x
Hungarian Heartbeats: WOMEX, DR Byen, Koncertsalen

Hungarian Heartbeats, WOMEX, DR Byen, Koncertsalen

Hungarian Heartbeats: WOMEX, DR Byen, Koncertsalen

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Der var engang i verdensmusikkens spæde start, nemlig i halvtredserne, hvor musik fra Ungarn var sindssygt populært i Vesten. Siden er det røget en kende i glemmebogen. Synd, for det mellemeuropæiske land ligger midt i et kulturelt smørhul, hvor diverse mindretal lever i grænseområderne og er med til at berige kulturen og diversiteten endnu mere. Og med den optræden som fire højest forskellige grupper berigede os med i går, kan jeg godt få øje på Ungarn som det næste store. Ligesom den store festival på en ø i Donaufloden midt i hovedstaden Budapest - festivalen kører over en uge i august og hedder Sziget – er skrevet ind i kalenderen for 2012. Danske bands som har spillet der, skamroser den i hvert fald.

Til koncerten lagde vi ud med en stribe violiner, som spillede den traditionelle Táncház-musik, men i den grad havde en spacet tilgang og en herlig skæv måde at stryge med buerne. Det lovede i den grad for det videre forløb, og gruppen, som hedder Tükrös, tog os i den grad tilbage til den ungarske landsby, trippet og af en anden verden. Ligesom de selvfølgelig havde et par dansere med, som illuderede den uforfalskede szardaz, så man ikke var i tvivl om oprindelsen.

Derefter var det tid til en af aftenens to fremragende sangerinder, nemlig Ági Szalóki, som sad ovre i den moderne side, hvor vi også siden skulle blive trakteret med en herlig hvæsende elektrisk guitar, der i begyndelsen var så kantet, at man såre undrede sig, og så rejste sig og sammen med en romafløjte af snurrige dimensioner, kørte en gang spade af, som fik surfguitar til at antage en ny magyarisk form. Helt vildt – guitaristen hedder i øvrigt Miklós Both. Men Ági Szalóki fik kørt en herlig teatralsk og fint kontrolleret solosang af, ledsaget af det fineste perkussion. Koncerten var nu for alvor i gang.

To cimbalomer var stillet op midt på scenen. En slags flygeler spillet med køller, som får et herligt twanget præg, som var det et fortinnet boogiewoogieklaver nogen havde ladet stå. Men som også kan spille de mest rene og æstetiske toner, man kan forestille sig. Og i hænderne på romaen Kalman Balogh og kollega Miklós Lukács var vi i selskab af mestre, som spillede på alle følelser, og i den grad imponerede.

Alligevel var det helt store stjerneøjeblik, da gruppen med de serbiske rødder, Söndörgö, der har fået deltagelse af den ungarsk/russiske skuespillerinde og sanger, Kátya Tompos. Hendes indledning var bjergtagende, og da orkestret intonerede og stemmen rejste sig sammen med de andre, fik jeg et rendyrket Esma Redzepova-øjeblik. Her var en stor sangerinde, og bandet kørte nogle sekvenser over stok og sten, som med de små mandoliner mindede meget om hjemlige Afenginn. De kunne godt nok trykke den af, og jeg ser gerne snart igen en koncert med Söndörgö og herlige Kátya Tompos.

Det blev en sublim åbning. Nu vil undertegnede bare meget gerne få set noget mere fra det noget oversete smørhul.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA