x
Pablo Llambías: Monte Llema

Pablo Llambías
Monte Llema

Pablo Llambías: Monte Llema

GAFFA

Bog / Gyldendal
Udgivelse D. 14.10.2011
Anmeldt af
Espen Strunk

Jeg havde lagt to bøger frem på mit natbord den aften; en tyndslidt udgave af Emil Aarestrups "Samlede Skrifter, Tredje Bind" fra 1923, og så Pablo Llambías' aktuelle og på én gang ambitiøse, til tider prætentiøse og spredt fægtende knækprosasamling "Monte Lema", som er centreret omkring en rejse sammen med forfatterens søn, og herfra spreder sig ud i tre tematiske spor og afsnit, hvor forfatterens medicinske kamp med sin socialangst står centralt.

Stræben efter det formfuldendte versus flimrende, fragmentariske udbrud, kunne man sige. Og jeg havde mest lyst til Aarestrup. Men redaktørens visitkort mellem siderne erindrede diskret, men ubønhørligt, om at det var min helt egen professionelle pligt at dykke ned i Llambías, i aften.

Denne Llambías, som allerede var en akademia-darling, da Deres Ydmyge tog sin kandidatgrad i litteraturhistorie. Og i dag – Llambías, altså – er rektor for forfatterskolen; en institution som i min verden altid har forekommet at stå i fundamental modstrid med selve litteraturens væsen – whatever that is – men lad nu det ligge.

Fra Nina Simone til Lone Hørslev

For "Monte Lema" er et meget "litterært" værk, med stort L og læssevis af referencer til et persongalleri, der ubesværet spænder straight fra Jens Baggesen til Nina Simone, foruden afstikkere til snart sagt Alt&Intet. Vel at mærke henover godt 400 sider i digterens kontinuerlige acceleration omkring sin egen akse. Udsynet er angiveligt så stort, at (social)realismen nochalant afskrives, jævnfør, idet den eminente forfatterkollega Lone Hørslev sættes i relief:

Lone Hørslev: Sorg og Camping. Jeg anser

Det ikke for særligt sandsynligt, at jeg

Skulle kunne komme til at skrive om almindelige

Mennesker med almindelige problemer. Min

Storm er for stærk til, at det ikke vil gå

Ud over disse almindelige mennesker,

Således at de har depressioner, angst,

Indre monologer kørende hele tiden -

Her anslås en tone, som visse læsere formentlig vil finde en kende selvsmagende. Og ja, selvfølgelig er det fuldstændig bevidst og begavet belagt og sikkert netop sådan som minimalistisk, postmoderne lyrik gerne skal falde. I det mindste sidst Deres Ydmyge checkede, men det er nu også lang tid siden.

Men også, sorry, en smule anstrengende, og i øvrigt også selve årsagen til, at undertegnede i sin tid helligede sig netop rocklyrikken, den såkaldte beatlitteratur samt udvalgte idiosynkratiske præferencer fra Oscar Wilde og R. L. Stevenson til Raymond Chandler og – især – Lou Reed. Fordi de nævnte netop befinder sig så langt fra nogen forfatterskoler, som tænkes kan. Det er så meget mindre fortænkt.

Psykofarmaca og fædrekærlighed

Der er jo så det ved "Monte Llema" – dette i forvejen monumentale værk – at det udkommer med medfølgende cd, hvor forfatteren foredrager et udvalg af teksterne til musikalsk akkompagnement. Og hvordan fungerer det så?

Well well, vel omtrent ligeså blandet som det lyriske forlæg, for Llambías er ikke nogen stor stemme, vedkommende vokalist eller karismatisk performer som sådan, og den svære synergi mellem lyd og litteratur løfter sig kun lejlighedsvis. Ikke mindst når den for feltet forventelige, freejazzede tilgang afløses af et mere dunkelt-rocket udtryk, eksempelvis i digtet "Jeg leder efter det sted".  

Men så, alligevel, vokser værket også på sælsom vis, idet denne labile anmelder arbejder sig ind i stoffet. Og ja, det hjælper formentlig på receptionen, hvis læseren opererer i et galopperende rødvinsforbrug og simultant svindende selvværd. Men det er ikke bare det. Det er også en serie lejlighedsvist særdeles koncise, lyriske statusrapporter udspændt tematisk mellem psykofarmaka, fædrekærlighed og forfattergerning, som protagonisten også forholder sig famlende og til tider febrilsk til.

Genuin sårbarhed

Hvor formen i første omgang forekommer afgørende og definerende i anstrengende grad, siver der i løbet af værket så megen genuin, menneskelig sårbarhed, tvivl og smerte ud gennem linierne, at "Monte Llema" alligevel sætter et aftryk. Like it or not.

Det er dog ikke de musikalske gestaltningers skyld, men teksternes alene. Dansk klasselyrik indtaget i fonografisk form fås stadig stærkest i salig Peter Thorups to bearbejdninger af henholdsvis Tom Kristensen og Emil Aarestrups digte på albummene "Rejsen til Kina" og "Digte af Emil Aarestrup". Foruden, naturligvis, Dan Turells omtrentligt samtidige "Dan Turrell & Sølvstjernerne" fra '78.

Begge – Thorup og Turell – begavede outsidere, som fandt et præmaturt (ja, nu vil jeg også have lov at være prætentiøs) exit i umiddelbar forlængelse af ekstensivt forbrug af de herhjemme mest basale stimulanser: alkohol, tobak og tjald (jo, det er mere udbredt end De aner!).

Sådan tror og håber jeg ikke det vil spænde af for hr. Llambías, men der er ikke desto mindre masser af næsten skræmmende præcis beskreven afvikling af selvet på spil i det aktuelle værk. Her qua psykofarmaka, hvilket måske i grunden (også) er ganske tidstypisk. Og hvem ved. Måske fungerer det faktisk? 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA