x
Michael Møller og Jakob Bruno: VoxHall, Aarhus (turnéstart)

Michael Møller og Jakob Bruno, VoxHall, Aarhus (turnéstart)

Michael Møller og Jakob Bruno: VoxHall, Aarhus (turnéstart)

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

moi Caprice-sangeren Michael Møller fik tilbage i maj masser af omtale for sit internetprojekt "A Month Of Unrequited Love", hvor han hver dag i måneden uploadede en ny sang til hjemmesiden amonthofunrequitedlove.com - altså i alt 31 sange, alle om ugengældt kærlighed. Sangene kunne downloades på udgivelsesdagen og ellers streames, ganske gratis, men hvis man havde lyst til donere penge til Møller for at støtte den gode sag, måtte man gerne det. Betalte man minimum 250 kroner, ville man så modtage en fysisk udgave af albummet, hvis Møller ellers fik indsamlet penge nok til at trykke det – ellers fik man pengene tilbage.

Michael Møller fik samlet penge nok ind til at trykke både dobbelt-cd'er og triple-vinyl-plader, som er blevet sendt til de glade givere – det vil sige, triple-vinylen er desværre en smule forsinket – ligesom albummet nu er udkommet på traditionel vis til salg i butikker og som købe-download. Med andre ord: Et vellykket dansk eksempel på den i udlandet efterhånden velkendte crowd funding-model.

En anden ting er, at de 31 sange generelt er ganske glimrende, og albummet modtog da også masser af anmelderroser. Torsdag aften indledte Møller så en danmarksturné på VoxHall i Aaarhus, hvor han fremførte sangene med band – dog ikke dem alle sammen, da han kun måtte spille 75 minutter (sammenlagt varer de 31 sange knap to en halv time), men alligevel et bredt udvalg.

Michael Møller kunne fra scenen konstatere, at cirka 0,4 promille af Aarhus' befolkning var mødt frem, hvis man antog, at der var 250.000 indbyggere i Aarhus. Med andre ord 100 personer, hvilket jeg personligt mener er en mild overdrivelse. Men der var i hvert fald flere end 31. Michael Møller fortalte, at dette var et magisk tal for ham – der skulle helst være flere publikummer mødt op end 31, så der var mere end en tilskuer per sang. Måske var vi det dobbelte.

Årsagen til det lidt spinkle fremmødte var formodentlig Aarhus Festuges mange andre tilbud, hvor blandt andre The William Blakes gav en gratis, improviseret koncert på Atlas lige ved siden af VoxHall. Michael Møller var dog taknemmelig for det fremmødte publikum, der da også fik den ene smukke sang efter den anden.

Midt på scenen sad Møller med sit flygel, og i halvcirkel omkring ham var samlet hans fem musikere. Fra venstre Jakob Millung (bas), Jakob Funch (guitar), Jeppe Skjold (klarinet, saxofon), Morten Svenstrup (cello) og Casper Henning Hansen (trommer). Alle medvirker i øvrigt på "A Month Of Unrequited Love". Millung, Funch og Hansen spiller også i moi Caprice og blev da også omtalt som "moi Caprice-lookalikes", så der var næsten tale om en genforening af moi Caprice (der manglede lige guitarist David Clemmen Brunsgaard), men musikalsk er Møllers solosange ganske anderledes. De er mere afdæmpede og langsommere, (endnu) mere melankolske og fremføres i et mere spartansk lydbillede, hvor klaveret har en mere fremtrædende position. Der er færre effekter på guitar og tangenter, og til gengæld er en stryger og en blæser en hyppigt tilbagevendende del af udtrykket.

Poetiske guldkorn

Michael Møller lagde ud med "The Destroyer", albummets anden sang, efterfulgt af åbningsnummeret "The Birth Of A Song" og afslørede dermed, at numrene ikke blev fremført i den rækkefølge, de figurerer i på albummet. Alligevel fungerede de glimrende i sammenhængen. Møllers fyldige og udtryksfulde stemme stod centralt blandt instrumenterne, og man kunne således tydeligt følge med i hans særdeles velskevne og poetiske tekster med masser af guldkorn om den ugengældte kærlighed. Eksempelvis vendingen "Watching love disappear in front of your eyes" fra "The Death Of Love".

Jeg kom til at tænke på store kunstnere som Rufus Wainwright, Antony Hegarty og den unge Elton John, mens Møller sad der bag flygelet og fremførte den ene smukke sang efter den anden, mens hans band bakkede ham op med diskret rytmesektion, stemningsskabende guitarspil, vemodig cello og længselsfuld klarinet. Til tider kom der lidt mere skub i sagerne, eksempelvis i "As You Walk Away" eller "This House On The Rocks", men i det meste af tiden var vi i balladeland, og dér var godt at være.

Jeg havde tænkt mig at notere, at Møller sædvanen tro drak rødvin på scenen, men han kom mig i forkøbet ved at sige, at han godt havde lagt mærke til, at anmeldere altid skrev, når musikerne drak rødvin frem for øl på scenen, og at han nu nok ville blive kaldt dekadent. Men hans sange passede altså bedre til rødvin end øl, sagde han – jeg er enig – og "Ja, jeg er dekadent", medgav han. Og nu vi er i gang, vil jeg da også nævne hans karakteristiske pandelok, som hele tiden falder ned – noget, jeg påpegede i en moi Caprice-anmeldelse tilbage i 2006. Den er der stadig!

Midtvejs i koncerten skiftede Møller til akustisk guitar, og selvom han ikke er helt så virtuos på dette instrument som bag tangenterne – der var også dømt akkord- og ikke fingerspil – virkede også denne del af sættet, som den skulle. Her blev der også plads til et ønske fra salen, nemlig den fine "Tennessee" fra Møllers solodebut fra 2007, "Every Streetcar's Got A Name".

Siden vendte Møller tilbage til flygelet og gav os flere formfuldendte ballader, alt sammen om den hjemløse kærlighed, og undervejs fik vi også et par sange mere fra debuten. På et tidspunkt sagde han: "Der er jo ingen, der har lyst til at være glade hele tiden".

Det har han ganske ret i, og Michael Møllers sange er gode at have det skidt med. Og kærligheden mellem kunstner og publikum var denne aften gengældt.

Opvarmning: Jakob Bruno ****

Inden Michael Møller gik på scenen, fik vi en god halv times opvarmning ved den unge sanger og sangskriver Jakob Bruno, der skulle vise sig at være et spændende bekendtskab. Bruno lagde ud bag flygelet med småjazzede sange med ordrige, historiefortællende sange fremført med en dyb, soulfyldt og croonende vokal ikke helt ulig Claus Hempler, spændende og uforudsigelige melodilinjer og fantasifulde akkordsammensætninger. Senere skiftede han til akustisk guitar, som han behandlede med fint fingerspil. Nu blev hans udmærkede sangstemme pludselig lysere og lidt mere nasal, og man kom straks til at tænke på Bob Dylan, og flere gange kom der ligefrem en mundharpe i spil. Sangene var stadig gode, og teksterne lange.

Jakob Bruno blev bakket op af en elektrisk guitarist og en korsangerinde, og de leverede en fin indsats. Genremæssigt var der et mindre clash mellem de småjazzede sange bag flygelet og de mere folk-orienterede bag guitaren, og Jakob Bruno har endnu ikke helt fundet sin egen stil i skyggen af Onkel Bob. Men han er talentfuld, og jeg glæder mig til at høre mere fra ham.

 

Michael Møllers turné fortsætter til følgende byer:

03. september kl. 15: Univers, Aarhus (solo)

03. september Skråen, Aalborg (solo)

04. september Ofelia Beach, København (med band)

17. september Dexter, Odense (solo)

23. september Louisiana, Humlebæk (solo)

24. september Nørrebro Bryghus, KBH (solo)

03. november Forbrændingen, Albertslund (solo)

Køb billetter via spillestedernes hjemmesider og GAFFA Live.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA