Malk De Koijn: Toback To The Fromtime

Malk De Koijn
Toback To The Fromtime

Malk De Koijn: Toback To The Fromtime

GAFFA

CD / Target Distribution
Udgivelse D. 19.09.2011
Anmeldt af
Maria Therese Seefeldt Stæhr

Ni år skulle der gå mellem det prisvindende og klassiske hiphopalbum Sneglzilla til efterfølgeren Toback To The Fromtime – men nu er den her. Endelig! Meget er sket i dansk hiphop siden sidst, og det samme gælder i øvrigt de tre Malk-medlemmer, men de har det stadig i sig. De skæve tekster, der giver nye dimensioner, uanset hvor mange gange man hører dem, underspillede ordspil og referencer, der strækker sig hele vejen til Langestrand og tilbage igen.

Lyden er skramlet og 90'er-old-school, som kun "original old-schoolers" kan være det, men det passer virkelig godt til Malk de Koijn. Ikke fordi de ikke har fornyet og udviklet sig, men lige præcis Malk De Koijns univers kræver og passer godt til noget, der er alt andet end poleret og strømlinet. De fleste af numrene er da også noget længere end radiohittets obligatoriske 3.30. De 13 sange er varierede i instrumentering, stil og tempo – men den røde tråd er utvivlsomt den dejlig skramlede lyd, der giver plads og fokus til rappernes gennemførte lyrik.

Det er lidt, som om Malk taber pusten midt på albummet i Sjabang – men de kommer efter det i den up-tempo efterfølger Jan's Break, og den generelle følelse er, at albummet bestemt har været værd at vente på. Det er lunt, dansk, underspillet, provokerende, øjenåbnende, velproduceret – og så er det endda fra "dine favoritter fra dine dage i går". Om de kan ramme den yngre hiphopgruppe med hang til polerede tracks er måske lidt usikkert, men er man til ordgøjl og hiphop med et funky twist – så er man endt det helt rigtige sted.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA