x
22 Pistepirkko, Actice Child og Hauschka: Iceland Airwaves, Reykjavik

22 Pistepirkko, Actice Child og Hauschka, Iceland Airwaves, Reykjavik

22 Pistepirkko, Actice Child og Hauschka: Iceland Airwaves, Reykjavik

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Iceland Airwaves 2011 er i gang. Det startede onsdag med et islandsk line-up, som varsler en byfest, der næsten får de tektoniske plader under Reykjavik til at rocke i takt med de spændende lineup af internationale og nationale navne: Et udvalg fra upcoming- til kult-navne, fra elektronisk til klassisk, og så mange islandske bands i forhold til indbyggertallet, at det næsten er urimeligt svært at opretholde kvaliteten. Til gengæld har vulkanøen så musikalsk variation, festligheder og personlighed nok til at få det internationale publikum til at tabe kæben af forundring - mens den stolte musiktradition og islændingene fortsætter business as usual.

Festivalen er samlet i relativ nærhed omkring 101, postnummeret i det centrale Reykjavik, med fuldt program på de store scener fra 20 til 01/02/03 (fx det nyåbnede prestigebyggeri, operahuset Harpa, som er tegnet af Henning Larsen og Olafur Eliason), men allerede om eftermiddagen begynder programmet med mange og gode off-venue-programmer, og festlighederne fortsætter i øvrigt natten igennem.

Gennem de sidste år har Iceland Airwaves markeret sig for sin evne til at tiltrække internationale kunstnere, og festivalen nævner på stribe artister, som lige nøjagtigt breakede på samme tid, som de spillede på festivalen. Den økonomiske krise i 2008 blev et mindre setback, men Airwaves er tilbage på sporet og præsenterer i år Beach House, Björk, Owen Pallett, John Grant, Mugison, Dungen Deathcrush, Austra, Yacht, tune-yards, James Murphy, Twilight Sad med flere, samt af danske kunstnere: iceage, Raised Among Wolves, Treefight For Sunlight, Thulebasen, Dad Rocks! og Kasper Bjørke.

GAFFA bringer anmeldelser dagligt fra Iceland Airwaves. Dette er første del.

22 Pistepirkko - Finske rock-veteraner (*****)

Det skulle blive et glædeligt gensyn med det finske kult-orkester 22 Pistepirkko (den toogtyveprikkede mariehøne). Et band, der har eksisteret i mere end 30 år, men som fortsat bevæger sig i alle afarter af den alternative rock, og som gennem deres diskografi har mange højdepunkter - snarere end ét ubeskriveligt stort monument af et albumværk.

"- Og så var der historien om et finsk band, der bare ønskede sig langt væk hjemmefra, men endte i et hus lavet af Alva Alto (finsk arkitekt, red.)," sukkede bassist Asko Keränen på finurligt finsk-engelsk, da bandet torsdag eftermiddag spillede en offvenue-koncert i Det Nordiske Hus.

I nyere tid er 22 Pistepirrko bevæget sig fra det skramlede og punkede rock til skramlet guitarbaseret finsk americana, altså de må have samme forståelse for længsel og store vidder i Finland, som i Amerika. Forsanger KP (Hannu) Keränen synger og behandler sin guitar som en Neil Young-type, en skrøbelig og inderlighed i melodierne, som bliver modsvaret af larmende guitarpassager. Man kommer også til at tænke på Wilco.

Senere samme aften ved 22-tiden vendte trioen tilbage på Tjarnarbio på en rigtig scene og med bedre lyd, men insiteten var det samme. Masser af tålmodighed, næsten uudholdeligt i festivalsammenhæng, men med overflod af følelse og originalitet. Vi fik blandt andet nedbarberede og næsten bedre, tidsløse udgaver af "Tired Of Being Drunk" og "Birdy" fra 1992-albummet "Big Lupu", og en hel del sange fra bandets sidste album "Lime Green Delorean", der udkom i år. Blandt andet "Rodeo Heart" og "Too Much Snow".

Bandets lyriske univers balancerer mellem det ekstremt simple/naive/konkrete og stærkt metaforiske betragtninger fra outsiderpositionerne. Altså sange om "Onion Soup" og "Quicksand", hvadsomhelst som har en helt anden betydning - specielt når de bliver sunget med en flyvende finsk sprogtone. 22 Pistepirkko er en gammel favorit, som er blevet noget andet, end de var engang, men stadig tro mod sig selv som rock'n'rollere. Utideligt cool.

Hauschka feat. Samuli Kosminen - Avantgardens tilgængelige offspring (*****)

Den tyske pianist og komponist, Volker Bertelmann, sad bag klaveret, gemt væk i et blindt hjørne af Frikirken, lidt malpraceret fordi fornøjelsen også er visuel. Under kunstnernavnet Hauschka har han udgivet album på Fat Cat Records og i øvrigt laver komplicerede arrangementer til andre kunstnere, blandt andet Frightened Rabbit. Hauschka spillede denne særlige Airwaves-koncert med Múm-trommeslageren Samuli Kosminen, og sammen skabte de til tider eksploderende momenter et sted mellem kontemporær klassisk musik, freejazz og percussivt orienteret akustisk techno og/eller dub.

Bag sig har Hauschka en længere diskografi, som egentligt tæller ret avantgardistiske sammenhængende værker. Han er for eksempel aktuel med "Salon Des Amateurs" (2011), som stod som afgangsterminal for en ret eksplorativ koncert.

Hauschka er ikke per se minimalist, men han spiller med mange repetitative mønstre (som Steve Reich), der er systematiske og ekstremt rytmiske. Han bruger temaer og harmonier, mere end melodier, og spiller med højre- og venstre hånd som to uafhængige modpoler, et flydende feel og tempo. Samtidig benytter Bertelmann sig også af loops og elektroniske effekter som baggrund, der sammen med Samuli Kosminens meget varierede spil gik direkte fra egentlig improvisationsmusik til det meget konkrete, tunge beat. Det var næsten tysk techno til sidst!

I det åbne flygel havde han lagt forskellige stykker metal og i øvrigt tapet udvalgte strenge sammen, så det nærmere antog en lyd af et cembalo, og alligevel er musikken for sit ret skæve udgangspunkt utroligt lettilgængeligt, som kunst, der bliver forklaret og fortalt, idet Hauschka under koncertens kulmination lagde 50 bordtennisbolde ned i flygelet, der herefter hoppede rundt og ud af flygelet, og ligesom spillede med - selv når Volker Bertelman selv slap tangenterne.

De to musikere modtog et stående bifald.

Active Child - Svært at kategorisere og svært at holde af (***)

Til gengæld har Los Angeles-baserede Patrick Grossi ret nemt ved at imponere et fyldt Nasa torsdag aften. Grossi laver storladne arrangementer, som kombinerer elementer af svulstig r&b og et kirkekors renhed. Udover dette er Grossi en tidligere børnekorssanger og spiller - også live viser det sig - på harpe (!), mens hans to musikere lægger en grund af 80'er-inspireret indiepop.

Active Child har hjemme i USA netop udgivet albummet "You Are All I See", hvilket blandt andet indeholder en duet med Tom Krell fra How To Dress Well, og er blevet spået en stor fremtid, men på Iceland Airwaves hovedscene Nasa har Pat Grossis Active Child svært ved at bryde igennem og få folks opmærksomhed, mest af alt fordi den langt overdrevne produktion, den enorme rumklang og grundlæggende mærkværdige mix af kirkekoraler og sjæleudkrængende r&b ikke tåler omgivelser uden totalt kontrol, uden for studiet.

Derimod står der ingen tvivl om Grossis talent som vokalist først - harpist så - og som frontmand, hvor han med åben skjorte holdt et emblem i sin knugende hånd og kaldte på kærlighed i amerikansk musikvideo-stil. Det startede med "You Are All I See", "High Priestess" og pladens to bedste numre "Hanging On" og "Playing House" med Grossi på harpe, men senere flyttede han sig til synthesizeren for at spille mere new wave og dansable numre, som for eksempel "Way Too Fast". Det hele forsvandt dog i en malstrøm af smalltalk på Nasa, som nok var et forkert spillested for Active Child. Her tæller kun klubmusik.

Active Childs forsøg på at vinde publikums gunst blev sat i relief, da det newyorker- og DFA-inficerede band Yacht kort efter væltede huset på samme spillested.

Læs flere anmeldelser fra Iceland Airwaves de kommende dage her på GAFFA.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA