig over til et klaver. Det var forfriskende at høre Red Hot Chili Peppers uden voldsom bas. Selvom det er et af deres elskede varemærker, må jeg indrømme, at man efter fem års pause fra bandet godt kunne have ønsket sig mere af den slags. Flea spiller jo udmærket på klaver.

Der var også besøg af en LA-musiklærer, der bidrog med trompetspil. Han kom på overarbejde, da bandet grundet tekniske problemer til sidst måtte spille den nye "Dit I Let You Know" en gang til. I biografen var det ikke til at vide, hvilke tekniske problemer, der havde været, men så fik man da også lidt ekstra for pengene.

"Give it Away" kom til sidst
Som lovet spillede bandet også lidt fra bagkataloget. Det blev til "Me and My Friends" fra 1987 og kæmpehittet "Give it Away".

Sidstnævnte fik både publikum i biografen og publikum på lærredet til at juble af begejstring.

Det er svært at anmelde en koncert set fra et biografsæde. Man fornemmer ikke stemningen på sammen måde, musikken er ikke så høj og rammer ikke mellemgulvet, som det skal.

Red Hot Chili Peppers virker spillemæssigt i storform. De var glade, de gav den gas, og hvis de kan holde dampen oppe frem mod 14. oktober, hvor de spiller i Jyske Bank Boxen i Herning, så skal de nok være et genhør værd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA