x
Andi Almqvist : Diás Nordicos, Madrid

Andi Almqvist , Diás Nordicos, Madrid

Andi Almqvist : Diás Nordicos, Madrid

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

 

Hvis Zebra and Snake tidligere på aftenen indviede Días Nórdicos-festivalen med et ungt, attraktivt og forfriskende sæt, så gør svenske Andi Almqvist desværre det modsatte. Han indleder med at bede publikum tie stille med et "silencio". Ikke "silencio, por farvor", bare "silencio". Hvad han med dette helt misforstår er, at man ikke kommer til en ny by som helt ukendt kunstner og beder publikum om at holde kæft. I stedet begynder man at spille, for at lade ens egen musik tale sit eget sprog og derved få publikum til at stoppe deres snakken.

For Andi Almqvist med band savner ikke kvaliteter. Det er langsomme, eftertænksomme toner - og en bedårende dame, som spiller cello. Sammen med de mørke tekstlinjer er det en blanding, som får en til at tænke på Lambchop og et Tindersticks i de allerlangsomste stunder. Og selv rent æstetisk minder Andi Almqvist om Stuart Staples iført jakke og vest og med langsomme, svajende bevægelser. Men det er ikke det jeg ønsker mig, når jeg tænker på ny, ung og interessant svensk musik, som burde teste sine vinger i udlandet.

Det er ikke sådan, at Andi Almqvist og hans 43 år på nogen måde gør ham til en dårlig musiker, men i den her kontekst virker han for træt.
Med tre fuldlængde-albums i ryggen og samarbejdsturnéer med Mark Lanagan og Woven Hand er han en etableret kunstner. Og det er han bevist om. For jeg fornemmer ingen respekt fra Andis side over for publikum. Han beder gentagne gange personer blandt publikum om at væres stille, og gennemgående er hans manér på scenen arrogant, og det antyder, at han tager sig selv lidt for alvorligt.
Den stædige Mark Kozelek må og kan den slags, Andi Almqvist kan ikke. Måske er det endda sådan, at publikum havde ventet sig noget andet disse nordiske dage. Noget yngre, noget livligere, noget ... bedre. Det havde jeg i hvert fald.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA