x
Death In June: Pumpehuset, København

Death In June, Pumpehuset, København

Death In June: Pumpehuset, København

Anmeldt af Martin Hall | GAFFA

Death in Junes 30-årsjubilæumskoncert i Pumpehuset var en til tider nærmest barok "best of"-kavalkade af undergangshymner og crowd-pleasers, effektivt eksekveret i Bierstube-regi. Martin Hall anmelder veteranernes aften.

I juni 2011 forbød det britiske censurnævn for kun ellevte gang på 99 år en film fuldstændig. Det drejede sig filmen The Human Centipede 2. Filmen bød på adskillige obskøne scener, men det der for alvor var interessant omkring censuren selv, var nævnets begrundelse.

I følge afgørelsen fra The British Board of Film Classification var det nemlig i orden at vise den første film i serien, der bl.a. indeholder en scene, hvor tre mennesker bliver syet sammen fra anus til mund, så de to bagerste bliver fodret med den forrestes fæces – et koncept der i filmen efter sigende kaldes "den siamesiske trilling" – mens det altså blev dømt strengt forbudt at vise den anden film i rækken, hvor en mand onanerer med sandpapir, mens han ser det nævnte klip fra den første film.

Det interessante ved problemstillingen er selvfølgelig ikke så meget scenerne i sig selv, men derimod hvorfor grænsen går lige præcis her. Det er næppe manden med sandpapiret, der gjorde udfaldet, nok snarere accelerationen af perversionerne, der fik udvalget til at trække i håndbremsen.

 

Here we go

"Vækkelse gennem chok" har altid været en populær strategi, når mere eller mindre talentfulde individer gennem tiderne har udøvet deres kunstneriske praksis. I løbet af de senere år har metoden dog vist sig mere og mere ineffektiv, idet vi som vestlige kulturforbrugere simpelthen er blevet bombet ufølsomme via tidens æstetiske ragnarok af effektsøgende gimmicks og grænseoverskridende udfordringer. Vi er for længst blevet resistente over for alverdens radikale nøgenperformances og splatterfilm, der er ikke mere tilbage end lidt kitschværdi og en ølfælleskabsgriner, når den seneste gale flænser går til vaflerne i endnu en blodrus, og chokkets vækkelse er i bund og grund degenereret til en slags udmattelsens insensibilitet for publikums vedkommende – ikke bare i B-filmenes verden, men så sandelig også i både de tungere værkers og realiteternes verden.

Den oprindelige intention med at udfordre tabuet er selvfølgelig stadig en både relevant og vedkommende strategi, når et enkeltindivid eller en gruppe mennesker ønsker at udfordre det bestående via en æstetisk form for krigsførelse. Gennem kunsthistorien har denne strategi haft en enorm effekt på vores samfund, og i den senere musikhistorie har f.eks. industrial-pionererne Throbbing Gristle med stort held formået at diagnosticere vores vestlige samfundskultur gennem en række skelsættende pladeudgivelser, hvis hovedemner var tabu, kontrol og seksualitet (gruppen udsprang i øvrigt af performance-kunstgruppen COUM Transmissions, hvis arbejde var af samme, hvis ikke endnu mere radikale skuffe).

Nogenlunde samtidig med at Throbbing Gristle spillede sin sidste koncert i San Francisco i maj 1981 (gruppen blev senere genforenet i perioden 2004–2010), dannedes det engelske neofolk- og postindustrielle band Death in June. Selvom sidstnævnte i sin spæde start umiddelbart lød langt mere inspireret af Joy Division end af T.G., var parallellen til den gryende industrial-scene tydelig – dels via brugen af støjflader og samplede stemmer, men især pga. de tilbagevendende emneområder for gruppens tekster: død, lemlæstelse, magtmisbrug og underkastelse. Der var kort fortalt ingen håndsky omgang med virkeligheden her, og Death in June skulle med tiden da også vise sig at blive et af de større dyr i postpunkens Åbenbaring.

 

Hell is empty

Det siges, at det største sakramente for det moderne menneske er at give Gud syndsforladelse for meningsløsheden. Jeg skal forsøge at tøjle min lyst til at forfølge dette tema i forhold til Death in Junes kunstneriske praksis, men skulle man opsummere gruppens syn på tilværelsen, kan det næppe gøres meget bedre end med følgende William Shakespeare-citat fra Stormen: "Hell is empty and all the devils are here".

Jeg erindrer at købe Death in Junes Burial-lp i 1984, et album hvis tykke sod af håbløshed gjorde det svært at ånde flere steder undervejs. Teksterne var skildringer af død, isolation og de tragiske konsekvenser af alle slags krigsførelse, og gruppens fordømmelse af enhver form for totalitarisme skånede ingen overmagt, hverken kapitalismen, bolsjevismen eller nazismen. Da flere af bandets medlemmer havde trådt deres første musikalske vande i den stærkt venstreorienterede punkgruppe Crisis (1977–1980), var indflydelsen fra dette virke stadig tydelig at spore – en baggrund der er særdeles interessant set i lyset af Death in Junes senere så demonstrative og meget udskældte militaristiske æstetik. Crisis spillede f.eks. jævnligt ved koncerter arrangeret af Rock Against Racism- og Anti-Nazi League, begge engelske venstrefløjsorganisationer der i slut-70'erne havde stor betydning for kampen mod det nationalistiske og ekstremt højreorienterede parti National Front.

Musikalsk set var det dog først med singlen "She Said Destroy", at jeg første gang vågnede lidt op til kvaliteterne ved Death in June, et vaskeægte undergrundshit, hvis en sådan størrelse ellers eksisterer. Det var dog næppe Marguerite Duras, der havde inspireret gruppen til at skrive sangen (forfatterinden havde tilbage i 1969 udgivet en bog med titlen Destroy, She Said), bandets lyrik emmede i al fald ikke ligefrem af litterære finesser; her var det i stedet blodet, giftgassen og de døde kroppe, der vældede ud over én, når man gav sig til at lytte efter tekstindholdet. "She Said Destroy" var en catchy popsang viklet ind i sorgens, ødelæggelsen og lidelsens faner, en genreklassiker indenfor et felt der endnu ikke var defineret, en dødshymne for alle der ikke længere orkede at stave sig gennem det lange og snørklede ord "håb".

Det efterfølgende album Nada! fra 1985 blev ligeledes tilføjet pladesamlingen, en dance-flirtende udgivelse der dags dato stadig står som gruppens bedst sælgende plade. Det var også på dette album, at Current 93's David Tibet første gang medvirkede på en Death in June-udgivelse (Tibet forblev en tilbagevendende samarbejdspartner til og med 1995). Mit udestående med gruppen forblev dog, at jeg allerede i årene inden da havde svælget så meget i nærstudier af menneskelig perversion og fornedrelse gennem min egen musikalske dannelsesrejse, at jeg ganske enkelt var ved at være godt og grundigt stuffed på den konto. Start-80'ernes musikalske subkultur havde i mange henseender været ét langt lidelsens refræn, en slags selvdestruktionens tvangsambition og dertilhørende forsøgslaboratorium, og jeg kunne simpelthen ikke tage mere på det tidspunkt.

Min foreløbige afsked med gruppen foregik derfor via deres 1986-album The World that Summer, i mine øjne en af de bedste albumtitler nogensinde. Udsagnet slog mig som en slags postmoderne pendant til den danske forfatter J. P. Jacobsens i litteraturhistoriske sammenhænge kendte og ofte citerede åbning på novellen "Mogens" fra 1872: "Sommer var det; midt paa Dagen; i et Hjørne af Hegnet". Man kunne som læser ikke være det mindste i tvivl om, hvor man befandt sig, og i hvilken sammenhæng man indgik, på samme måde som man som senere Death In June-pladekøber ikke kunne undgå at føle sig andet end nøjagtig lige så udsat og efterladt, som albummets golde titel foreskrev det. Rammen var sat, og tæppet gik for endnu en akt i grusomhedsteaterets fortløbende forestilling.

 

I symbolernes vold

Netop voldens og grusomhedernes æstetik har gennem alle årene været Death in Junes varemærke og problem. Deres brug af camouflagetøj, militæruniformer, runer og det prøjsiske Totenkopf-symbol har gang på gang fulgt til anklager om nazi-sympatier. Gennem årene har gruppen fået aflyst koncerter og skabt stor debat i lande som Schweiz, Frankrig, Tyskland og USA pga. deres flirt med en æstetik, der har påfaldende mange ligheder med det Tredje Riges tegn og billedverden.

Som erklæret homoseksuel kan det dog volde visse problemer at anklage Death in Junes sanger og altoverskyggende frontfigur Douglas P. for at være nazist. Påstanden kommer til at bære en vis komisk lighed med de anklager, som ur-rock'n'rolleren Lemmy Kilmister fra gruppen Motörhead har måttet høre for i årevis pga. sin nærmest fetichistiske interesse for krigsregalia. Lemmy selv har dog altid haft en meget afslappet holdning til den slags tvivlsspørgsmål, hvilket man bl.a. kan bevidne i filmen Lemmy: 49% Motherfucker, 51% Son Of A Bitch. I et af forløbets mange underholdende klip ser man Lemmy køre rundt i sin egen helt private tyske tank – nærmere bestemt en Jagdpanzer 38(t) Hetzer – hvilket sker lige efter, at herren har præsenteret seerne for sin enorme samling af nazi-daggerter og anden WW2-memorabilia. Af samme grund kan man ikke helt bebrejde intervieweren, at han på publikums vegne føler sig nødsaget til at spørge Lemmy, hvor vidt sangeren egentlig er nazist eller ej. Svaret falder med sangvinsk ro: "I've had six black girlfriends. I'm the worst Nazi you ever met!"

Koblingen mellem symboler og reel politik, altså mellem tegnenes oprindelse og den senere brug af dem, har været et problem lige siden især punkepokens provokative symbolbrug. Når f.eks. kunstnere som Sex Pistols og Siouxsie Sioux plantede hagekors på deres T-shirts som en ren Baudrillard'sk gestus ("vi bryder tegnets forbindelse til jeres tolkning"), kostede det dyrt ... forståeligt nok pga. tegnets voldsomme tilknytninger. Men tag så et eksempel som den yderst diplomatiske Bryan Ferry, der for nogle år siden røg i uføre, efter han i et interview til den tyske avis Welt am Sonntag havde udtalt, at han skam ikke kunne sige sig fri fra at være imponeret af nazisternes æstetiske selviscenesættelse: Han fandt både Leni Riefenstahls film, Albert Speers bygninger samt Nürnberg-paraderne med al tøjet og de mange flag og bannere uhyre inspirerende.

Udtalelsen udløste et mindre internationalt stormvejr, og selvom Ferry efterfølgende undskyldte så godt, han kunne, og understregede, at han selvfølgelig udelukkende havde talt ud fra et strengt æstetisk synspunkt, viser eksemplet med al tydelighed, hvor eksplosivt emneområdet stadig er. Set gennem en mere lokal optik så vi for nyligt, hvordan også det unge danske punkband Ice Age blev trukket gennem nazi-møllen pga. brugen af runer på gruppens seneste pladeomslag (runer, kære læsere, ikke hverken dødningehoveder eller billeder af store, muskelsvulmende ariske mænner), hvilket alt sammen står i grel kontrast til dengang Keith Moon fra The Who kunne dukke til en privat fest i fuldt SS-ornat uden at vække synderlig furore.

Lad os blot opsummere polemikken omkring Death in Junes æstetiske præferencer med Douglas P's egen kommentar til al palaveren i et interview, han gav tilbage i 2002: "I have an interest in all aspects of the Third Reich. It has had such a huge influence on the world, who could fail to be intrigued by it? However, I've still read more pages of Das Kapital than Mein Kampf."

 

Romantik og offerritualer

Nu var det som bekendt ikke kun Det Tredje Riges ekshibitionistiske billedverden og dominanssymbolik, der tiltrak sig interessen undervejs – hverken for Death in Junes vedkommende eller for den subkultur, der havde rejst sig fra 70'ernes slagger. Som jeg allerede har været inde på, svælgede det meste af start-80'ernes musikalske undergrund i en nærmest patologisk interesse for både de personlige og sociale sammenbruds mange bøjningsformer, noget man så i alt lige fra allerede nævnte Throbbing Gristles arbejde, Diamanda Galás' dæmoniske påkaldelser, Christian Deaths kanylefikserede undergangsvisioner, Foetus' abortæstetik og Lydia Lunchs seksuelle ydmygelseseskapader i filmsammenhænge. Man ønskede at gøre op med skyggeverden, der havde hobet sig op efter 68-generationens idealistiske kollaps, og relatere til følgesygdommene – de menneskelige perversioners tilhørsforhold til normalitetsbegrebets daglige paradenummer – ikke nødvendigvis som udtryk for nogen egentlig personlig fetich, derimod snarere som en slags journalistisk tilnærmelse af virkeligheden: som et forsøg på afmontere ethvert givent tabu. Verden var ét stort laboratorium, og de fleste af periodens unge, sortklædte kosmopolitter kunne ganske enkelt ikke få nok af indsamlingen af forbudt viden.

Hen ad vejen fik en pæn portion studerende fra det oprindelige kuld dog nok. "Hvis du stirrer længe nok ned i afgrunden, så stirrer afgrunden også ind i dig," som en vis tysk filolog så viseligt har oplyst os alle om, og jeg var blandt dem, der gik andre veje. Det var Death in June dog ikke – de var faktisk kun lige begyndt. Sorgen, skændslen og lidelsen var derimod blivende grundelementer i gruppens evangeliske mission, om end pensum heldigvis langsomt blev udvidet fra den rene begsorte fortabelse til også at indeholde en vis gulliggisten spleen: Gennem dyndet til stjernerne og fra koncentrationslejrene til de leversyge digteres febervisioner.

Referencerne til både den romantiske digtnings klassiske dyder og de franske symbolister udviklede sig til en ren billedstorm i Death in Junes tekster. Sangene var snart ved at svømme over med engle og roser, om end gruppens elegier stadig var fuld af de sædvanlige marmorbuster og skinnende gravsteder, og netop perioden hvor alene klangen af navnet Death in June fik det til at vende sig i mig, kom pudsigt nok til at byde på nogle af bandets mest melodiske og musikalsk ukomplicerede album (alting er som bekendt relativt). Om gruppen overhovedet lod sig mærke af murens fald, skal jeg lade stå ukommenteret hen, men 90'erne blev i al fald perioden, hvor de udgav både But, What Ends When the Symbols Shatter? (1992) – en titel der fint belyser gruppens generelle omgang med symboler – samt Rose Clouds of Holocaust (1995).

Nu skulle man som lytter selvfølgelig ikke snyde sig selv, hvad angik de umiddelbart nye mildere vinde. Flere af teksterne på But, What Ends When the Symbols Shatter? skulle efter sigende være baseret på numre fra gospel-lp'en He's Able fra 1973 med The People's Temple Choir, en indspilning med koret fra pastor Jim Jones' religiøse organisation People's Temple der i historisk sammenhæng er mest kendt for masse(selv)mordet i Jonestown i Guyana i 1978, som kostede små 1.000 mennesker livet. Til gengæld skal det så siges, at den næste udgivelses umiddelbart noget stødende titel (Rose Clouds of Holocaust) i følge gruppen selv er inspireret af nøgleordets græske oprindelse, hvor "holocaust" betyder "brændt helhed" og især bruges i betydningen "brændt offer/gave" (altså i betydningen et offer eller en ofring til en afgud). Titlen havde i følge Douglas P. intet som helst at gøre med hverken forfølgelsen eller udryddelsen af jøder. Man kan så spørge, hvad en sådan evig kredsen om den slags betændte emner skulle gøre godt for, men det er jo at stille spørgsmålstegn ved hele gruppens grundpræmis – et emne der ikke helt hører til i denne artikel.

Samme periode bød også på en anden kilde til usikkerhed omkring gruppens politiske ståsted, nemlig Death in Junes løbende samarbejde med sanger, musiker og provocateur par excellence Boyd Rice. Gennem 90'erne arbejdede parterne sammen ved adskillige lejligheder, et forløb der i 2004 blev afsluttet med det i øvrigt glimrende album Alarm Agents. Problemet lå i, at Death in June gennem årene nærmest har sat en ære i ikke at forklare sig om omkring deres politiske orientering, og da Boyd Rice om muligt har været endnu mere ambivalent omkring samme spørgsmål, forstærkede kollaborationen mellem de to parter blot mistroen, hvad angik gruppens højreorienterede holdninger. Af samme grund er der givetvis en del lyttere, der har åndet lettet op over at se både regnbueflaget og Israels ditto vaje på Death in Junes officielle site i løbet af de senere år.

 

Maskespillet

"Ikke på dit ansigt, men på din maske vil jeg kende dig", skriver Karen Blixen et sted i historien "Syndfloden over Norderney" fra Syv fantastiske fortællinger (oprindeligt skrevet på engelsk med den i denne sammenhæng mere passende titel Seven Gothic Tales) – en sætning der rimer ualmindeligt godt på det offentlige billede af Death in June fra begyndelsen af 90'erne og frem. For kyler man al tysk militaristisk parafernalia væk, så kendetegner én genstand mere end noget andet de flestes blivende billede af gruppen: Douglas P.'s ikoniske maske.

Den visuelt ildevarslende genstand, som sangeren første gang bærer på forsiden af Something Is Coming-pladen fra 1993, repræsenterer ganske enkelt indbegrebet af Death in Junes billedverden, ja – had konceptet eller ej – masken udgør nu om stunder intet mindre end selveste gruppens brand. Den hvide karnevalsmaske, som sangeren fandt i en karnevalsbutik i Venedig i 1992, er blevet personificeringen af Douglas P., et emblematisk udsmykningsobjekt der signalerer tilpas dele teater, rædsel og uforklarlig tiltrækning til at kunne favne bandets væsen.

Om brugen af bandets generelle hang til forklædning har han bl.a. udtalt følgende: "Even from the very beginning of Death in June, when there were three people - Tony Wakeford, Patrick Leagas and myself - we did not want to become a part of a normal rock'n'roll thing. Pretty boys staring into the cameras with huge cocks and IQs of one million ... It doesn't work like that. It was embarrassing to be part of this thing in many ways, so we looked different on stage all the time."

Først var der militærtøj og camouflageuniformer, undervejs dukkede der sågar gorillakostumer op, og sidst, men (foreløbig) ikke mindst, kom masken så til. Billedet stivnede, og fortællingen blev visualiseret som et blivende still. Screamin' Lord Sutch, Tutta Rosenberg, Liberace og Kiss — selv en raconteur som Quentin Crisp – alle som en har de haft hver deres karikerede billede at slæbe rundt på, og jeg er sikker på, at Douglas P. ikke har noget som helst imod at blive smidt i samme kategori som navne af den kaliber. Om end sidstnævntes position stadig figurerer på et mere obskurt kulturelt niveau, har han ikke desto mindre opnået samme grad af klar og entydig trademark identity.

 

Slapstick-Manson

Dér hvor mit forhold til Death in June tog et kvantespring, var i forbindelse med udgivelsen af All Pigs Must Die-albummet i 2001. Efter min allergi over for gruppen op gennem 90'erne forekom både cover og titel på denne plade mig så tilpas over the top, at jeg følte mig nødsaget til at revurdere mit forhold til gruppen. Titlen var selvklart en parafrasering over et af det 20. århundredes helt store voldsikoner, sektlederen, barbariarkitekten og popsangeren Charles Manson (glem ikke sidstnævnte aspekt ved manden; lyt selv til åbningsnummeret "Look at Your Game Girl" på Lie-pladen fra 1970, et nummer som f.eks. Guns N' Roses har indspillet en coverudgave af). Den store forskel mellem at være en hyldest til slagteriet og en bizar kommentar til både det bagvedliggende voldsmaskineri og Death in Junes egen produktion består dog i, at Douglas P. på forsiden af All Pigs Must Die er i gang med at skære halsen over på en grisebamse til en børnefødselsdagsfest.

Obskøniteterne var sat i en ny kontekst, og frem for at blive udspillet i et sceneri med en lænket fange i en koncentrationslejr, syntes albummet snarere at udgøre et grotesk festskrift over menneskelig degeneration, et stykke absurdteater hvor massemorderen optræder mere i skikkelse af en forrykt varietéstjerne end som nogen reel trussel. Måske står jeg alene med dette synspunkt, men til trods for at titlen læner sig foruroligende langt ind over kvalmegrænsen, så forbliver udgivelsens monstrøse, om end aldeles forskruede humor ikke desto mindre altoverskyggende. Hvad siger det skandinaviske ligesind f.eks. til et nummer med følgende titel: "No Pig Day (Some Night We're Going to Party Like It's 1969)"? – 1969 værende året hvor det første menneske gik på månen, hvor Anton LaVey udgav Den sataniske bibel, og hvor Charles Mansons følgesvende dræbte filminstruktøren Roman Polanskis gravide kone Sharon Tate. Vi taler i korte træk om en Doulas P. i rollen som underlødig slapstick-Manson morfet med en 80'er-funklende Prince, Lewis Carolls fantasier overført til en underverdensopførelse og ødelæggelse sat op som søndagsmatiné. Smagløst, men effektivt.

Det befriende ved udgivelsen forblev dog helt klart, at Douglas P. langt om længe syntes at være blevet ét med sin egen karikatur – at han, gemt bag sin maske, javel, vælger at tage det sidste skridt ind i mytologiens verden ved at blive en slags reproduktion af sig selv. Selv de germanske hyldester på albummets titelnummer lires af, som var tekstens kontroversielle indhold blot endnu en ølsang afsunget ved den årlige oktoberfest i München. Douglas P. kan kort sagt ikke længere adskilles fra den offentlige figur, han gennem årene har skabt, og synes på All Pigs Must Die at forlige sig endegyldigt med sin egen rolle ... altså som persona (latinsk for "maske, rolle, karakter") frem for person – som lige dele karikatur og karakter, lige dele skuespiller og manuskriptforfatter.

Siden da har udgivelsesrækken bl.a. budt på det omtalte Boyd Rice-samarbejde Alarm Agents samt seneste Death in June-studiealbum Peaceful Snow, en udgivelse der udelukkende består af flygelbaserede sange. Selvom en del gamle fans har givet udtryk for, at sidstnævnte titel forekommer dem at være en mat og livløs fortsættelse af gruppens virke, finder jeg nu pladen ganske tilfredsstillende at lytte til. Douglas P.'s ensformige messen indeholder ganske vist ikke samme slags shock value, som fortiden har budt på, og gudskelov for det, fristes man næsten til at tilføje. I stedet får vi nemlig en plade, der i samme ånd som David Tibets og Current 93's fortryllende og vidunderligt underspillede 1998-album Soft Black Stars skræller alle unødvendige lag af musikken, og selvom resultatet måske ikke er lige så rørende som Tibets manøvre – logisk nok pga. de to sangeres væsensforskellige karakterer – så er Peaceful Snow dog stadig en lise at stifte bekendtskab med.

 

Verdens gang og publikum

Da Death in June spillede i Aarhus i 1997, var der en del ballade omkring arrangementet, idet en gruppe autonome ønskede at demonstrere deres modvilje mod bandet (man formodede pr. automatik, at gruppens symbolbrug var ensbetydende med en højreorienteret politisk orientering). Da Douglas P. og gruppen optrådte i København i 2003, foregik det så på Østerbro-etablissementet Park, hvor stemningen hældede anderledes til det mondæne. Af samme grund er det svært ikke at stille sig selv spørgsmålet, hvordan en Death in June-koncert anno 2011 vil udspille sig? Hvilken betoning vil nutidens intellektuelle klima lægge på gruppen, hvilke slags forventninger vil publikum projicere op på bandet, og hvordan vil Death in June selv forholde sig til sin egen gestalt?

For hvad der engang var den dybeste undergrund, modtages nu om stunder som højkulturel glasur – et fænomen der kan eksemplificeres ved de seneste års højprofilerede Diamanda Galás-messer i Marmorkirken samt både Throbbing Gristles og Suicides respektive koncerter på Statens Museum for Kunst. Her modtager folk i alle aldre taknemmeligt den symbolske håndspålæggelse med tilbageholdt åndedræt, hvilket i sig selv skam er en glimrende ting, min pointe forbliver blot, at vi efter 00'ernes skamløse rovdrift på originalitet og indie-kulturens massive udbredelse nu står over for konsekvenserne af periodens "kreative sejrsgang", dvs. genrens efterfølgende uskyldstab ... hvilket logisk nok betyder, at stort set enhver "oprindelig" og "autentisk" kunstner dags dato står i højere kurs end nogensinde. Nøjagtig ligesom den aktuelle finanskrises subliminale artserkendelse har fået en del mennesker til at åbne øjnene op for idéen om altings begrænsning, har vi så at sige atter fået smag for guldet på bunden af kisten frem for de fluktuerende aktiekurser på computerskærmen.

Så tilbage til spørgsmålet: Hvordan ser salen inden en Death in June-koncert i 2011 ud? Den ser interesseret ud. Den ser spændt ud. Den ser weird ud – stavet som i den helt konkrete segmentkategori W.E.I.R.D. people: "Western, educated, industrialized, rich, democratic". Det var det internationalt anerkendte videnskabelige magasin Behavioral and Brain Sciences, der i en artikel sidste år påpegede, at det vi i mange vestlige nationer definerer som tidens psykologiske standard, i virkeligheden er weird, eftersom erfaringsmaterialet vi baserer så utrolig mange statistikker på, udelukkende stammer fra undersøgelser af en målgruppe bestående af vestlige, uddannede, industrielle, rige og demokratiske individer ... altså et forholdsvis lille segment, der langt fra dækker verdens egentlige standard eller gennemsnit.

I nogle henseender udgør ordlyden af denne undersøgelse en pudsig pendant til Death in Junes publikum i aften – altså lige bortset fra at størstedelen af de tilstedeværendes indkomstniveau næppe får det store problem med topskatten i deres selvangivelse næste år. Der er langt til nogen borgerlig konsensus her, langt til det brede, altfavnende gennemsnit, men alligevel er der – som der vil være til en hvilken som helst rockkoncert – stadig en række i øjnefaldende prototyper: Der er f.eks. masser af sort og en god håndfuld militærkasketter rundt omkring, ligesom man her og der kan man skimte flere forskellige Death in June-T-shirts fra merchandise-standen (min personlige favorit forbliver "Live in Tel Aviv"-trøjen) og vist også en enkelt Totenkopf 6-hættetrøje et sted. Der er ligeledes rigtig megen skægvækst rundt omkring i salen – moustacher, ellipseformede Garibaldi-skæg samt adskillige varianter af den såkaldte "copstash standard" – men hvad der slår mig som et særligt opløftende syn denne aften, er mængden af piger i yndefylde midsommerkjoler med blomsterkranse i håret, cool couples i tweed-suits med veste, skjorter og slips (ja, også for de kvindelige repræsentanters vedkommende) samt "well-styled and well-groomed individuals" klædt i alt lige fra ridebukser og hatte til hornbriller og dameturbaner.

Hvor mange af de fremmødte, der ligefrem har været inde på Death in Junes hjemmeside for at købe de tilgængelige porcelænsplatter med whiphand-logo og dødningehoveder, må forblive tankespind for nu (de ville ellers gøre sig godt til sådan en lille festmiddag for tolv), eftersom aktiviteterne tager til oppe på scenen.

 

Undergangshymner og Bierstube-sange

Jeg går efterhånden sjældent til koncerter, så alene det at få møvet mig op i nærheden af scenen er lidt af en prøvelse. Her viser aftenens første store overraskelse sig dog at være, at den roadie-lignende herre der roder rundt deroppe og rigger instrumenter til, er Douglas P. selv – vel at mærke uden hverken maske eller hvad der bare minder om nøkker – alt imens vederkvægende Lee Hazlewood- og Serge Gainsbourg-sange pibler ud af PA-højttalerne. Herefter forsvinder han igen. En anden gråhåret gut tripper dernæst rundt og ordner bækkener og perkussion, men forlader kort efter atter scenen. Små ti minutter senere dukker de to herrer så igen op, denne gang dog i camouflagetøj og for Douglas P.'s vedkommende med sin obligatoriske maske for ansigtet. Sangeren vandrer veloplagt rundt på scenen med løftede arme og lader sig som det mest naturlige i verden hylde af publikum med en vis påtaget conqueror-attitude ... alt sammen meget overraskende for så vidt det angår mine (forudindtagede) forestillinger om en højtidelig ankomst indhyllet i et standard-teatralsk tøriståge til lyden af præindspillede marchtrommer.

Sidstnævnte detalje står de ikke desto mindre selv for, idet Douglas P. og trommeslager John Murphy nu indleder aftenen med en række korte sange eksekveret udelukkende for vokal og slagtøj (bl.a. "Till the Living Flesh Is Burned"). Aftenens næste overraskelse viser sig snart at være, at der herefter ikke kommer flere musikere på scenen: Douglas P. skifter blot trommestikkerne ud med en 12-strenget guitar, samtidig med at han afklæder sig masken, og så går det ellers over stok og sten derudad med en række potpourri-agtige udgaver af udvalgte undergangshymner fra de seneste tre årtiers Death in June-repertoire. Vi er ikke langt inde i sættet, før sangeren endog begynder at spørge publikum, om de har nogle "requests", men eftersom de fleste i salen slet ikke rigtig har nået at omstille sig til den sing-along-verden, vi her er blevet smidt ind i, fortsætter duoen oppe på scenen skånselsløst med at afvikle deres Bierstube-udgaver af et katalog, der lader aldeles hånt om de oprindelige indspilningers rumklangssejlende dødspatos ... endda med en pæn sjat sporadiske "huuhs" og "yihaas" fordelt ud over numrene.

På dette tidspunkt af artiklen er der sikkert allerede en eller to læsere, der forventer, at nu kommer afsnittet om KATASTROFEN! Men hold fast, kære venner (dem af jer der vel at mærke er så kommet så langt som hertil i jeres udholdenhed), for faktisk går det langsomt op for mig, hvor klædeligt det egentlig er at høre dette tidligere så symboltyngede og apokalyptisk-klingende univers blive nærmest liret af på sømandsvise-, dødssejler- og ølstueplanet. Sangene fremstår pludselig som en serie kulturantropologiske studier udsat for beverding-fællessang, og med en sætliste på over 30 numre kan man med en vis ro i sindet slutteligt konstatere, at de fleste publikummer fik, hvad de kom efter.

 

Ensformighedens dyd

Som var en 30-årsjubilæumskoncert med Death in June i sig selv ikke en bizar nok begivenhed (jf. konceptets associationer til succesrige butikskæder og velordnede parforholds langtidsholdbarhed), udgjorde denne sejtrækker af en sætliste som sagt noget nær den rene greatest hits-kavalkade. Lad os få den gode ordens skyld lige nævne en lille håndfuld af aftenens mange crowd-pleasers: "Leper Lord", "All Pigs Must Die", "Fields of Rape", "The Death of the West", "Rose Clouds of Holocaust", "Kameradschaft", "Little Black Angel", "She Said Destroy" og (selvfølgelig) "Heaven Street" (de to sidstnævnte titler var nok dem, der pga. aftenens sparsomme akkompagnementer savnede mest på substanskontoen).

Ikke desto mindre var det ensformighedens dyd, der her blev praktiseret, en effektiv simili-soldatersangsaften blandt venner og ligesindede – vel at mærke uden det mindste anstrøg af selv samme militarisme, som gruppen altid er blevet anklaget for at opfordre til. Det var bohemer, romantikere, kulturelle hedninge og beklædningsfetichister, der holdt fest denne aften, ikke en eller anden radikal gren af nogen som helst form for i hvilken som helst retning yderliggående politisk bevægelse (styr sig! enhver ængstelig og tendenssøgende skribent på en hvilken som helst debathungrende avisredaktion rundt omkring), og selvom koncerten musikalsk set var en i flere henseender noget mangelfuld affære – og dermed rationelt betragtet nok burde nøjes med at blive tildelt fire stjerner – så lad da for en gangs skyld daleren springe uden samtidig at knibe på skillingen: Når noget eksekveres så effektivt og med så stor sammenhængskraft, som tilfældet var denne aften, så skulle man altså være et nærigt skarn, hvis man ikke lod fem fedtede sølvstjerner tilfalde veteranerne fra slagtehallen.

Havde nogen for ti år siden sagt til mig, at jeg en kold søndag aften i oktober 2011 skulle gå fra en 30-årsjubilæumskoncert med Death in June i opløftet tilstand, ville jeg givetvis ikke blot have hånet deres dømmekraft, men sikkert leet dem direkte op i ansigtet. Dags dato takker jeg i stedet The Black Cat og Club Faust for at have fået en sådan aften op at stå, for om end Death in June i et større musikalsk perspektiv nok stadig må anses som mere symptomatisk interessante end værkrelevante, så blev den musikalske monotoni og til tider infantilt ensformige tematik, der gennem alle årene har kendetegnet bandet, ved denne lejlighed forløst på bedst tænkelige måde. Skulle koncerten vitterligt vise sig at have været gruppens sidste på skandinavisk jord, så er jeg sikker på, at aftenen vil have forplantet sig som et kært minde i de fleste af de tilstedeværendes blodrøde og langt fra kulsorte hjerter.

 

Appendix: Ovenstående artikel skal betragtes som en ren Death in June-feature, men det skal retfærdigvis siges, at det danske band Of The Wand & The Moon leverede en helt igennem sympatisk opvarmningskoncert. Vi henviser for nu til GAFFAs anmeldelse af gruppens nye album "The Lone Descent".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA