x
Dum Dum Girls: Only In Dreams

Dum Dum Girls
Only In Dreams

Dum Dum Girls: Only In Dreams

GAFFA

Album / Sub Pop
Udgivelse D. 26.09.2011
Anmeldt af
Erik Barkman

Kan man bearbejde tabet af en forælder til tonerne af kitschet Raveonettes-rock? Med twang i guitarerne, smægtende korharmonier og rock'n'roll-rytmer i fuld galop? Dum Dum Girls-frontkvinde Dee Dee kan.

Only In Dreams åbner med tekster om kærlighed, kærestesavn og klamme stoddere, men udvikler sig hurtigt til en sangcyklus om tab, sorg og vrede. "This year's been a drag," lyder Caught In Ones nøgterne evaluering af året, hvor Dee Dee mistede sin mor. Det ligner en afstumpet bagatellisering, men viser sig at være symptomatisk for et album, der dropper den sproglige ornamentering og siger tingene, som de er: "I wish it wasn't true / but there's nothing I can do / except hold your hand" (Hold Your Hand).

Den direkte tone gør sangene til en bevægende oplevelse, hvor gåsehud og fængende omkvæd går hånd i hånd. Dee Dee har udviklet sig eksplosivt som sangskriver – Only In Dreams rummer ikke ét svagt nummer – og hun lyder mere og mere som en værdig arvtager til The Pretenders' Chrissie Hynde. Sådan én har vi egentlig manglet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA