x
Georg Riedel, Sarah Riedel & Nikolai Dunger: Cornelis vs Riedel

Georg Riedel, Sarah Riedel & Nikolai Dunger
Cornelis vs Riedel

Georg Riedel, Sarah Riedel & Nikolai Dunger: Cornelis vs Riedel

GAFFA

Album / Playground Music
Udgivelse D. 20.10.2011
Anmeldt af
Espen Strunk

Den hedengangne visesanger Cornelis Vreeswijk er – for eventuelle udenforstående – et svensk nationalklenodie på linie med Gustav Wasa, rødmalede træhuse, ABBA og matjessild, og nærmest beslægtet med sidstnævnte. Han er blevet fortolket flittigt, og har også herhjemme sat spor hos folk som eksempelvis Benny Holst.

Her er det jazzbassisten Georg Riedel, som sammen med datteren Sarah og Nikolaj Dunger – begge på vokal – som går om bord i en række efterladte tekster fra den folkekære figur, som ikke tidligere har været sat i musik. Herunder en personlig hyldest til Vreeswijks gamle pianist Jan Johansson, Tag Hit Ett Piano; personlig, fordi Riedel selv i sin tid krydsede klinger med den afdøde pianist ved adskillige lejligheder, eksempelvis på Jazz På Svenska tilbage i '64.

Well, det er godt, rigtig godt. Fremførelserne emmer af oprigtig kærlighed til ophavsmanden og teksterne, de taler stadig for sig selv. Med fare for at træde nogle over tæerne kan man i en vis forstand sammenligne Cornelis – connaiseurer såvel som landsmænd er konsekvent på fornavn med ham – status i hjemlandet med Benny Andersens herhjemme. Og derfor er eneste anke også, at projektet for den udenforstående godt kan føles lidt som en fest, man er kommet med til på afbud.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA