Baby Dee og Doug Tielly: Atlas, Aarhus

Baby Dee og Doug Tielly, Atlas, Aarhus

Baby Dee og Doug Tielly: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Arkivfoto

Som anmelder må man engang imellem gøre sig nogle overvejelser over, hvor meget information om den anmeldte kunstners biografi man skal inddrage i anmeldelsen. Det er jo musikken, der er det vigtigste, så kunstnerens køn, seksuelle orientering, livshistorie og så videre bør komme i anden række.

I tilfældet Baby Dee er det dog svært at komme uden om en række biografiske oplysninger, som dels har direkte reference til hendes kunstneriske udtryk, dels er ... ja, det man i journalistisk sammenhæng kalder en god historie. Derfor kommer de her, ligesom de også er nævnt i mange andre artikler og anmeldelser om hende. Hvis du kender det hele i forvejen, så bare spring næste afsnit over.

Baby Dee er født i Cleveland, Ohio i 1953 som mand. Han studerede klassisk musik, heriblandt harpe, arbejdede som kirkeorganist i Bronx i ti år, gennemgik derpå en kønsskifteoperation og begyndte at arbejde som transseksuel cirkus- og performanceartist, til tider iklædt bjørnekostume, andre gange som harpespiller på trehjulet cykel. Hun blev ven med åndsbeslægtede Antony Hegarty og medvirkede på Antony And The Johsons' første album, på harpe. Hun fik derpå kontrakt til David Tibet fra kultbandet Current 93 – som hun i øvrigt besøgte VoxHall med i marts i år – som gav hende en pladekontrakt med sit selskab Durtro, og hun udgav et par plader, som dog kun fik begrænset opmærksomhed. På et tidspunkt blev hun træt af New York og vendte tilbage til Ohio for at arbejde som træfælder, lige indtil hun kom til vælte et træ over i et hus og mistede sit job og fik en kæmpegæld. Senere fik hun kontrakt med det større selskab Drag City og kontakt til markante musikere som Bonnie "Prince" Billy, Matt Sweeney og senere Andrew WK, og efterhånden voksede hendes succes. Og så videre, og så videre.

Med andre ord virker Baby Dee på mange måder som en freak. Og det er hun måske også, men mit hovedindtryk af hendes koncert på Atlas fredag aften var, at her spillede en særdeles talentfuld sangerinde, sangskriver og instrumentalist med fire fremragende musikere. Musik, som sine steder var bizar, aggressiv, teatralsk, humoristisk, satirisk, vulgær, plat, sjofel – men som det meste af tiden først og fremmest var smuk.

Baby Dees klassiske musikalske baggrund høres, når hun sætter sig bag flygelet eller ved sin harpe. Og det gjorde hun på skift koncerten igennem. Først et par numre på flygel, så et par stykker på harpe, så tilbage til flygelet og så fremdeles. Hun er virtuos på begge instrumenter, og det høres også i hendes kompositioner, hvor hendes baggrund og inspiration fra den klassiske musik træder frem i de formfuldendte melodier og fantasifulde akkordsammensætninger. Hendes stemme er fyldig, udtryksfuld, vibratofyldt og temmelig dyb, og det sidste har nok en forklaring i hendes fortid i et andet køn. Ligefrem skønsang er det ikke, det, hun leverer, men grimt kan man heller ikke kalde det. Og så skriver hun gode tekster - både poetiske og humoristiske, med bid og et fantasifuldt billedsprog.

Med sig på scenen havde Baby Dee fire musikere – Doug Tielli på guitar, trombone, sav og kor, Ryan Driver på keyboard, tværfløjte og kor, Joe Caravel på bas og Alex Nielson på trommer. De var mildt sagt habile og leverede fortrinlig backing – ofte lavmælt og stemningsfuldt, med lange, vemodige toner på fløjte, trombone og sav, men samtidig med små, jazzede accentueringer fra den virtuose Alex Nielson, som hele tiden holdt den rytmiske gryde i diskret kog under låg.

Fra poesi til pis

Baby Dee lagde ud med en række mere afdæmpede, lyriske og poetiske numre fra sit seneste album "Regifted Light" (2011), hvor undertegnede fik associationer til kunstnere som Tori Amos og Joanna Newsom foruden åndsfællen Antony Hegarty. Siden fik vi eksempler på Baby Dees lidt ældre, mere ekspressive, cabaret-orienterede, humoristiske og vrængende sange, hvor der også blev skruet op for dynamik og drama i instrumentgruppen. Eksempelvis den sarkastiske "Fresh Out Of Candles", der kritiserer ortodoks katolicisme, ikke mindst denne kirkes syn på homoseksuelle. Et tema, vi også finder hos en anden af Baby Dees åndsfæller, Rufus Wainwright.

Et andet højdepunkt var den selvbiografiske "The Dance Of Diminishing Possibilties" og den næsten dansevenlige "The Only Bones That Show". Mellem sangene underholdt Baby Dee med humoristiske anekdoter om for eksempel at skulle spille i Berlin samtidig med selveste Paven, som Baby Dee tydeligvis har et anspændt forhold til. Hun gav os også eksempler på sin særegne dans og var i det hele taget et skønt syn med sit orangekrøllede hår og iklædt storblomstret skjorte, prikkede bukser og store herresko – ens fodstørrelse ændrer sig som bekendt ikke ved en kønsskifteoperation.

Efter en god og meget musikalsk rundtur i hele følelsesregistret lukkede Baby Dee af med den smukke klaverballade "Safe Inside The Day", men lod sig klappede ind til tre ekstranumre, sluttende med den stærkt humoristiske "The Song of Self-Confidence" med omkvædet "I'm not the only piss pot in the house", en sang om, at man skal tro på sig selv, uanset hvor aparte man så føler sig - herunder hvis man er inkontinent. Ikke et øje eller en trusse var tør efter den formaning hos det forholdsvis lille, men stærkt entusiastiske publikum. Kom snart tilbage – så tager vi nogle flere med.

Opvarmning: Doug Tielly ****

Inden Baby Dee gik på, fik vi en halv times opvarmning ved Doug Tielly, som senere skulle vise sig at udgøre en del af Baby Dees orkester. Doug Tielly lagde ud solo som følsom singer-songwriter med en meget lys og luftig falsetstemme, meget langsomme numre og fint, forsigtigt fingerspil på sin 12-strengede akustiske guitar og med Ryan Driver på først flygel, siden afdæmpet keyboard. Efter en lille håndfuld sange fik Tielly og Driver selskab af Joe Caravel på kontrabas og Alex Nielson på trommer, altså de musikere, som også kom til at udgøre Baby Dees band. De tilføjede et let jazzet feel til Tiellys sfæriske og drømmende univers, hvor vokalen og de forsigtigt fremadskridende vokalmelodier sendte tankerne på langfart, mens der var spænding og modstand i de avancerede akkorder på flygelet og Alex Nielsons alsidige, underspillet inciterende trommespil. Noget, der krævede koncentration af lytterne – der da også var musestille – men som også gav en del igen, hvis man først foldede ørerne ud. Spændende, om end slet ikke i samme dramatiske liga som Baby Dee.

 

Baby Dee spiller på Huset i Aalborg 1. oktober og på LiteraturHaus i København 2. og 3. oktober. Læs mere her.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA