x
The Drums, Clap Your Hands Say Yeah og Wire: Berlin Festival, Tempelhof

The Drums, Clap Your Hands Say Yeah og Wire, Berlin Festival, Tempelhof

The Drums, Clap Your Hands Say Yeah og Wire: Berlin Festival, Tempelhof

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Berlin Festivalen er en uforskammet billig musikoplevelse med en unik location i flyhangarerne i Tempelhof, der ud over at være et imponerende strømlinet tysk bygningsværk fra 1920'erne også var destination for Die Luftbrücke, hvor man fløj alle forsyninger ind til den vesttyske del af Berlin i 1948-1949. Nu er Tempelhof det rå åsted for interessante musikrationer for 15.000 publikummer over to dage.

Med en billetpris på 70 euro, et typisk berlinsk madudbud (fra veganerhotdogs til currywurst) og et hipster-lineup i ordets mest positive forstand kan en weekend til Berlin Festival snildt konkurrere med en dansk koncertweekend. I år spillede Suede, Primal Scream, Santigold, James Blake, Rapture, Battles, dEUS med flere – og den danske sangerinde Oh Land viste allerede fredag eftermiddag, hvorfor hun efterhånden er vokset til at være en superstjerne. 

The Drums - på den anden side af hypen (fire stjerner)

Brooklyn-bandet The Drums er en temmelig klassisk musikhistorie, der starter med teenagefascination af den britiske musikscene og inkluderer en hypet ep og debutplade "The Drums", og nu er de efterhånden blevet et band, der er gået fra de små rå klubber til det store scener. Det bliver dog ikke meget mere råt end i hangaren i Tempelhof, hvis genklang af jern og beton gør lyden stenhård og passer perfekt til bandet.

I denne måned udgiver The Drums sit andet album med titlen "Portamento", der om muligt lyder endnu mere The Smiths-/Morrissey-britisk end før, dog stadig med en ubekymret tone af californisk strandrock og lidt yngre lyriske temaer.

Live er kvintetten en flagrende størrelse med en helt masse skønhedsfejl, som egentligt er ganske befriende, for energien er god, og forsanger Jonathan Pierce læner sig roligt tilbage i et solidt sangkatalog allerede med to album. "Money" og "What You Were" var blandt de bedste nye, mens "Me And The Moon" og "Forever And Ever Amen" bandt hele sættet godt sammen. Hypet, men ret uprætentiøs guilty pleasure til dit teenagehjerte.

Clap Your Hands Say Yeah - genopstandelse med nødvendige tilbageblik *****

Efter en pause på et par år var Alec Ounsworths sælsomme indierock-orkester Clap Your Hands Say Yeah tilbage på scenen. Long time no see, kommenterede sangeren, hvis band brød igennem i 2005 med et debutalbum, som sådan en fredag i Berlin stadig står som deres bedste materiale.

Brooklyn-kvintetten udgiver i denne måned sit tredje album med titlen "Hysterical", som har en varmere og mere storslået rockhistorisk karakter end de to første, men kæmper også med ikke at blive for generisk og voksen, hvis man skal bedømme det på koncerten og ikke på dét nye album, undertegnede ikke har fået hørt endnu. Herfra fik vi blandt andet titelnummeret "Hysterical", "Same Mistake" og "Maniac". Alec Ounsworth nærmer sig mere og mere Bob Dylans sangskrivning og karakteristika med mundharmonika og den nasale vokal.

Midtvejs steg stemningen voldsomt under den fremragende "Details Of The War", og kort tid senere stod et samlet publikum og skreg med på "Satan Said Dance" fra "Some Loud Thunder" (2007) og et af de tidligste numre, "Is This Love?", hvilket bandets energiske guitarist/keyboardspiller Robbie Guertin var med til at holde liv i. Clap Your Hands Say Yeah er stadig i live og spiller med hastighed og eksperimenter, der er de gamle plader værdige. Så håber vi, at "Hysterical" bliver en nuanceret tilføjelse til sangkataloget, for det samme bliver det ikke.

Wire - forbillederne viste flaget *****

Colin Newman, Graham Lewis og Robert Greys stilskabende band, Wire, blev bannerførere for den engelske postpunk i 1977-1979 med de tre album "Pink Flag", "Chair Missing" og "154". De er i den grad også stadig i live, selvom de er blevet 30 år ældre i mellemtiden, og har fundet nye ambitioner på "Red Barked Tree", der udkom sidste år.

Min engelske kollega dianogstiserede Wire som angular, fordi deres tilsyneladende ret ligefremme rocknumre pludselig får en skæv drejning, en uforudsiglighed i både melodi og lyd. De første plader var meget mørke, komprimerede og indestængte, mens "Red Barked Tree" spænder fra det bløde shoegaze-nummer "Adept" til "Moreover", der har en næsten traditionel Wire-lyd.

"Moreover" var en del af et fremragende moment under koncerten, hvor Newman og co. forlod det melodiske for et udstrakt støjinferno, der sluttede med "Pink Flag". Smukt i sin egen forstand. Derudover var "Smash", "Bad Worn Thing", "106 Beats That" og "Two Minutes" med til at gøre aftenens sidste koncert en gentagelse af meget af det materiale, de har spillet live, siden "Red Barked Tree" udkom. Men det virker stadig, og i forhold til nye postpunk-inspirerede bands, så er Wire stadig blandt de bands, der er mindst bundet af postpunk-patenterne. Og et djævelsk velspillende et af slagsen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA