x
Martin Rev, Chainsaw Eaters, Less Win: Kødboderne 18, København

Martin Rev, Chainsaw Eaters, Less Win, Kødboderne 18, København

Martin Rev, Chainsaw Eaters, Less Win: Kødboderne 18, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

For lidt over et år siden gæstede synthpunk-duoen Suicide Statens Museum For Kunst i København, og denne gang var det så halvdelen af gruppen, nærmere bestemt manden på synthesizer, Martin Rev, der bød på koncert. Arrangementet fandt sted på KB18 i København og bød, udover på hovednavnet, også på koncerter med de danske undergrundsnavne Chainsaw Eaters og Less Win samt dj-sæt ved Steen Jørgensen, der jo, som bekendt, tilbage i Sods-dagene, var leveringsdygtig i coverversion af Suicide-klassikeren "Ghost Rider".

Chainsaw Eaters ****
Aftenens første livenavn var Chainsaw Eaters, som jeg kendte til i forvejen, dels live, dels via deres forbindelse til undergrundspladeselskabet Red Tape. Her er tale om en duo, som i hvert fald i en vis forstand finder inspiration i Suicide og i høj grad også i de tidlige og mørke firseres postpunk-klange. Udstyret med trommer, et par synthesizere og vokal, gik gruppen til opgaven som man kunne forvente; sortklædt og indadvendt. En beskrivelse, der på mange måder også passer meget godt på det musikalske udtryk, som kombinerer postpunkens dramatisk bastante rytmik med elementer af dyster ambient, komplet med gyserfilmsagtige synthdroner, som vor Carpenter kunne have fundet på i gamle dage.

Men her og der også spædet op med hastigere passager, hvor man fornemmer inspiration fra synthpoppens tidligste pionerer, de første inkarnationer af Human League eller OMD. Vokallyden kunne have været bedre, men ellers fungerede Chainsaw Eaters' mørke lyd faktisk fint på stedet, ja, egentlig skulle det vise sig, at netop Chainsaw Eaters' koncert var den, der fungerede lydmæssigt bedst af de tre på aftenen. Virkemidlerne var simple, men effektive, lyden hang fint sammen, og materialet var godt. Man kunne påpege, at inspirationen og lydbilledet var udpræget begyndelsen af firserne, men det virker som et bevidst valg fra gruppens side, og det er jo ærlig snak.

Less Win ***
Less Win kendte jeg, modsat Chainsaw Eaters, ikke i forvejen, men her var tale om en trio med afsæt i indierock, her og der med elementer af postpunk og shoegaze. Og rumklang. Faktisk var begge vokaler smurt i både rumklang og ekko i en sådan grad, at det var meget svært, grænsende til det umulige, at høre, hvad der egentlig blev sunget i de fleste numre. At begge vokaler så samtidig lå vel lavt placeret i mikset, og at guitar og bas begge ofte placerede sig temmelig solidt i mellemtonen, ja, det gjorde desværre ikke lydoplevelsen bedre.

Og lidt synd, egentlig, for gruppen lod faktisk til at have ganske godt styr på materialet, de spillede generelt fint, og publikum lod også til at være godt tilfreds. Desværre lander jeg på tre stjerner på baggrund af den vanskelige lyd - der var simpelthen for megen mellemtone-suppe og for lav vokal, hvilket gjorde det svært for numrene at vise sig fra deres bedste side. Forhåbentlig kommer der andre chancer.

Martin Rev ****
Lyden blev lidt bedre, da aftenens hovednavn, Martin Rev, indtog scenen. Men også kun lidt. For desværre var vokalen stadig for lav, og det blev et udtalt problem koncerten igennem, ikke mindst fordi den gode Rev jo er en herre, der godt kan lide at støje på sine tangenter, og når der kører backing tracks i baggrunden samtidig, og vokalen er flere db for lav, ja, så er det altså ikke helt let at trænge igennem. Han gik dog uanfægtet til opgaven, Martin Rev, klædt i sort og med rødt lys i brillerne, udstyret på scenen med mikrofon, synthesizer og et par bokse til backing tracks og effekter.

Helt som man kunne forvente, bestod det meste af koncerten af elektronisk punkrock af den gamle skole, mere end jævnligt suppleret af Martin Revs særegne spillestil som man, i tilknappede avantgarde-kredse, ville kalde for "tone-cluster", men i knap så avantgardistiske sammenhænge nok bare ville kalde banken løs på tangenter med knyttet eller flad hånd. Og sådan fortsatte det faktisk, nummer efter nummer, nærmest som et fast ritual, hvert eneste nummer afsluttende med sluk-for-backing-track og så klør fem i tangenterne igen og igen, mens der, med den anden hånd, blev skruet op.

Det var, hånden på hjertet, meget lidt opfindsomt, og efter to-tre numre på ingen måder hverken chokerende, vildt eller vanvittigt. En lille smule kedeligt er snarere ordet. Men så skete der rent faktisk noget uventet. For pludselig bød Rev på et par tropicana-agtige numre fra sine backing tracks. Selv fortsatte han i helt samme stil, med for lav vokal og støjflader på tangenterne, men nu opstod der rent noget uventet, en stærk kontrast mellem den tropicana-blå himmel og den skurrende støj, som hvis James Last og Blixa Bargeld havde taget hinanden i hånden og slentret en tur hen ad en morgengrå strand, tåget og forladt. Så fik han alligevel skovlen under os til sidst, den gamle Rev-røver.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA