x
Tim Friese-Greene: Lillely Live, København

Tim Friese-Greene, Lillely Live, København

Tim Friese-Greene: Lillely Live, København

Anmeldt af Finn P. Madsen | GAFFA

Ingen vidste, hvad der var i vente, da den tidligere Talk Talk-musiker, sangskriver og mesterproducer Tim Friese-Greene gæstede Danmark for første gang nogensinde. Et var dog sikkert, det var ikke det legendariske band Talk Talks fantastiske bagkatalog, som var katalysatoren for denne enestående oplevelse ved en intimkoncert i annekset på det private spillested Lillely sydvest for København.

London-bandet startede karrieren som et temmelig ordinært synth-band med hang til de iørefaldende melodier med en typisk 80'er-lyd, der lå tæt op ad Duran Duran. Men allerede på deres tredje udspil "The Colour Of Spring" brød de med konceptet, som viste et band i rivende udvikling. Albummets to store hits "Life Is What You Make It" og "Living In Another World" må i dag betegnes som popklassikere af fineste aftapning.

 

En fortjent plads i rockhistorien

Den 16. september 1988 vågnede mange Talk Talk-fans op til et chok, og samtlige rockkritikere spidsede ører en ekstra gang. Talk Talk begik med deres musikalske søgen på "Spirit Of Eden" kommercielt selvmord og satte nye standarder for, hvordan rockmusik kan spilles. En sand hybrid af artrock, jazz og ambient, der var bygget op som klassisk kompositionsmusik, hvor især den knugende stilhed byggede hver enkelt strofe episk op, for pludselig at blive brudt af et abrupt og til tider foruroligende lydbillede af overjordiske dimensioner.

Den rute blev også fulgt på svanesangen "Laughing Stock", der desværre satte punktum for et enestående band. Men hvor skulle London-bandet også være gået hen musikalsk efter de to album, der ikke på nogen måde kunne matches? Begge er i dag absolutte milepæle og skaffede Talk Talk en fortjent plads i rockhistorien.  

 

Troværdige hjerteknusere

Derfor var det med spænding, at omkring 40 meget entusiastiske og lydhøre publikummer tog varmt imod Tim Friese-Greene og hans kun 16-årige søn Jake, der skulle vise sig at være født med et musikalsk øre ligesom sin far. De to supplerede hinanden glimrende, hvor især Jakes semiakustiske guitarudstikninger og Tim Friese-Greenes letkendelige melodika-toner fik de nænsomme sange til at træde frem i lyset. De fleste af numrene var hentet fra Tim Friese-Greenes glimrende Heligoland-plader, projektet, der tog over efter Talk Talk.

"Sick Baby You", "I Blew It..." og "Isn't It Sad" emmede af en længselsfuld melankoli, der med Tim Friese-Greenes sarte vokal virkede som troværdige hjerteknusere. Mellem numrene fortalte hovedpersonen selv ganske fornøjeligt med sarkastisk tone om kærlighedens ofte svære kår.

Aftenens clou var dog, da Tim Friese-Greene gav sig i lag med fortidens bedrifter med tre Talk Talk-numre. Først den genkendelige Renee fra Talk Talks andet album "It's My Life", hvor Jake fik vist sine evner på bassen, hvis signatur-rundgang er ganske hypnotisk. Dernæst den forholdsvis ukendte "John Cope", mens afslutningsnummeret "Runeii" hentet fra "Laughing Stock" lukkede i absolut verdensklasse og satte en tyk streg under, hvordan artrock skal fremføres.

Inden da havde Tim Friese-Greene takket for den varme modtagelse, hvor han bekendtgjorde, at dette var den absolut sidste koncert, han nogensinde ville spille. En ulidelig form for tinnitus har gjort Tim Friese-Greenes musikalske liv svært. Fornemmelsen af at have oplevet en speciel stjernestund med en musiker, der altid har gået sin egen æstetiske vej, var absolut opfyldt, takket være Lillely Live. Totalt i en klasse for sig.

 

Anekdoter fra et rockliv

Efter koncerten tog Tim Friese-Greene sig god tid til at tale med publikum. Faktisk hang han ud til den næsten lyse morgen og svarede med gode og uddybende svar, når der blev spurgt til hans måde at arbejde på og til karrierens højdepunkter. Blandt andet kunne han fortælle, at den rødhårede Miki Berenyi fra shoegazer-bandet Lush, som han producerede en enkelt ep med, nu arbejder som medredaktør på et modemagasin og har seks børn.

Medproduceren på "Spirit Of Eden" og "Laughing Stock", Phill Brown (Dido, The Walkabouts, Robert Plant), er stadig en nær ven af Tim Friese-Greene, og de taler ofte sammen flere gange om ugen. Ifølge Tim Friese-Greene blev Phill Brown smidt på porten af konen i et halvt år, da han skulle arbejde på "Laughing Stock". Han blev åbenbart lidt for påvirket af gruppens dragende univers. Han blev dog taget til nåde igen, da indspilningerne var overstået.

Tim Friese-Greene har ikke talt med nogle af de resterende medlemmer af Talk Talk i seks år, heller ikke sanger og sangskriver Mark Hollis, der i sin tid trak sig helt tilbage fra musikken for at være sammen med sine børn, men også fordi han ikke havde mere at sige til musikbranchen. Som Tim Friese-Greene selv forklarede, har hverken han eller Mark Hollis nogensinde set sig tilbage, og for begge gælder, at de ikke kan lide at gentage sig selv. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA