x
Mártín O'Connor Band : WOMEX, DR Byen, Koncertsalen

Mártín O'Connor Band , WOMEX, DR Byen, Koncertsalen

Mártín O'Connor Band : WOMEX, DR Byen, Koncertsalen

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Der blæser nye vinde på den grønne ø vest for England. Fjernt fra denne gæliske kultur, har vi ofte det samme fasttømrede billede af hamrende hyggelige mennesker, godt tanket op på Guinness, som spiller en musik hvor sækkepiber, tin whistles og violiner kappes om at skabe de gode vibrationer. Og, okay, det fik vi også torsdag aften, men også så meget andet.

Máirtín O'Connor er en trækharmonikaspiller af guds nåde. Han har spillet med banebrydende orkestre som De Danaan og Skylark, og rigtigt mange kan takke ham for hans indsats for irsk kultur med forestillingen "Riverdance". Men han viste sig også at besidde en kvalitet, som kunne minde en del om den virtuose franske kollega på samme instrument, Richard Galliano. For godt nok går ireren ikke tangomestrene og den franske musette i bedene, men han skaber alligevel med sit band en række rum, som peger i alle mulige retninger. Med ham er den keltiske rejse igen på vej ud, fyldt med nysgerrighed.

Omgivet af den blændende Cathal Hayden på violin og lidt banjo, som i den grad spillede, så man næsten kunne have drømt om en duo af bare de to, og den dygtige Séamie O'Dowd på guitar, samt perkussionisten Jim Higgins, er der altså rige muligheder, og de blev så sandelig udforsket. Som på de mere klassiske irske stykker, hvor de fik tonerne til at svulme i den prægtige koncertsal, til et stykke, hvor de i den grad gik sigøjnerjazzen og Django Reinhardt i bedene. Mens et stykke, som skulle sætte guitaristen i scene som sanger, det hed "Cedars of Lebanon", fik det hele til ligesom at ramle. Som pop underligt malplaceret midt i en hvirvelvind.

Alligevel var det et spændende møde, og jeg skal se frem til at se dem ude på scenerne. Med Galliano på nethinden: hvorfor ikke på Copenhagen Jazzfestival?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA