x
Bernhoft og Lucy Swann: Posten, Odense

Bernhoft og Lucy Swann, Posten, Odense

Bernhoft og Lucy Swann: Posten, Odense

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Arkivfoto

Det lovede godt fra starten. Publikum stod i kø ud på Vester Stationsvej for at se eller gense den kære Jarle Bernhoft denne aften i Odense. Jeg noterede mig hvor mange unge kvinder med ansigtet fuld af sminke og hvor mange unge mænd med strømperne uden på bukserne, jeg kunne få øje på. Mine tanker blev afbrudt af en far, som formanede sin datter. Lidet vidste denne mand, at datterens trusser snart ville flyve af og ind i Bernhofts helt egen dimension, hvor de har en særlig afdeling for den slags.

Lucy Swann (***)
Salen var dejligt proppet. Opvarmningen Lucy Swann er en slags Björk-inspireret lillesøster i hele Bernhoft-Yoav-klanen af musikere, som looper deres egne instrumenter, indtil det lyder lidt som et band. Swanns lydbillede var dog halvnøgent og lidt køligt, men hendes soul-inspirerede vokal var lys og insisterende, om end det virkede for niche-søgende til en bred folkelig opbakning. Der manglede et radiohit, og hun lignede ærlig talt en, som havde lagt alt sit pæne tøj til vask.

Manden bag det hele
En halv time efter Swanns sidste toner trådte Bernhoft ind, tilsyneladende lettere nervøs. Publikums brusende hyldest væltede ind over ham, før han havde trukket guitaren på. Lidt snøvlende satte han i gang med "Control" fra det seneste album Solidarity Breaks.

Men Bernhoft blev hurtigt varmet op. Med charmerende mimik, et par benbevægelser og små, velplacerede lyde mindede han lidt om Jermaine fra komikerduoen Flight Of The Conchords, bare med en omvendt sutsko oven på hovedet. Jeg stod også og blev varmet op. Og så slog Bernhoft over i "Cmon Talk", hvorefter publikum naturligvis straks måtte overgive sig, selvom de fleste allerede stod og steppede i fryd.

Dynamik som en cirkusartist
Og netop nu, hvor publikum var helt oppe, valgte manden at gå ned i klaverstykket "Stay With Me", der lyder lidt som en smooth Chris Martin, som sidder i et hjørnelokale med gardinerne trukket for. Det mest utrolige var, at det fungerede. Publikum begyndte ikke at snakke eller rende i baren, nej - de stod bare og rokkede som fanget i et net.

Lige i nærheden af hvor jeg stod, var der omkring 2-300 kvinder, som koncerten igennem virkede parate til at smide tøjet og spidde sig på den unge mand på scenen, som var han en yderst velsyngende hegnspæl. De hylede og vred sig og skældte ud, når Bernhoft lige netop ikke nåede klimax. Den slags sker ikke så tit, når jeg er til koncert. Men jeg var ærlig talt selv fristet til rive mit eget tøj af og kyle det efter ham.

Rullende hofter til fællessang
Vi nåede også omkring "Choices", et af Bernhofts mere iørefaldende hits. Jeg må indrømme, at jeg blev en smule skuffet over at han lod publikum synge de stykker, hvor han virkelig kommer til sin ret på pladen. Men de unge mennesker elskede det. Igen og igen under koncerten fik vi lov at sende kærligheden mod scenen med vores stemmer eller arme.

Som sidste nummer i det ordinære sæt fik vi "Shout" (Tears For Fears), det eneste nummer på Solidarity Breaks som jeg må skippe ved hver gennemlytning. Det gør for ondt i min 80'er-sjæl at høre denne perle kørt gennem maskinen. Til koncerten fungerer det dog bedre. Ikke smukt, men bedre. Bernhoft vinkede farvel efter nummeret og gled ud bagved, men lyset forblev nede, og publikum begyndte spontant at synge "Shout, shout, let it all out"... Indtil han kom ind igen.

Cadeau
Bernhoft bukkede pænt af sit taknemmelige publikum. Nu havde vi også udholdt hans imponerende arsenal af charmerende anekdoter og skæve blikke i en time og 20 minutter. Den stakkels sorte mand er jo fanget i en hvid mands krop, hvad kan man gøre? Han flåede en sidste omgang glatbarberet gospel ud af ærmet, bukkede igen, og forsvandt ud til lyden af klappende mænd og vrinskende kvinder. 

Aldeles glimrende koncert, en af årets bedste for undertegnede, og så dynamisk og fyldt med indhold, at det er svært at ønske mere. Lidt som Yoav har Bernhoft en tendens til at glide ind i sit eget univers, og fra tid til anden miste fornemmelsen med hvor publikum er henne. Der kommer passager, hvor det virker som om han spiller mere for sig selv, og hvor publikum mest af alt står og venter på at nummeret slutter. Sammen med de fuckups, han lavede undervejs, bliver det stadigvæk en solid 5-stjernet oplevelse. 

 

Jarle Bernhoft spiller 3. november i Aarhus og i København d. 4. og 6. november. Alle koncerter er udsolgt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA