Noel Gallagher: Noel Gallagher's High Flying Birds

Noel Gallagher
Noel Gallagher's High Flying Birds

Noel Gallagher: Noel Gallagher's High Flying Birds

GAFFA

CD / Universal Music
Udgivelse D. 17.10.2011
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

I hælene på lillebror udsender Oasis-general Noel Gallagher nu sin debut, og det korte af det lange er, at det lyder præcis, som man kunne forvente. Som Oasis frontet af Noel, og uden den vrængende vokal, og hvad der deraf fulgte af særegen charme. Ligesom Liams Beady Eye er det velforankret i klassisk britrock, med hæderlige tracks og lidt for meget fyld.

What A Life er en rigtig poppet sag med en flot balance mellem klaver og guitar, der musikalsk ekkoer toneklangen fra det sidste Oasis-album, Dig Out Your Soul, og nok er noget af det mest dansevenlige, man har hørt fra Noel Gallagher til dato. Ligeledes Everybody's On The Run, der med masser af strygere og Beatles-inspiration viser Noels velkendte tæft for store og episke rockballader.

The Death Of You And Me, endnu en rolig sag, krydres fint med fuldt swingorkester, men lider også en del under et noget ensformigt underliggende trommebeat; det gælder også for Dream On. Aka… Broken Arrow er blandt albummets mest catchy numre og et af de få, hvor indtrykket ikke fordamper ganske hurtigt efter gennemlytning på et album, der er i højere grad er håndværk end mesterværk.

(Stranded On) The Wrong Beach er en hæderlig klassisk rocker, men det er svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at den ville have klædt Liams stemme bedre. Det samme gælder Stop The Clocks, det efterladte Oasis-nummer, der nåede at navngive deres sidste opsamlingsskive. Det er et faktum, at selvom brødrene kan stå på egne ben, så er de altså bedre, når de er sammen, for nu at omskrive deres egen Acquiesce lidt: "you need each other".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA