x
Beady Eye: Store Vega, København

Beady Eye, Store Vega, København

Beady Eye: Store Vega, København

Anmeldt af Kristian Nygaard | GAFFA

Efter en lille times koncert. Midt i en skærebrændende, ærkebritisk guitarsolo så han op, forsvandt og efterlod forvirring. Manchesters enfant terrible. Tony Blairs 90'er stolthed. Manden, der et kvarter før koncertstart havde en tekniker til med målebånd præcist at opmåle, hvor højt mikrofonen skulle sidde, så han på vanlig vis kunne placere næsen i sky og vrænge sjælen ud for sine undermålere.

Han var trækplaster, han var hovedperson. Han var lige så arrogant som ventet, men hvad ligner det at spille verdens korteste, mest uoplagte sæt, når man ikke længere har sangene, men vitterligt kun sin fortid til trække læsset.

Rygterne gik efterfølgende i garderoben på, at han skulle have haft problemer med halsen, og at han derfor i vrede var udvandret og sprunget over sætlistens aftalte to ekstranumre. De gik også på, at han efterfølgende straks havde aflyst den næste koncert i Østrig (denne skribent var uvidende om, at bandet for et par dage siden aflyste en koncert i Zürich på grund af sygdom, og at der med Østrig mentes den aflyste koncert i Wien for to dage siden). Det er muligt, men når facit skal streges under, så er det stensikkert, at dette var han ikke sluppet af sted med, hvis ikke hans navn var Liam Gallagher.

Mangler Noels sange

Det er så trist med Oasis-brødrene. De bragede derudad midt i halvfemserne og udlevede drømmen om rock'n'roll med slagsmål, ødelagte hotelværelser, fuck-fingre og stadionhits. Gnisterne sprang imellem dem, og deres uvenskaber var blot med til at fyre ekstra op for succesen. Så kunne de ikke mere. Nu er de gået hver til sit, og hver har de et problem. Noel mangler Liams stemme og attitude. Liam mangler Noels sange.

Selvom aftenens koncert ligesom Beady Eyes debutalbum er en gennemgang af fin, britisk rock, som man lavede den på Stones' og Beatles' tid, så mangler det gennemslagskraft. Der er ikke så meget, der sætter sig fast. Så skulle det lige være aftenens højdepunkt, den, på Liams larmende skala, stille ballade "The Beat Goes On", som blev fremført så dybfølt teatralsk, at man undredes over, hvor lighterne blev af. Eller i det mindste nutidens svar: lysende mobildisplays. Men altså helt godt blev det aldrig.

Ikke mere at kæmpe for

Hverken hos publikum eller på scenen var der specielt god stemning. Et langtfra udsolgt Vega kunne præstere et par enkelte høflige klapsalver og nogle "Liam Liam Liam"-tilråb, mens bandet, der ud over resterne af Oasis bestod af et par ekstra guitarister og en synth-mand, stod placeret samme sted fra start til slut med døde ansigter. De lignede ikke et nyt band på vej ud for at erobre verden.

Og det er måske Beady Eyes problem. De har erobret verden én gang. Da hed de bare Oasis og kunne nå toppen af hitlisterne blot ved at sige "fuck". De har været der. De har stået på toppen og kastet flasker efter de andre. De gider ikke mere. Nu vil Liam designe tøj og sidde derhjemme og drikke øl.

Som han stod der på scenen i Vega, lignede han en mand, der ikke længere gad være rockens provokerende stemme. Konstant forlod han sin mikrofon for at gå ud i siden og diskutere med sine sceneteknikere. Når han endelig henvendte sig til publikum, var det blot for mumlende at sige titlen på næste sang.

Dårlig lyd

Nu lød det heller ikke synderlig godt, hvad der kom ud af højtalerne. Ved de første par numre var det helt katastrofalt dårligt, hvordan Liams vokal kom ud som snerrende mudder. Det var helt uforståeligt. Man kunne slet ikke høre, hvad han sang.

Det blev bedre hen ad koncerten, og da singlen og bandets ene "hit" "The Roller" pludselig blev sendt afsted underligt midt i sættet, var der kommet styr på tropperne. Da der efterfølgende også blev fyret op for en omgang salon-piano, kørte det faktisk meget godt.

Ingen fællessang

Bag bandet skød en projektor skiftevis psykedeliske farver og trætte collager op på et stort lærred. Under "The Beat Goes On" stod teksten til omkvædet, og der var værsgo at synge med, men folk lod være.

Liam Gallagher så med tomt blik en sidste gang ud på sit publikum, og så skred han. Fucking Vega, fucking hals, fucking det hele. Jeg tager hjem. Ses.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA