x
Lil Wayne: Tha Carter IV

Lil Wayne
Tha Carter IV

Lil Wayne: Tha Carter IV

GAFFA

Album / Young Money
Udgivelse D. 29.08.2011
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Støvet har knap nok lagt sig fra Watch The Throne, før endnu en af årets største hiphop-udgivelser lander. Tungt endda. Med det fremragende mixtape Sorry 4 The Wait beviste Lil Wayne, at hans fængselsophold og den efterfølgende afholdenhed fra blunts, hostesaft og alkohol ikke er gået ud over hverken hans evner som rimsmed, hans flow eller de myriader af idéer, der tydeligvis stadig flyder rundt i hovedet på den uregerlige rapper – bevidsthedsudvidende substanser eller ej.

Det samme gør sig gældende på Tha Carter IV, der tilmed har en række fremragende produktioner og beats oven i hatten. I den forbindelse bør særligt Blunt Blowin, She Will, President Carter, 6 Foot 7 Foot og It's Good fremhæves. Weezy holder ikke igen med at stryge om sig med punchlines og referencer, som havde han fanden selv i hælene, og teksterne bærer da også præg af hans sædvanlige vanvittige freestyle-stil, hvor han begiver sig ud i ordspil og associationer som: "The guns are drawn and I ain't talking about a sketch – I pay these niggas with a reality check" (John) eller "People say I'm borderline crazy, sorta kinda / Woman of my dreams, I don't sleep so I can't find her" (6 Foot 7 Foot).

Man kunne hive teksteksempler frem i ét væk, for med det samme, man har bidt fast i en velanrettet punchline, er Weezy altid hurtigt videre og langt inde i den næste sætning, så man som lytter er nødt til at høre numrene mindst en håndfuld gange, før teksterne får bare den mindste mulighed for at sætte sig fast. Herudover er der selvfølgelig den sædvanlige snak om pussy og mulighederne for, hvad F'et i Weezy F. Baby kan stå for.

Weezy er bedst, når han lyder som om, han ejer hele verden, og det gør han heldigvis det meste af albummet – mest udtalt i Abortion. Det er simpelthen top-underholdende at gå på opdagelse i mandens rablende univers. Så meget desto mere opsigtsvækkende er det, når han overrasker med at turde begive sig ud i den flotte rendyrkede kærlighedserklæring How To Love eller med at levere en anti-krigs-erklæring midt i det pistolforherligende gangsta-univers:

"Gorillas in suits / The holy war, the spiritual troops / Fighting over the mythical truth / Drowning in the political soup / They shoot missiles and nukes / Taking out such a pivotal group / The body count is the physical proof / And they thought drugs were killing the youth"

Højdepunkterne er flere, end man kan tælle på to hænder, og gæster som Cory Gunz, Rick Ross, Drake, Andre 3000 og Tech N9ne gør deres ypperste, om end det ikke er til at forstå, hvorfor der ikke er nogen, der har smidt T-Pain ud med badevandet.

Wayne har for nylig udtalt, at han vil trække sig en smule tilbage for at fokusere mere på at være en god far for sine børn, og det kan man selvfølgelig ikke fortænke manden i. Især ikke når han har leveret et så stærkt og holdbart album at underholde os med, indtil næste udspil. For kender man arbejdsnarkomanen ret, får han svært ved at holde rimene tilbage.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA