Ane Brun: Store Vega, København

Ane Brun, Store Vega, København

Ane Brun: Store Vega, København

Anmeldt af Anna Møller | GAFFA

Det er datenight i Store Vega. Junior bliver passet af de gamle, og det er tid til en aften i kærlighedens tegn. Ane Brun står for musikken, veninder og par har fyldt salen på Enghavevej. Det er noget, hun kan lide, og han synes ikke, det er helt forfærdeligt. Alle er glade, og det regner ikke.

Det er to år siden, jeg sidst så Ane Brun live. Da foregik det på et udsolgt Lille Vega, og denne gang er koncerten også i den grad udsolgt, at arrangørerne er rykket en klasse op og har indtaget Store Vega. Da mørket indtager salen efter opvarmningen af cellist og bandmedlem Linnea Olsson, og en rød lysbesætning følger bandet på plads, placerer Ane Brun sig forrest på den udvidede scene. Hun har en sort kappe trukket op omkring hovedet og vidde, sorte bukser, så hun i lyset bagfra ligner omridset af en Jomfru Maria. Nordmanden og hendes band begynder på åbningsnummeret "These Days", der også er første nummer på det seneste album, "It All Starts With One" (2011).

Omkring Brun er de seks øvrige bandmedlemmer linet op, deriblandt hendes meget talentfulde korsangere Jennie Abrahamson og Linnea Olsson – der også mestrer cello, elbas, keys, gulvtam, tværfløjte og øvrig percussion – og så aftenens overraskelse: To trommeslagere placeret på en piedestalforhøjning midt på scenen. Sidste gang, jeg så to trommeslagere på en scene, var i mandags, hvor grungepionererne The Melvins smadrede Lille Vega. Det var om noget en lidt anden måde at anvende to trommeslagere denne aften, hvor den mest stod på whiskersføring og pelsede, bløde trommestikker.

Er du til det nye?
Det nye album har en langt større lyd end dets forgænger "Changing Of The Seasons" (2008), og det var derfor forventeligt og passende, at Brun stillede op med et så relativt større ensemble. Og så er spørgsmålet så bare, om man er til det album, for det var i høj grad det album, der lagde de dramatiske og lydligt set fyldige grundsten til aftenens udvidede sæt.

Eksempelvis er aftenens andet nummer, "One" fra det nye album, et dramatisk stykke musik med en teatralsk klaverlinje og masser af klanginstrumenter, gulvtam (ud over de to trommeslagere) og kor, der underbygger bandets stærkeste og mest centrale kort: Ane Bruns stemme. Men spørgsmålet er, om den stemme hverken behøver eller fungerer bedst med så heftig og udbygget en lydlig baggrund. Jeg elsker selv "Changing Of The Seasons"' nedbarberede lydbillede, hvor Bruns enorme og forskelligartede vokal får lov til at fylde det, den alligevel gør via register og brug. På de nye sange er det lækkert med lækkert på, og jeg må indrømme, at det på mange af numrene bliver lige over min musikalske kvalmetærskel.

Derimod står et af aftenens sidste ekstranumre, "The Light From One", som aftenens stærkeste nummer. Her er trommerne skruet ned til whiskers på trommeskind, koret er nedtonet sirenesang og klaveret egentlig Bruns eneste virkelige musikalske ledsager. Den ekstremt velskrevne lyrik og Bruns melankolsk-sørgelige og ubarmhjertigt smukke stemme står dermed centralt. Hun synger:

"I'm holding your torch / I won't hold it no more / You can have it, take it, use it / I'm holding your torch / 
I won't hold it no more / You can have it, take it, use it / I'll need both my hands to hold my own / I'll need only one light, the light from one".

Det skærer i hjertet at høre Ane Brun synge næstsidste linje, men da trykket lægges på "light" i sidste linje, så fremstår nummeret så uendeligt stærkt og netop hverken famlende i mørket eller prøvende, som lyrikkens billedbrug ellers lægger op til.

Et langt, sejt sæt
Det er på alle måder et professionelt sæt, kærestepar, venne- og venindeflokke overværer fredag aften. På vej ned til frakkerne efterfølgende overhører jeg en pige sige: "Jeg føler mig helt beæret over at have set det her", og selvom det nok er store ord, så er det helt tydeligt, hvor mange kræfter, der går til en koncert med Ane Brun. Når Brun fatter sin akustiske guitar, er den nystemt af en tekniker medbragt hjemmefra, og dermed skifter hun også til nystemt guitar mellem hvert nummer, så publikum slipper for at høre hende stemme. Hendes ekstra teknikere bag mikserpulten sikrer en lyd helt i top, hvor der forventeligt ikke spares på rumklangen, men hvor der også gives plads til lejlighedsvise delayeffekter på den centrale vokal.

Forventeligt er José Gonzalez ikke medbragt som kor på koncertens tredjenummer, "Worship" fra den nye plade, men de mange korsangere gør det nu også fint på den mere folkede sang, og det virker, som om Ane Brun og band har set frem til den københavnske koncert.

"Vi spiller ikke så tit i København, og det virker passende at afslutte tre ugers turné sammen med en masse varme danskere", siger Brun og smider den sorte kappe, hun har haft slynget dramatisk omkring sig.

På de ældre numre som "The Puzzle" fra "Changing Of The Seasons" begynder en ældre herre blandt publikum at råbe "go-go-go", og generelt er publikum da også indstillet på at have en god aften, neddæmpede numre eller ej. Senere råber et par fyre inderligt og højt på korsagerinden Jennie og danser improflamenco oppe på balkonen til nogle af de skævere rytmiske sange.

Meget passende rundes de ældre numre af med "This Voice" fra "A Temporary Dive" (2005), der er en sigøjnerdansesag, der får både de fremmødte, superfans og Ane i gang med at svinge gevandterne. Det er stemningsmæssigt et af aftenens klare højdepunkter, og et andet er, da Ane Brun spiller den hjerteskærende smukke titelsang fra "Changing Of The Seasons" i starten af de omtrent syv ekstranumre. Det er i mine øjne i øvrigt alt for mange ekstranumre, også selvom man så ikke er i København ofte. Men under alle omstændigheder er sangen smukt som en issyl og lader Bruns fortællende og lyst vibrerende stemme komme til sit højeste med korsangerindernes englekor og den akustiske guitars simple ramme.

Der er kærlighed i luften. "Man skal tro på kærligheden", fortæller Ane Brun os. Kæresterne klapper i takt, hun læner sig tilbage mod ham, den udkårne, der står bag hende og hvisker: "Skat, er det ikke nogle virkelig smarte bukser, hun har på?"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA