x
Throwing Muses: Lille Vega, København

Throwing Muses, Lille Vega, København

Throwing Muses: Lille Vega, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Rhode Island-gruppen Throwing Muses er for tiden på en turné, der markerer 25-året for udgivelsen af gruppens selvbetitlede debutalbum. Et album, der har status som noget af en kultklassiker på den alternative amerikanske rockscene og indvarslede en stribe glimrende udgivelser fra det særegne orkester, som dog aldrig for alvor fik et kommercielt gennembrud – modsat de samtidige åndsfæller og pladeselskabskolleger fra Pixies. I øvrigt er Throwing Muses' plader alle udsendt på det prestigefyldte engelske indie-selskab 4AD, dengang også kendt for navne som Cocteau Twins og Dead Can Dance og i dag kunstnere som Bon Iver, Beirut og vore egne Efterklang.

Throwing Muses har flere gange holdt lange pauser op gennem karrieren, og deres seneste studiealbum udkom tilbage i 2003. Nu er de så tilbage med et opsamlingsalbum og en jubilæumsturné med lineuppen fra deres sidste tre album: Sanger, guitarist og sangskriver Kristin Hersh, bassist Bernard Georges og trommeslager David Narcizo.

Koncerten i København var flyttet fra Store til Lille Vega, hvilket gav et hint om, at interessen for Throwing Muses ikke er vokset siden gruppens opløsning – modsat navne som eksempelvis førnævnte Pixies eller for den sags skyld Melvins, der spillede i Vega i sidste uge. Synd og skam, da gruppens musik holder den dag i dag. Ikke mindst takket været den karismatiske Kristin Hersh, hvis skiftevis rå-hæse og sfæriske vokal ikke står tilbage for navne som Patti Smith, PJ Harvey og Courtney Love, og hendes sangskrivning spænder vidt: Fra afdæmpede ballader over kantede kompositioner med skiftende – ofte vuggende – taktarter, tempoændringer og usædvanlige akkordsammensætninger til små rockeksplosioner. Teksterne er også et kapitel for sig, fulde af fantasifulde billeder og vidtrækkende associationer.

Så vidt fortiden. Holder Throwing Muses så i dag, denne forblæste, regnfulde oktoberaften på Vesterbro?

Sparsomt publikum

Ja, det kan hurtigt konstateres, at interessen fra publikum tilsyneladende er begrænset. Ved annonceret koncertstart klokken 20 er der kun en snes publikummer i salen, men ved at trække tiden en halv time opnår Throwing Muses trods alt at få Lille Vega en tredjedel fyldt, altså cirka 150 personer.

Gruppen lægger ud med "Furious", der i sin tid åbnede deres femte album, "Red Heaven" fra 1992. Kristin Hersh ligner sig selv. Hun er kun 45 år trods 25 år på bagen som professionel musiker. Hendes stemme er lidt hæsere end i de unge år, men stadig stærk og smuk, og hun spiller en glimrende guitar med flydende overgange mellem akkord- og melodispil og minimalistiske, men effektive guitarsoloer. I åbningsnummeret bliver hun dog næsten overdøvet af David Narcizos trommer, der runger temmelig kraftigt i den halvtomme sal. Han er ellers en fremragende trommeslager, men hans mange fills og slag i bækkenerne tager for meget fokus fra Hersh, mens Bernard Georges' solide, gyngende basgang får lov at stå nogenlunde uantastet i lydbilledet.

I næste sang, den energiske og tempofyldte "Shimmer" bliver der fornuftigt nok skruet op for Hersh' vokal, men trommerne runger stadig vel meget, og sådan fortsætter det desværre koncerten igennem. Musikalsk er der dog ikke meget at udsætte på Throwing Muses anno 2011. De instrumentale præstationer er habile, sammenspillet er solidt, og sangene har overlevet tidens gnaven. Det gælder eksempelvis den groovy "Garoux de Larmes", den temposkiftende "Soul Soldier" og den fremadstormende rocker "Bright Yellow Gun" med tekstlinjen "I've got nothing to offer but confusion". Et linje, der ganske rammende udtrykker de voldsomme, hyppigt skiftende sindsstemninger, Kristin Hersh' tekster ofte kredser om.

Publikum klapper begejstret, og Kristin Hersh får da også sagt tak nogle gange, men den store kommunikation mellem band og publikum er der nu ikke, bortset fra under sangene. Kristin Hersh får lige takket publikum for at have vovet sig ud på en regnfuld onsdag, men ellers er det "tak" og "tak" og ikke så meget andet.

Efterbrænder på mod slutningen

Efter en lille time synes Throwing Muses for alvor at have spillet sig varme, og de leverer fremragende udgaver af de intense publikumsfavoritter "Vicky's Box" og "Bea". Men så er det slut. Kristin Hersh & Co. siger pænt tak for i aften og forlader scenen – klokken 21.30, efter 60 minutters koncert.

Trioen lader sig heldigvis lokke ind til tre ekstranumre, som fortsætter på det høje intensitetsniveau med først "Devil's Roof" , dernæst balladen "White Bikini Sand" og endelig "Pearl", der begynder som en meget afdæmpet ballade, men udvikler sig til et hæsblæsende rocknummer.

Så er Throwing Muses definitivt færdige, efter 75 minutter. Ikke voldsomt rent kvantitativt, især fordi der ikke var opvarmning på, og man kunne godt have ønsket sig en noget længere koncert, når bandet nu skulle fejre hele 25 år i branchen. Lidt mere publikumskontakt ville heller ikke have skadet.

Det, der var, var dog godt trods de lydmæssige problemer – ikke mindst koncertens sidste halvdel, hvor gruppen for alvor fik spillet sig varm. Lad os håbe, de vender tilbage, gerne med et nyt album under armen – så skal jeg nok gøre en indsats for at få samlet nogle flere publikummer.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA