x
Søren Kragh-Jacobsen: Salon Revue - Tivoli Friheden

Søren Kragh-Jacobsen, Salon Revue - Tivoli Friheden

Søren Kragh-Jacobsen: Salon Revue - Tivoli Friheden

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Der mange steder, man kan vederkvæge sin rastløshed, og populærmusikken er et af dem. Der findes poeter, som er i stand til at give længslen ord på en måde, så det er umuligt at være uenig. Og så er der nogle få, som kan spinde poesi ud af det lidt, vi trods alt har; efter at huslejen og elregningen og børnepengene er betalt.

Det her er en koncert, ikke bare Deres Ydmyge, men også en masse andre folk, mestendels i gode, offentlige stillinger, har set frem til. Det er det socialdemokratiske Danmark, anno 1975's, poet laureate, vi venter på. Men det er ikke bare leverandøren af de, uomgængelige, snapshots fra deres egen ungdomstids teenageværelsers helvede, som venter i kulissen, men også leverandøren af det stilfærdigt modtagne, men mesterlige, nøgternt-nochalante notabene Isalena.

Det er ikke bare Søren Kragh-Jacobsens dybt troværdige og empatiske lydspor til teenagerummets frustrationer i form af tre vigtige halvfjerdseralbum, men netop hans nye sanges uomtvistelige relevans for den såkaldt højere middelklassse i Århus, i aften, der gør seancen så satans rørende. Folk lytter. Måske tænker de over deres eget liv.

Det handler om tvivl og længsel på et nyt niveau. Men også om smerte, som bliver forløst. Om et liv på den anden side af skilsmissen, af separationen. Af desillusionen. Som det hedder i en af de sange, som vi opholder os ved i dag: 

"Den frihedstrang, den jubelsang, hvad kom der efter det? En stærk nuance mindre, en sær melankoli"

Og så netop accepten af, at livet – i dag – er netop dér: i dagligdagen, i kvinden man (stadig) elsker, gennem det sortbrune filter, et sted mellem at vente på døden og købe mælk på vej hjem fra børnehaven.

Søren Kragh-Jacobsen formulerer det hele i dag, og rejser desuden, i dag iført en nølende nochalant denimskjorte, spørgsmålet om hvad, der egentlig skaber den dér enestående gode koncert og definerer kriteriet for nærværende organs dybest set dybt uvæsentlige seks stjerner. Er det mon det fantastisk dygtige, ja, uangribelige ensemble, som leverer varen igen?

Er det publikum, som går derfra med glæden af at være kommet hvad de kom for ("Kender du det", "Marie", "Isblomster"). Eller er det den selvudnævnte connoiseur, anmelderens, ubetalelige oplevelse af at blive grebet, endda vugget, midt i et eksistentielt fald? Det bliver mine stjerner i dag. Jeg har svært ved at se, hvordan, man kan være uenig.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA