x
Pearl Jam: Pearl Jam Twenty

Pearl Jam
Pearl Jam Twenty

Pearl Jam: Pearl Jam Twenty

GAFFA

Film / Vinyl Films
Udgivelse D. 20.09.2011
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Der er godt pakket i Biocity i Aarhus, hvor GAFFAs udsendte har bevæget sig ind for at opleve "Pearl Jam Twenty", der i aften vises i biografer verden over. Der er en nærmest koncert-agtig stemning, der i højere grad kalder på fadøl end popcorn. Folk er forventningsfulde og i godt humør – og med rette, for Cameron Crowe har ved at redigere sig igennem timevis af optagelser og helt nye interviews begået en mesterlig dokumentar, der ligner enhver Pearl Jam-fans våde drøm. For hvor bandet er notorisk kendt for at være ganske sky og svært tilgængelige for journalister – om end de på det seneste har åbnet mere op – kommer man i løbet af filmen helt tæt på bandet og deres tyveårige historie.

Der, hvor filmen har en af sine store forcer, er de mange privatoptagelser fra de helt tidlige dage, og hvordan kornede vhs-optagelser klippes ind i det nyere materiale, så kvalitetsforskellen virker som det mest naturlige. Der er styr på den visuelle æstetik, og på det store lærred kommer både lyd og billeder fuldt til deres ret.

Særligt musikmiljøet i start-90'ernes Seattle og det unikke broderskab, der er de forskellige bands imellem, skildres flot. Både tiden omkring Jeff og Stones begyndende musikalske makkerskab i Mother Love Bone, hvor forsanger Andy Wood flyttede ind hos en vis Chris Cornell, til tiden hvor Eddie Vedder flyttede til byen, og selv samme Cornell bød ham velkommen på Wood-hyldestpladen "Temple Of The Dog". Scenen hvor de to purunge og langhårede mestersangere vælter rundt på scenen (Chris med Eddie på ryggen) og synger "Hunger Strike" går lige i hjertet.

Udvikling med nerven intakt

Vi får optagelser fra bandets skandaleombruste optræden ved "Singles"releasefesten, fra Clapton-koncerten hvor Eddie danser kinddans med Kurt Cobain, fra retssagen mod Ticketmaster og fra Roskilde 2000 – alt sammen suppleret af åbenhjertede og ærlige kommentarer fra bandet og Crowe selv. For eksempel kommenterer Eddie de issues, han har haft i forhold til sin opvækst og særligt faderen, der viste sig at være en stedfar, mens resten af bandet fortæller om dengang, "onkel" Neil Young lærte dem, at de også var noget værd selv uden den karismatiske forsanger ved at indspille "Mirrorball" med dem. Eddie beskriver desuden Young som den første voksne person i sit liv, han for alvor kunne se op til, ligesom Shakey også er ansvarlig for, at bandet lærte at tage kontrol over deres karriere og kun gøre de ting, de selv ville i stedet for at please pladeselskaberne.

Måske på grund af at filmen skal holdes på omkring de to timer, er der en overvægt på de tidlige dage, mens tiden omkring plader som "Yield", "Riot Act" og "Pearl Jam" ikke berøres særligt indgående. Alligevel er fornemmelsen for bandets udvikling, og måden hvorpå de har formået at bevare nerven i musikken og sammenholdet omkring den, flot formidlet, og Crowe har været absolut eminent i sin anvendelse af råmaterialet. Og man kan bare håbe på en ordentlig vognladning ekstramateriale på dvd-udgivelsen.

"Pearl Jam Twenty" er en varm, morsom, rørende og medrivende fortælling om et band, der gennem 20 år har formået at overleve kvælende berømmelse, tragedier og ideologiske kampe, og som i dag fremstår stærkere og mere sammentømrede end nogensinde.

Efter fremvisningen klapper publikum højt og længe, og det er de færreste i den store sal, der ikke bliver siddende under rulleteksterne. En essensiel filmoplevelse for enhver Pearl Jam-fan, og enhver fan af god rockmusik generelt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA