x
Kings Of Leon: Rogers Arena, Vancouver, Canada

Kings Of Leon, Rogers Arena, Vancouver, Canada

Kings Of Leon: Rogers Arena, Vancouver, Canada

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen | GAFFA

Followill-brødrene har sikkert hørt det utallige gange under en af deres fars prædikener tilbage i Tennessee: "All things must pass".

Onsdag aften stod den amerikanske sydstatskvartet på scenen i Vancouver, første aften på kontoret siden sammenbruddet i Dallas tilbage i juli. Oprindeligt havde bandet 29 koncerter foran sig, da Caleb Followill forlod scenen i Dallas midt under koncerten, ifølge ham selv grundet hals- og helbredsproblemer i sydstatsvarmen. Efterfølgende kørte Kings of Leon på damage control. Bandet indrømmede, at Caleb havde et alkoholproblem og nu skulle et smut omkring afvænning, inden deres tour kunne genoptages. Dog skulle det hurtigt vise sig, at tid ikke var noget, familien Followill havde. Sagsanlæg ville løbe op i 15 millioner dollars, hvis bandet ikke startede op igen inden oktober.

Det Kings of Leon, der gik på scenen klokken 21 onsdag aften i Vancouver, var et band, der var der mere af tvang end lyst. Spørgsmålet var, om de kunne sætte sig ud over det og stadig levere varen.

 

En stor familie

Kvartetten indtager scenen badet i hvidt lys og sparker "Radioactive" i gang – første single fra sidste års udgivelse. "It's in the weather, it's where you came from", synger Caleb, mens han hamrer løs på sin brune Gibson ES-guitar. På to storskærme ruller billeder fra "Talihina Sky" – den dokumentarfilm, Kings of Leon udsender på dvd til november. Næsten lidt for symbolsk kan det pakkede Rogers Arena her overvære billeder af tre meget unge Followill-brødre, der slås og skændes over middagsbordet – billeder, der henleder tankerne på de Twitter- kommentarer, de enkelte bandmedlemmer skød frem og tilbage mellem hinanden efter Dallas-episoden tilbage i juli. Herefter bevæger vi os tilbage til "Aha Shake Heartbreak"-udgivelsen fra 2005. "Taper Jean Girl" og "Four Kicks" afleveres, inden bandet glider over i den legendariske "Molly's Chambers" fra 2003 debutudgivelsen "Youth and Young Manhood".

Denne første del af koncerten bevæger sig primært omkring bandets tre første udgivelser. Eneste afstikkere er "The Immortals" og "Back Down South" fra sidste års udgivelse "Come Around Sundown" (2010). Et album, der, alene på de britiske øer, solgte 183.000 eksemplarer den første uge, men også et album, der, via salgstal, segmenterede, at Kings of Leon er et langt større fænomen i Europa end i hjemlandet.

Det giver mening at vise ungdomsbilleder på storskærm under denne første halvdel af koncerten, da den primært omhandler det tidlige Kings of Leon via de valgte numre. Eksempelvis et track som "The Bucket", som resten af bandet skrev til/om det yngste medlem, Jared Followill. Mere end nogensinde har familien Followill brug for at fremstå som en enhed udadtil.

 

John Mellencamp og kornmarker

Koncertens anden del leverer bandets radiohits. Kings of Leon har allieret sig med en altmuligmand, som står gemt ved siden af trommerne. Han fylder ind på guitar, keyboard, trompet, percussion og backing vocal. Lyden af aftenens koncert er også helt perfekt; alle tracks leveres med sublim timing, og Calebs stemme er feljfri. Dog mangler der noget denne aften i Vancouver. Caleb ligner en yngre udgave af den tilbagevendte James Hetfield i Metallicas "Some Kind of Monster"-dokumentar (2004), som han står der nyklippet og glatbarberet med skovmandsskjorte og nystrøgne bukser. Der er ikke meget kontakt mellem ham og publikum, og storskærmene viser close ups af en Caleb der ser meget træt og uinspireret ud – selv ikke da publikum selv synger "Sex on Fire", kan det frembringe et lille smil.

Da Kings of Leon udsendte albummet "Because of the Times" (2006) skrev både Stylus Magazine og Dave Hood fra Artocker, at bandet var vokset musikalsk, men teksterne var stadig simple og nærmest stupide. Denne anmelder har altid set igennem fingere med bandets lyrik. Jeg har to gange tidligere set Caleb synge "Knocked Up", som om han havde djævlen i hælene; med en sådan levering er teksten jo underordnet. Denne aften formår han at trække al energi ud af samme nummer.

Som anmelder er det for letkøbt at konkludere, at Kings of Leon leverede en dårlig koncert denne aften, grundet de sidste tre måneders omstændigheder. Jeg kedede mig bravt, men andre omkring mig så ud til at have en glimrende aften. Jeg finder det ærgerligt, at bandet har valgt en mere countrypræget lyd og performance live, end jeg har oplevet tidligere. Værst i "Pyro", en sang omhandlende Ruby Ridge-episoden i Idaho tilbage i 1992. Den kan man jo næsten danse line dance til, som sangen leveres denne aften.

Under "Down South" har vi akustiske guitarer og kornmarker på storskærm. Der går lidt for meget John Mellencamp i den under "On Call" og "California Waiting". Sidst jeg så Kings of Leon spillede de en udgave af netop "California Waiting", der lå mere op ad den version, bandet indspillede på deres ep "Holly Roller Novocaine" (2003), langt mere rå og upbeat end den version, der senere blev indspillet på debutalbummet året efter.

Når alt kommer til alt, er en anmeldelse som denne jo en individuel smagssag. Faktum er, at jeg foretrak de fire unge sydstatsdrenge, der spillede, som om deres liv stod på spil, hver gang de gik på scenen. Med det mere countryprægede udtryk kommer teksterne jo til at stå mere i fokus, hvilket udstiller, at der ikke er meget at komme efter på den front. Dog spillede Kings of Leon ikke "The End",  det glimrende åbningsnummer fra sidste års udgivelse, så der er sikkert ingen grund til at dømme dem ude i denne omgang.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA