x
Palle Vibe: Lav en demo

Palle Vibe
Lav en demo

Palle Vibe: Lav en demo

GAFFA

Bog / Frydenlund
Udgivelse D. 21.09.2011
Anmeldt af
Hansen

Palle Vibe har mange år i branchen bag sig i et hav af forskellige funktioner, og han kommer her med et reelt forsøg på at lave en manual i at lave en demo-indspilning. Mig bekendt er der ikke en lignende bog på markedet, og det er der både fordele og ulemper ved, der gør sig gældende når, man læser den, idet Vibe gerne vil have det hele med.

Bogen kommer da også rundt om virkelig mange trin i processen, fra at have en sang til den færdige demo-cd. For de fleste begyndere vil adskillige års spørgsmål kunne besvares via den bog, og selv for den lidt mere rutinerede vil der være værdifulde oplysninger. Det gør, at den sine steder bærer præg af at være mere opslagsværk end egentlig bog. Til gengæld giver det også forfatteren mulighed for at få mange informationer med. Bogen er saglig, grundig og meget konkret i sine råd og anvisninger.

I takt med billigere teknik er det efterhånden muligt for alle bands at lave en demo i øvelokalet. Det betyder ikke, at alle kan finde ud af det, men det er så netop bogens mål. Den tager udgangspunkt i, at man for meget få penge kan gøre sin musik præsentabel for pladeselskaber, bookere og lignende branchefolk.

Mest til bands

Men man skal ikke tro, at cd'en nærmest laver sig selv, når man har læst Vibes bog. Det er en bog, der gennemgår alt håndværket og det tekniske omkring indspilninger, men lader alt omkring sangskrivning og instrumentering ligge. Det er en god begrænsning, da der er rigeligt med bøger om de enkelte instrumenter, og det frigiver Vibe fra kun at skrive om de genrer, han kender bedst. Nu kan bogen henvende sig til næsten alle, uanset hvilken musik de spiller.

Når det så er sagt, er det fortrinsvis bands, den henvender sig til. Decideret elektronisk musik eller techno arbejder ud fra nogle lidt andre præmisser. Der vil stadig være nyttig viden om akustik og effekter, men mange af kapitlerne vil ramme ved siden af.

I det hele taget er det ikke alle afsnit, man behøver læse lige grundigt. Mange vil nok skippe hurtigt hen over den fyldige gennemgang af MIDI, da de bruger VST i stedet. Omvendt vil mange elektroniske musikere nok ignorere afsnittene om mikrofoner. Til gengæld bør alle læse om kompressorer, limitere, EQ's og forskellene på diverse rumklange. Alt for overset viden i hjemmestudierne rundt omkring.

Ambitiøs bog

I og med at bogen dækker så mange trin i processen, kan man sagtens gå tilbage til den, efterhånden som man når til de relevante kapitler. Der er sikkert ivrige musikere, der ikke gider læse om frekvensområder før de kan finde rundt i deres multisporsmixer, men de vil have brug for det på et tidspunkt.

Det er en ambitiøs bog forklædt som overfladisk opslagsværk. Og jeg synes, den opnår mange af sine mål. Listen over links bag i bogen kunne sagtens være mere udførlig, men er nok til at starte på, og sådan er det også med selve kapitlerne. Finder man et område, man vil dykke dybt ned i, er man nødt til at finde en bog der specialiserer sig i det. Men vil man have et overblik og værktøjet til at komme godt i gang, så er det meget sandsynligt, man kan finde det her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA