x
Veronica Falls og Liturgy: Iceland Airwaves, Reykjavik

Veronica Falls og Liturgy, Iceland Airwaves, Reykjavik

Veronica Falls og Liturgy: Iceland Airwaves, Reykjavik

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Lørdag på Airwaves er den sidste store festivaldag i Reykjavik i denne omgang, og samme dag er også synonym med chillout, dj's og lyseblå drinks om eftermiddagen i den mælkehvide svovldunst i Den Blå Lagune en lille køretur uden for Reykjavik. Hvis det lyder for hipt, så kan man gøre som de lokale og mange af musikerne: at finde kommunale hot tubs, udendørs svømmebassiner, hvor man kan nyde Islands omskiftelige efterårsvejr under vand fra de varme kilder. Meditativt!

Efter en festival med masser af ny musik og et indblik i det unikke samfunds farlige byliv kan man kun bifalde Airwaves' filosofi; at finde internationale navne på vej mod gennembrud og at udstille islandsk musiks mangfoldighed. Men lørdag aften var også et kerneeksempel på festivalens store problem: Kapacitet. Omkring 6500 mennesker deltager i Airwaves, men der er massive køer foran alle de store spillesteder, hvilket samtidig medfører, at programmet er planlagt med flere hovednavne samtidig for at fordele presset. Dobbeltnederen at fravælge et hovednavn for at stå i kø til et andet.

Veronica Falls – Årets måske bedste, uoriginale nye band (****) 

Debutanterne i den (meget flotte) engelske kvartet Veronica Falls startede lidt forsigtigt ud i det nybyggede islandske operahus' (tegnet af Henning Larsen og Olafur Eliason) rytmiske sal, Nordlys, men med gode melodier og ufortænkt charme fik den dynamiske kvartet et super comeback. Forsangerinde og guitarist Roxanne Cliffords stod i front for 35 minutters meget indie-indierock med referencer til shoegaze, skotsk tweepop, den mørke britiske 80'er-scene og 60'ernes beat- og girls groups. Tænk på The Pains Of Being Pure At Heart, The Animals og Stone Roses.

Tempoet er konsekvent højt, og arrangementerne er spændende call-response mellem instrumenterne, og sangstrukturerne kompenserer for manglen på originalitet, som også gør sig gældende for det kun månedgamle debutalbum "Veronica Falls". Melodierne har pludselige spring mellem dur og mol, og den skæve intoning i fraseringen og guitar-spillet vækker lytterne.

Nyd særligt de iørefaldende hits "Bad Feeling", "Misery" og "Right Side Of The Brain". De kan blive store!

Liturgy – Forestillingen om hjernebarkens implosion (****)

Hunter Hunt Hendrix' ugudelige Brooklyn-blackmetal/hardcore kan nærmest defineres ud fra det syv minutter lange epos, "Generation", der var et højdepunkt i koncerten på Amsterdam; en aflang engelsk pub med et forvokset PA-anlæg – der nok ikke helt kunne matche Liturgys øredøvende musik, der får hårene til at rejse sig og antænder alle nerver gennem rygsøjlen.

Hedenske Hendrix selv ligner en tøs fra en islandsk saga med fletninger og et ikonisk sølverkors om halsen, men han spiller guddommeligt guitar, hvad angår hastighed, tapping og sammenspil med yoga-vikingen Grex Fox bag trommerne, med øjenkontakt i hvert flygtigt øjeblik for at understrege taktskifte og rytmemønstre, men alligevel tænder af som en minutiøst planlagt atomprøvesprægning.

Liturgy åbnede med "True Will", som starter med vokalloops af Hendrix' nordiske chanting, inden han slog over i en kold growlen og en mur af højfrekvente guitarflader. Det blev også til "Glass Earth", "Sun Of Light", "Tragic Laurel" (tror jeg) og en ganske fremragende version af den tungere og langsommere "Veins Of God", men til gengæld ikke den hypnotiserende single "Returner".

Hvor Liturgy hverken manglede teknisk overskud og lydniveau, så var det så som så med intensiteten og variationen. Vi, publikum, havde forventet mere end blødende ører.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA