x
Fargo: Don't Go South

Fargo
Don't Go South

Fargo: Don't Go South

GAFFA

Album / Gateway Music
Udgivelse D. 26.09.2011
Anmeldt af
Espen Strunk

Når Fargos altoverskyggende frontfigur Jonas Hansen fra Præstø nævner Bruce Springsteen blandt forbillederne, bliver man ingenlunde overrasket. Don't Go South emmer af samme usentimentale arbejderklasse- og lillebyunivers (selvom Hansen er funktionærsøn) som bossens firseralbums, hvoraf Tunnel of Love er den mest oplagte parallel, al den stund at nærværende album også – i ganske høj grad, oven i købet – er en skilsmisseplade.

Det gør ondt, der bliver drukket igennem og teksterne er dejligt direkte og uprætentiøse: "I've been drunk every night since you decided for us to part". Inkluderet er desuden sidste års støttesingle for danske soldater hjemvendt fra Afghanistan, No Light – i grunden helt i tråd med Springsteens kritiske patriotisme anno Born In the USA, kan man sige.

Nuvel, Hansen mangler selvfølgelig en del for at matche Springsteen, ligesom Fargo trods alt ikke er noget E Street Band. Men det fungerer til formålet, og så har bandet forstået, at pedal steel, dobro og mandolin bare er nogle af de fedeste instrumenter, man kan hive ned fra hylden, anytime.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA