x
Crosby-Nash: Værket, Randers

Crosby-Nash, Værket, Randers

Crosby-Nash: Værket, Randers

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Der er navne, som man med nogenlunde rimelighed kan forvente jævnlige besøg af på landets spillesteder - med Dylan som et driftsikkert eksempel - og så er der bands, som man kun særdeles sjældent har chance for at opleve live herhjemme. Således Crosby & Nash, to tredjedele af halvfjerdsernes helt store folk-fænomen Crosby, Stills & Nash. De to herrer har kørt parallelt parløb siden 1972 og også indimellem kastet ting af sig, som er fuldt på højde med CSNs to første, mesterlige album. Så når de dukker op i Randers - seneste besøg var i Kolding i 2005 - er det naturligvis bare om at komme afsted.
 
Crosby - med en fortid i stilskabende The Byrds og strengt taget den mest karismatiske halvdel af makkerparret - har ikke skånet sig selv hvad angår marihuana og det, der er stærkere gennem årene. Men i dag virker han sund og veloplagt, og stemmen kan endnu: der er i sagens natur dømt vokalharmonier en masse, idet vi trakteres med et fint sæt sammensat af både CSN-ting og indslag fra Crosby & Nash-kataloget. Desværre ikke den eminente "Southbound Train" fra den selvbetitlede debut, men derudover er der nu ikke ladt meget tilbage at ønske gennem det mere end to en halv time lange sæt.

Snublende start

At der blev lagt ud med The Byrds "Eight Miles High" er unægteligt svært at være utilfreds med, men lyden var simpelthen og hvilket sjældent sker, for høj. Selvom (gen)synet var glædeligt, manifesterede magien sig kun glimtvis, som i covernummeret "Old Soldier". Den politiske grundtone ansløs allerede, da Nash kigger sig omkring i lokalet og udbryder: "Dejligt teater...i USA ville de have revet det ned og bygget en McDonald's. Eller to." Der jokes gemytligt mellem makkerne, idet den trinde og stadig langhårede og -skæggede Crosby spørger Nash - eller Graham: "Hvor er vi egentlig?", inden han bliver orienteret om lokaliteten. "Long Time Coming" brænder igennem, og vi ved at vi er vidner til noget helt specielt. Men også ujævnt, præget af en tilsyneladende tømmermandsramt lydtekniker og et par frontfigurer som atter en aften skal finde fælles fodslag og forsøge at koncentrere sig om at dykke ned i fem-minutters-værker som de skrev da de var i midten af tyverne

"Det er Crosbys job at lave alt the weird stuff", som han siger umiddelbart inden ensemblet kaster sig ud i en langstrakt versionering af titelnummeret fra "Déjavú" som afslutning på første sæt, og så: rygepause med videre i tyve minutter.

...og storslået slutning

Og så sker der noget. Hvor første del fremstod fremragende, men dog lidt ufokuseret, bygges der her stilfærdigt op til tres minutters musikalsk klimaks. Fire akustiske ballader, herunder "Guinnevere", Paul McCartneys "Blackbird" - som CSN også havde på sætlisten ved deres Woodstockoptræden - og "Our House", inden bandet stemmer eftertrykkeligt i med Nashs "Military Madness". Det er, overraskende, aftenens hidtil mest medrivende præstation, og kurven er opadgående. Det politiske element bliver mere og mere udtalt, som aftenen skrider frem, som når Crosby tordner imod atomkraft og USA i almindelighed:

"Amerika; ha, det er så pinligt. Det var værre med George Bush. Men det er stadig pinligt" og Nash tilføjer, med henvisning til de nyligt afholdte demonstrationer mod Wall Streets børsspekulanter i New York: "Vi kan ikke vente med at komme hjem og give en hånd". Crosby opridser de tre centrale argumenter mod atomkraft:

1) Folk laver fejl

2) Moder natur kan sparke dig i røven til enhver tid. Bare se på Fukushima.

3) Der er ingen steder at gøre af affaldet. I USA vil man begrave det under et bjerg og sætte et lille skilt på toppen, hvor der står "Don't dig here".

Som det altid har skullet lyde

Og så indleder bandet sangen af samme navn, skrevet af den diskret tilbagetrukne keyboard- og pedal steel-betjener James Raymond, som tilfældigvis også er David Crosbys søn. Mens det lød mindre overbevisende, at makkerne havde til hensigt at tage en med på en togtur gennem Marokko i første sæts "Marrakech Express", er der til gengæld ingen tvivl om det oprigtige engagement bag aftenens mere politiske udladninger, stærkt eksemplificeret ved "What Are Their Names?", som handler om at de sande magthavere, dem med kapitalen, altid er anonyme.

Well, når den omfattende seance så afrundes med fantastiske versioner af hippiehymnen "Almost Cut My Hair" - hvor 400-500 skaldede mænd næsten ikke kunne sidde stille i sæderne - og, endelig, "Wooden Ships" netop som den altid har skullet lyde. Ekstranummeret bliver en omgang fællessang på "Teach Your Children", hvor den lysansvarlige nu får den lidt pudsige ide at tænde loftslyset i hele salen. Altså, som man normalt vil gøre, når showet er forbi. Anyway, det er i småtingsafdelingen, og på bundlinien reddede Crosby & Nash i den grad renomeet efter en lidt rodet start og udfoldede fremdeles en stærk og vedkommende rockkoncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA