x
Yoko Ono: Iceland Airwaves, Reykjavik

Yoko Ono, Iceland Airwaves, Reykjavik

Yoko Ono: Iceland Airwaves, Reykjavik

Anmeldt af Mikkel Falk Møller | GAFFA

Det er lidt i midnat torsdag aften på Iceland Airwaves, og hele byen summer af fest og koncerter. Fra Reykjavik downtown går turen ned til det dybt imponerende og netop åbnede musikhus Harpa, der ligger med fornem udsigt til byens dybe fjord og forblæste bjerge. Her skal festivalens mest ikoniske navn, Yoko Ono, give koncert med sit relancerede Plastic Ono Band.

Seancen starter med en kvarter lang retrospektiv film om hele Yokos forunderlige liv. Vi får hele historien lige fra opvæksten i  det krigshærgede Japan efter 2. Verdenskrig over til hendes pionerarbejde som kunstner i Fluxus-bevægelsen i 60'erne til mødet med John Lennon og deres vilde liv i New York i 70'erne til hendes kamp for at komme ovenpå igen efter mordet på Lennon i 1980. Spændingen er i den grad opbygget, og ingen er tvivl om, at vi nu skal møde en vaskeægte levende legende.

Pludselig kommer en lille, gammel dame med rund mave og tynde ben trissende ind på scenen iført sort hat, solbriller og sjal. Hun modtages med stående applaus. Ind kommer den nye udgave af det legendariske Plastic Ono Band, der i dag består af ni meget unge musikere, der alle må være mindst 50 års yngre end Yoko selv. Alle er iført en hvid T-shirt med budskabet "Imagine Peace", og bandet bliver ledet af John og Yokos fælles søn, Sean Lennon. Der går et minuts tid med at stemme og plugge til – og så går hovedpersonen i aktion ved at smide sjalet, gribe mikrofonen, stønne et par dybe skrig og danse manisk rundt om sig selv. Musikken er hård, hurtig og punket, og man forstår nu, hvor forud hun var for sin tid med sine avantgarde-album fra 70'erne. Dengnag blev de sablet ned, men i 80'erne tog mange af de tidlige new wave-bands dem til sig og lod sig kraftigt inspirere af hendes stil, skrig og lyd.

Ingen leflen

Herefter går det over og stok og sten med musikken, der swinger mellem punk, fusionfunk og John Cage-inspireret avantgarde, mens Yoko selv danser, griner, sukker, råber og skriger. Stemmen er overraskende intakt, og det er i den grad en bedstemor med slag i, som vi er vidne til. Af og til går tempoet ned, mens Yoko i stedet læser digte højt, fortæller små anekdoter om hende og John eller lader bandet spille soloer. Undervejs forsvinder flere og flere publikummer, der efter at have set giraffen tydeligvis har fået nok af de sælsomme toner. I en alder af 78 er Yoko Ono stadig fuldstændig kompromisløs og lefler ikke for nogen. Ved siden af mig står Rolling Stone Magazines legendariske redaktør David Fricke  i sin karakteristiske læderjakke. "She's still weird and controversial", siger han med et bredt, anerkendende smil mod scenen.

Godt inde i koncerten tager Yoko og Johns fælles søn, Sean Lennon, mikrofonen. Som han står der i spotlighten med sin høje hat, skæg og runde briller, ligner han sin afdøde far på en prik. Da han så åbner munden og fortæller om sit og Yokos forhold til Island, går der et gisp gennem salen. Ikke nok med at han ligner John. Han lyder også fuldstændig som ham. Skræmmende!

Det er nu blevet tid til Yokos nok bedst kendte nummer "Walking On Thin Ice" fra 1981. Modtagelsen af nummeret bliver taget med storm, men selv giver hovedpersonen ikke meget for nostalgi. I stedet konstaterer hun tørt, at hun langt hellere ville spille et nummer fra sit kommende album. Aftnen slutter af med en improviseret jam med gæster på scenen og Yoko selv i rollen som bandets shaman, der luller rundt på scenen og skriger med lukkede øjne. En i den grad oplevelsesrig aften i selskab med en helt unik kunstner og person, der stadig formår både at chokere og begejstre sit lille, men intense publikum. Inspirerende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA